Forskere midt i en online-tid: ”COVID-19 har lært os at studere mennesker på en ny måde”

Kost og livsstil 8. feb 2022 4 min Postdoctoral Fellow Ea Høg Utoft, PhD fellow Mie Kusk Søndergaard +1 Skrevet af Morten Busch

Når mennesker mødes, opstår der relationer og forhold, som er essentielle for at skabe samarbejde og resultater. Da en gruppe etnografer i 2020 skulle i gang med at studere mødet mellem en række unge entreprenøraspiranter, slog COVID-19-pandemien dem tilbage til start, for hvordan kan man studere misforståelser, følelser og tvivl via Zoom? Nu gør forskerne status, og selv om de savner feltarbejde med fysiske møder, så har online-verdenen lært dem at observere og studere mennesker på en helt ny måde.

”Det er mandag morgen; Jeg er logget på Zoom for at deltage i et heldagsseminar. Jeg begynder med at tjekke Zoom skærmfladen med alle ansigter på deltagerne og personalet. Wow, det er svært at beskrive, hvad jeg ser. Folk ser trætte ud, men de fleste af dem ser også fokuserede ud. Jeg spekulerer på, om der er en "atmosfære" i Zoom-rummet? Det er meget svært at fornemme!”

Sådan skriver etnografen Ea Høg Utoft 1. marts 2021 i sin notesbog, der beskriver hendes feltarbejde. Kort tid forinden har corona-lockdown igen ramt samfund verden over, inkl. det innovationsprogram, som Ea og hendes kollegaer skulle studere. Et studie, der, som mange andre forskningsstudier, blev udfordret af pandemien.

”Hele roden i vores forskning er at studere det fysiske møde mellem mennesker: følelser og kropssprog, misforståelser og de små skjulte mellemmenneskelige forhandlinger i kaffepausen. Alt det gik tabt online. Eller det troede vi i starten, men med tiden indså vi, at alt det her skønne rod stadig var der, bare på nye måder, fordi Zoom former interaktionerne anderledes, ” forklarer Ea Høg Utoft, der er postdoc ved Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet.

”Først og fremmest giver online-teknologierne os mulighed for bedre at observere alle på én gang, og mens det bliver sværere at tyde kropssprog, blev fokus på ord og mening større. Så der er meget at tage med videre til, når verden om lidt åbner igen,” fortsætter hun.

Må jeg godt få noget af din tid?

Den nye artikel tager udgangspunkt i et evaluerende forskningsprojekt, hvor etnograferne skulle lave interviews med og observere deltagerne i et BioMedical Design Fellowship-program. Selve processen blev dog et studie i sig selv, fordi pandemien udfordrede de gængse metoder. Det nye studie giver et bemærkelsesværdigt indblik i, hvad online-møder kan sige om menneskers interaktioner.

”Vi skulle jo lave deltagende observationer. Det handler om, at man er til stede sammen med de mennesker, man skal observere. Og så ramte pandemien. Så var det lige pludselig nogle helt andre vilkår, fordi programmet lagde alt om til at foregå via Zoom, med den her skærm imellem os. Så skulle vi jo også sadle om, og det var jo fra den ene dag til den anden og noget som ingen af os havde erfaring med på det tidspunkt,” fortæller Ea Høg Utoft.

En stor udfordring var overhovedet at få lov at deltage i de rette møder.

”Når man mødes via Zoom, starter mødet klokken det og det og man skal nå de og de ting, men det var svært at blive inviteret med til alt det ind imellem møderne. Så vi skulle finde nye måder at lave den der løbende adgangsforhandling, som kommer meget naturligt, når man bare er der og snakker med folk. Og vi skulle lære at være ekstremt pågående: Må jeg godt få noget af din tid?,” uddyber Ea Høg Utoft.

Stadig svedige håndflader

Når de tre forskere så blev inviteret med ind på Zoom, skulle de også overveje, om de skulle blende ind med programmets deltagere – med slukket kamera og lyd – eller om de skulle være synlige og til stede. Oftest valgte de, af etiske årsager, det sidste. Den allerstørste bekymring ved at flytte deres observationer var, at det umiddelbart ville fratage dem det, som etnografers, vigtigste redskab: kroppen.

”Alle mennesker eksisterer jo i den her verden igennem en krop, og mens man som biolog måske bruger et mikroskop som forskningsredskab, så bruger vi i observationerne kroppen til at indsamle data. Man fornemmer nogle ting i sin krop, altså stemninger. Og fx kulde, lyde og lugte. Hvis du sidder i et rum, som lugter af kloak, så er det virkelig distraherende. Det ved vi lige pludselig ikke, når der er en skærm imellem, for vi kan ikke mærke, hvordan der er hos den enkelte deltager,” forklarer Mie Kusk Søndergaard, der er ph.d.-stipendiat ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet.

Selv om forskerne dermed gik glip af en hel masse sensoriske ting, oplevede de alligevel, at jo mere erfarne de blev med at sidde og observere foran en skærm, jo tydeligere blev det, at kroppen reagerer på den samme måde, som når man laver fysisk feltarbejde. Når der opstod en akavet stemning, fik man stadig svedige håndflader, og når der opstod intense situationer, skulle man stadig fordøje det, man havde set følelsesmæssigt

”Så vi fandt jo ud af, at de samme ting skete, men det kræver lidt mere at grave det frem. At abstrahere fra, at vi faktisk sad hver for sig. Men jeg tror, det er nemmere at være i en akavet situation i virkeligheden, hvor du måske kan kigge ned i din notesblok end online, hvor du har det her kamera lige i ansigtet. Man er jo ikke vant til, at man kan sidde og kigge så mange mennesker i øjnene, og man bliver mærkeligt selvbevidst også over, hvordan man selv fremstår,” siger Mie Kusk Søndergaard.

Etnografisk embodiment

En anden meget vigtigt pointe i studiet var, at mens traditionelle deltagerobservationer normalt fokuserer på, hvad mennesker gør, så har manglen på synlige handlinger skabt et andet fokus hos forskerne.

”Ved fysiske møder kan man glemme at høre efter, fordi man bliver optaget af, hvad folk gør, og hvordan de interagerer. Det, der skete ret hurtigt for mig på Zoom, var, at fordi jeg ikke kunne se, hvad folk gjorde, så kommer man til at fokusere rigtig meget på, hvad folk siger. Hvordan de taler med hinanden og lytter til, hvad hinanden siger. Så du skal lytte på en anden måde, fordi du ikke kan komme til at holde det op imod, hvad folk gør,” forklarer videnskabelig assistent ved Institut for Statskundskab Anna-Kathrine Bendtsen.

”Da vi startede med at køre alt over på Zoom, så var det også med en vis begejstring. Nu kan vi faktisk hjemme fra vores stuer få mange flere observationer ind, og det bliver bare super fedt. Men noget af det vigtigste, jeg lærte undervejs, var, at man skal huske at passe på sig selv og være selektiv, så man ikke ender med at sidde som en zombie, der skriver alt muligt ned, som måske slet ikke kan bruges. Man kan ikke otte timer om dagen, fem dage om ugen sidde og suge alle indtryk til sig, som man gør i deltagende observationer. Man må vælge noget ud,” siger Anna-Kathrine Bendtsen.

De tre etnografers indledende frygt for, at den manglende fysiske og kropslige tilstedeværelse – på ”etnografisk” kropsliggørelse – var altså delvist ubegrundet. Der er også muligt online, med de rette sanser skærpet, at observere misforståelser, følelser og forhandlinger mellem mennesker, og nogle gange måske endda flere, end godt er.

"A lack of mess? Advice on undertaking video-mediated participant observations" er udgivet i Journal of Organizational Ethnography. Forskningen er støttet via talentprogrammet ”BioMedical Design – Novo Nordisk Foundation Fellowship Programme”, der i 2018 modtog støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Ea Høg Utoft is a Postdoctoral Researcher at the Danish Center for Studies in Research and Research Policy at Aarhus University, Denmark. She has a ba...

Mie Kusk Søndergaard is a PhD fellow at the Institute for Public Health – General Practice, University of Southern Denmark, where she is currently stu...

Anna-Kathrine Bendtsen was at the time of writing a research assistant at the Danish Centre for Studies in Research and Research Policy at Aarhus Univ...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020