Skærmtid giver børn ondt i ryggen

Kost og livsstil 29. jun 2021 3 min PhD Anne Cathrine Jørgensen Skrevet af Kristian Sjøgren

Ny dansk forskning viser, at jo mere børn sidder foran skærmen, des større er deres risiko for at have ondt i ryggen. En fysisk aktiv hverdag kan dog modsat reducere børns risiko for ondt i ryggen.

Vi lever i en digital tidsalder, hvor meget af vores liv foregår med øjnene rettet mod skærmen.

Det gælder ikke bare for voksne, men også for børn, der dagligt bruger mange timer foran computeren eller med mobiltelefonen i hånden.

Nu viser ny dansk forskning, at jo mere tid børn bruger foran skærmen, des større er deres risiko for at udvikle smerter i ryggen, nakken eller lænden allerede i 11-12-årsalderen. Samme forskning viser også, at en fysisk aktiv hverdag kan reducere risikoen for rygsmerter, og at den negative konsekvens, der er forbundet med meget tid foran skærmen, formentlig kan reduceres, hvis børnene samtidig er fysisk aktive i løbet af deres dag.

Resultaterne indikerer dog også, at fysisk aktivitet til den ekstreme side kan udgøre en risikofaktor i sig selv for at have ondt i ryggen.

"I øjeblikket er der meget fokus på, at rygsmerter ikke kun er noget, som udvikler sig i voksenlivet, men allerede udvikler sig i barndommen. Derfor skal vi måske allerede kigge på forebyggende tiltag der. En åbenlys kandidat, når det gælder ondt i ryggen blandt børn, er skærmtid, fordi skærme fylder rigtig meget i børns liv. Samtidig kan det ikke undgås, at når man bruger meget tid foran skærmene, er der mindre tid til fysisk aktivitet. Men før nu har ingen undersøgt sammenhængen mellem både skærmtid, fysisk aktivitet og risikoen for at få ondt i ryggen som barn," fortæller en af forskerne bag det nye studie, ph.d.-studerende Anne Cathrine Jørgensen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

Forskningen er offentliggjort i BMC Musculoskeletal Disorders.

45.000 danske børn har svaret på spørgsmål vedrørende ondt i ryggen

I sin forskning har Anne Cathrine Jørgensen gransket data fra den store danske undersøgelse Bedre Sundhed i Generationer.

I undersøgelsen har forskere fulgt omkring 100.000 gravide kvinder og deres børn i mange år.

Mødrene og børnene er blevet fulgt siden årtusindeskiftet og har flere gange svaret på spørgeskemaer angående deres helbred. Børnene svarede blandt andet på spørgsmål vedrørende rygsmerter og skærmtid, da de var 11 år gamle, og det er de data, som Anne Cathrine Jørgensen har kigget på.

I sin undersøgelse har hun kigget på data fra 45.000 danske børn.

Børnene er blevet inddelt i grupper alt efter skærmtid, forekomsten af rygsmerter og fysisk aktivitet.

Blandt andet viser denne inddeling, at:

  • 10 pct. af drengene og 14 pct. af pigerne havde, hvad forskerne vil betegne som ”alvorlige rygsmerter”.
  • 50 pct. brugte to til fire timer foran en skærm om dagen. 21 pct. brugte mellem fire og seks timer foran en skærm om dagen. Ni pct. brugte mere end seks timer foran en skærm om dagen.

De tidligste tal er fra 2010, så Anne Cathrine Jørgensen forventer, at det i dag kan se meget værre ud.

"De her tal er kun for skærmbrug uden for skoletiden, og så er tallene fra en tid, hvor iPad'en kun netop var kommet på markedet og før børn fik smartphones. Det vil sige, at børn formentlig bruger meget mere tid foran en skærm i dag, end de gjorde for 10 år siden," siger Anne Cathrine Jørgensen.

Skærmtid og inaktivitet giver ondt i ryggen

Da forskerne kiggede på sammenhænge mellem skærmtid og rygsmerter, fandt de en klar kobling.

De børn, som sad mere end seks timer foran skærmen om dagen, havde 2-3 gange højere risiko for at have alvorlige rygsmerter sammenlignet med de børn, der blot brugte mindre end to timer foran skærmen om dagen.

Forskerne inddelte også børnene ud fra, hvor fysisk aktive de var. Fysisk aktivitet blev vurderet som et samlet aktivitetsniveau baseret på sport i fritiden, børnenes egen opfattelse af deres aktivitetsniveau i frikvarterene og i fritiden og om de eksempelvis cyklede til skole.

På baggrund af den fysiske aktivitet blev børnene inddelt i grupperne: Inaktiv, lidt aktiv, moderat aktiv og ekstremt aktiv.

Efterfølgende undersøgte forskerne, om der var en kobling mellem de forskellige aktivitetsniveauer og risikoen for at have ondt i ryggen.

Denne undersøgelse viste, at jo mindre aktive børnene var, jo højere var deres risiko for at rapportere om alvorlige rygsmerter. Modsat observerede forskerne en tendens til, at de ekstremt aktive børn havde en forøget risiko for rygsmerter.

Forskerne undersøgte også samspillet mellem skærmtid og fysisk aktivitetsniveau for risikoen for rygsmerter.

"Når vi kigger samlet på tallene, er der en tendens til, at den negative effekt af at bruge meget tid foran skærmen kan reduceres, hvis man samtidig er meget fysisk aktiv. Det ser vi i vores studie specielt blandt drenge. Det er ikke et resultat, man kan sætte to streger under, men der er indikationer på, at det ser sådan ud," siger Anne Cathrine Jørgensen.

Mindre skærmtid og mere fysisk aktivitet

Anne Cathrine Jørgensen forklarer, at hendes studie blot er endnu ét til at dokumentere, at det på mange måder er usundt for børn at bruge mange timer foran en skærm.

Andre studier har tidligere peget på, at meget skærmtid kan gå ud over børnenes søvn og også påvirke deres vægt, samt at både dårlig søvn og overvægt kan øge risikoen for rygsmerter.

"Vores studie viser, at det formentlig også godt kan betale sig at lægge skærmen fra sig og have en mere fysisk aktiv hverdag, hvis man vil reducere forekomsten af alvorlige problemer med ryggen," siger Anne Cathrine Jørgensen.

Research at the Department of Public Health contributes to the scientific foundation for improving the health of the population and for increased insi...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020