Allerede i vikingetiden hærgede koppeepidemier

Kost og livsstil 1. sep 2020 4 min Professor Eske Willerslev Skrevet af Kristian Sjøgren

Fund af koppevirus i tænder fra vikingetiden viser, at verdens mest dødbringende infektionssygdom nogensinde allerede var udbredt 1.000 år tidligere end hidtil antaget.

Vikinger var fortidens superspredere af dødelige virus og bakterier, som de bragte med sig rundt i hele Europa.

En af disse sygdomme var kopper, viser et nyt studie, som placerer verdens mest dødbringende virus i mennesker 1.000 år tidligere end hidtil antaget.

Fundet har flere perspektiver, mener forskerne bag det, blandt andet at vikingerne var rene smittebomber, og at forskere nu har fået et helt unikt indblik i, hvad det kræver at lave en mikrobiologisk massemorder.

Men studiet peger også på vigtigheden af at kende til virus’ genetiske udvikling, så vi kan være forberedte hvis/når kopper en dag kommer igen for endnu en gang at hærge menneskeheden og sprede død og ødelæggelse.

"Selvom kopper i dag er udryddet i mennesker, så findes sygdommen stadig i blandt andet køer og aber. Ligesom vi har set det med coronavirus, er der en risiko for, at kopper en dag springer over i mennesker igen, og så er det ekstremt vigtigt at vide, hvordan kopper historisk udviklede sig til at blive en dødbringende sygdom," fortæller en af forskerne bag studiet, professor Eske Willerslev, der er leder af Lundbeck Foundation Centre for GeoGenetics, Globe Institute, Københavns Universitet.

Forskningen er offentliggjort i Science.

Giver indsigt i koppers udvikling

Det nye studie gør forskere klogere på, hvordan koppevirus skal bekæmpes, hvis den en dag kommer igen i en ny og farlig version.

Sådan lyder vurderingen fra professor Jan Pravsgaard Christensen fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet. Jan Pravsgaard Christensen har ikke noget med det nye studie at gøre, men han har læst det og synes, at det er meget interessant.

"Lad os forestille os, at koppevirus kommer igen på et tidspunkt i fremtiden. Der er det ikke sikkert, at vi vil genkende det som koppevirus, hvis vi kun sammenligner med den version af kopper, som vi udryddede i 1980. Det nye studie giver os indsigt i, hvordan koppevirus også kan se ud, og det kan bruges til både hurtigt at identificere virus som værende kopper, og også til at finde måder at bekæmpe virus på, hvis det viser sig, at den vaccine mod kopper, som vi har brugt til at udrydde 1980-versionen, ikke virker mod en nye version," siger Jan Pravsgaard Christensen.

Kopper er den mest dødbringende infektionssygdom nogensinde

Kopper er den infektionssygdom, som gennem menneskets historie har flest menneskeliv på samvittigheden.

Alene i det 20. århundrede døde mellem 300 og 500 millioner mennesker en smertefuld død med blærer over hele kroppen. Dødeligheden lå på mellem 20 og 60 procent, og kopper har slået flere mennesker ihjel end alle pestepidemierne tilsammen.

I det nye studie har forskerne undersøgt genetisk materiale fra hundredvis af tænder fra vikinger, som er blevet fundet i hele Europa.

Det genetiske materiale har forskerne screenet for DNA fra bakterier og virus for på den måde at finde ud af, hvad vores forfædre led af.

13 var øjensynligt smittet med kopper, hvilket samtidig peger på, at sygdommen var overraskende almindelig. Dog kan det nye forskningsresultat ikke sige noget om patologien, altså hvor syg man i vikingetiden blev af at blive smittet med kopper.

"Da vi i vores prøver fandt DNA fra kopper, stivnede de virologer, som vi arbejder sammen med, fordi kopper i deres verden repræsenterer den største frygt for en global pandemi. De blev decideret panikslagne ved tanken om at skulle arbejde med netop denne virus, selvom den selvfølgelig var ufarlig og fragmenteret i vores fund. Alligevel blev WHO også involveret i projektet, fordi kopper i dag kun findes to steder i verden, og det er i topisolerede laboratorier i henholdsvis USA og Rusland. Den er ikke til at spøge med," forklarer Eske Willerslev.

Flere perspektiver i nyt fund

Fundet har ifølge Eske Willerslev forskellige perspektiver:

For det første finder forskerne med det nye studie verdens ældste kopper. Det hidtil ældste fund er fra det 17. århundrede, og de 13 nye fund er op imod 1.000 år ældre.

"Det viser, at kopper har eksisteret hos mennesker i meget længere tid, end vi førhen har troet," siger Eske Willerslev.

For det andet er den koppevirus, som forskerne har fundet, en anden end den, som man kender fra moderne tid. Det peger ifølge Eske Willerslev på, at kopper ikke bare én, men formentlig flere gange, har taget springet fra at kunne smitte dyr til at kunne smitte mennesker.

"Med indsigt i denne anden art af kopper kan vi bedre se og forstå, hvad der skal til for at gøre kopper farlig og smitsom. Så kan vi begynde at screene efter disse genetiske træk i de koppevirus, som vi finder i dyr, og prøve at forudse, hvornår de har egenskaberne til at lave springet igen. Hvis en virus én gang har taget springet fra dyr til mennesker, er det kun et spørgsmål om tid, før den gør det igen, og så er det vigtigt, at vi er forberedte, så vi ikke bliver taget på sengen," siger Eske Willerslev.

Katalog over de mutationer, som kan gøre kopper farlig

Forståelsen af variationen i koppevirus i historisk perspektiv kan også gøre forskere klogere på, hvad der skal til, før den nuværende vaccine mod koppevirus ikke længere virker.

Eske Willerslev tilhører selv den sidste generation, der er blevet vaccineret mod kopper, men det er ikke sikkert, at den vaccine overhovedet beskytter mod sygdommen, hvis den igen viser sit grimme ansigt.

Springer kopper igen fra dyr til mennesker, kan den se helt anderledes ud og snige sig forbi vaccinens beskyttende effekt.

"Den information kan man slet ikke få ved kun at studere kopper fra det 20. århundrede. Vi kan lave nogle mutationer og se, om koppevirus kan overleve enkelte mutationer, men med det her studie får vi et katalog over de variationer, som kan ligge i virussens genetiske materiale, og som kan gøre den smitsom og farlig. Fra vikingetiden til nutiden har koppevirus effektiviseret sit genetiske apparat og er blevet bedre til at smitte mennesker, og vi kan se, hvordan den har gjort det," forklarer Eske Willerslev.

Ingen ubeskyttet bronzealdersex

Studiet kaster også lys over vikingernes helbred.

Mange har måske haft en forestilling om, at vikingerne var blonde, fagre kvinder og mænd med god fysik og et godt helbred.

Studiet peger på, at det nok ikke har været tilfældet.

I stedet har vikingerne været smittespredere af en masse forskellige sygdomme, der har hærget folk, landsbyer, byer og lande. Det er ikke uden grund, at den forventede levealder var meget kortere for 1.000 år siden, end den er i dag.

"De har været smittet med alt muligt l.... Ideen om den rene vikingekvinde med langt lyst hår kan man godt glemme alt om. Det har været en meget dårlig idé at dyrke ubeskyttet bronzealdersex med hende," griner Eske Willerslev.

Diverse variola virus (smallpox) strains were widespread in northern Europe in the Viking Age” er publiceret i Science. Finansiering blev ydet af Danmarks Grundforskningsfond, Innovationsfonden, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Carlsbergfondet og Villum Fonden.

Eske Willerslev holds a Lundbeck Foundation Professorship at University of Copenhagen and is the director for Centre of Excellence in GeoGenetics. He...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020