Det er muligt med en simpel analyse af tumorDNA i blodprøver fra personer, der har gennemgået en operation for tarmkræft, at følge, om kræften er forsvundet eller på vej tilbage. Vi kan også se, hvor hurtigt kræften udvikler sig og dermed risikostratificere patienter, siger forsker.
Den foretrukne behandling til patienter med tarmkræft uden metastaser er et kirurgisk indgreb for at fjerne kræften. Tanken er, at behandlingen skal være kurativ, men hos op imod 30 pct. vender kræften alligevel tilbage. Typisk sker det, fordi kræften allerede havde spredt sig som mikrometastaser på operationstidspunktet.
For at eliminere mikrometastaserne bliver patienter med tarmkræft behandlet med kemoterapi efter operationen. Lægerne forsøger at sikre sig, at kræften ikke viser sit grimme ansigt igen. Behandling med kemoterapi er dog alt andet end en gratis omgang, idet behandlingen kommer med store bivirkninger. For de 70 pct., hvor kræften er fjernet helt ved operationen, er denne behandling endda overflødig.
Indtil nu har det ikke været muligt for læger at identificere, hvilke patienter der bliver helbredt ved en operation for tarmkræft og derfor ikke har behov for behandling med kemoterapi, og hvem der formentlig vil have gavn af mere behandling. Det kan dog ændre sig, efter forskere har fundet ud af, at cirkulerende tumorDNA i blodet, altså DNA-stumper fra kræftcellerne, kan afsløre, om der er kræft tilbage i kroppen, eller om operationen fik bugt med det hele.
En analyse efter tumorDNA kan på den måde formodentlig udnyttes til at opdele patienter, efter om de skal have kemoterapi, eller om lægerne kan fortælle dem, at de er helt kureret.
»Der kan være meget alvorlige bivirkninger forbundet med behandling med kemoterapi, og nogle af disse bivirkninger skal man leve med resten af livet. Derfor vil vi meget gerne undgå at behandle raske personer med kemoterapi, men det kan vi ikke helt undgå i dag. Ved at tage en blodprøve fra folk, der er blevet opereret for tarmkræft, kan vi dog finde ud af, om de har kræft tilbage i kroppen, og kemoterapi derfor vil være nødvendigt,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, Claus Lindbjerg Andersen.
Tumorer frigiver hele tiden DNA til blodet
Hos personer med kræft i kroppen sker der en konstant omsætning af kræftceller - nogle dør, og andre kommer til. Når en kræftcelle dør, kan det ske, at noget af dens indhold, for eksempel dens DNA, bliver frigivet til omgivelserne. Herfra kan det komme over i blodbanen. Kræftcellers DNA er muteret, hvilket betyder, at DNA’et på en række specifikke punkter adskiller sig fra kræftpatientens normale DNA. Det er disse forskelle mellem kræft-DNA’et og det normale DNA, som forskerne bruger som markører, når de går på jagt efter tumorDNA i en blodprøve.
Samtidig er det sådan, at frit DNA i blodet ikke overlever særlig lang tid. Efter få dage er det væk, og er tumor helt fjernet, vil der heller ikke komme nyt tumorDNA i blodet.
»Derfor kan vi bruge en analyse af tumorDNA til at identificere, om tumorerne rent faktisk er fjernet helt, eller om der stadig er tumorceller tilbage,« forklarer Claus Lindbjerg Andersen. Han uddyber, at det er velkendt, at forskellige patienter har forskellig risiko for tilbagefald ved operation for tarmkræft. Patienter med kræft i stadie 1 har omkring fem pct. risiko for tilbagefald. Ved stadie 2 er risikoen mellem 10 og 15 pct., mens risikoen er mellem 25 og 30 pct. for patienter med sygdom i stadie 3.
»Den forøgede risiko for tilbagefald for stadie 3 patienter gør, at vi behandler netop den gruppe patienter med kemoterapi, men ikke de to andre stadier. På grund af risikoen for tilbagefald tilbydes alle patienter opfølgning med scanninger i en treårig periode efter operationen. Da henved 70 pct. er helbredt og ikke vil få tilbagefald, er det åbenlyst, at denne tilgang er uhensigtsmæssig, og at en meget stor andel af de sundhedsressourcer, der anvendes på opfølgningen i dag, ikke giver noget udbytte. Udfordringen er igen, at vi på forhånd ikke ved, hvem der vil få tilbagefald og dermed har brug for opfølgning,« siger Claus Lindbjerg Andersen.
850 danskere med tarmkræft med i studie
I studiet, hvor forskerne har valideret brugen af tumorDNA til at identificere restsygdom hos en stor gruppe patienter med tarmkræft, har de analyseret flere gentagne blodprøver fra patienter, der er blevet behandlet med operation for tarmkræft. 850 patienter med tarmkræft har deltaget i studiet. Forskerne analyserede både blodprøver, der var taget lige efter operationen, og blodprøver, der blev taget op til tre år efter operationen.
Forskerne sammenlignede også risikoen for tilbagefald som målt ved hjælp af tumorDNA med den traditionelle metode med at kigge på tumorens sygdomsstadie ved operationen. Alle patienterne i studiet havde sygdom i stadie 2 eller 3, og mange var blevet behandlet med kemoterapi efter operationen.
»Det gør tumorDNA til en meget bedre markør for tilbagefald sammenlignet med de klassiske mål,« siger Claus Lindbjerg Andersen. Han vurderer, at hvis man i dag kunne vælge frit mellem de to mulige markører, ville man nok vælge tumorDNA som metoden til at inddele patienterne, efter hvem der skulle behandles med kemoterapi og følges med scanninger.
»Men det er klart, at før vi kan ændre praksis, skal de to metoder måles op mod hinanden i et randomiseret forsøg, hvor vi enten benytter den tilgang, som vi har i dag, eller følger patienterne med analyser af tumorDNA. Sådan et studie skal vise, at målinger af tumorDNA rent faktisk også kan lede til, at færre patienter behandles med kemoterapi, uden at det så også resulterer i flere tilbagefald,« siger Claus Lindbjerg Andersen.
Kan følge tumorens vækst efter tilbagefald
Ifølge Claus Lindbjerg Andersen kommer analyser af tumorDNA også med en anden fordel, nemlig at man hos patienter, hvor tumoren ikke er opereret helt væk, kan følge, hvor aggressivt den udvikler sig efterfølgende. Her skal man forestille sig, at en patient med tarmkræft har tumorDNA i blodet omkring én måned efter operationen. Hvis lægen tager endnu en blodprøve måneden efter, kan han eller hun ud fra mængden af tumorDNA i blodet afgøre, hvor meget tumoren er vokset.
Er størrelsen på kræftknuden fordoblet den seneste måned, er situationen kritisk, og så skal lægerne hive de skrappe behandlinger ned fra hylden. Viser det sig derimod, at tumoren næsten ikke er vokset fra måned til måned, kan det måske bedre betale sig at vente og se.
»Jeg tror, at netop denne mulighed for at følge tumorbyrden efter operation kommer til at blive meget betydningsfuld fremadrettet i tilgangen til patienter med tarmkræft. Vokser tumoren hurtigt, er risikoen for at dø betydeligt forhøjet, og det signalerer, at vi har et smalt vindue at behandle i. Vokser tumoren derimod langsomt, er behandlingsvinduet længere. Det kan også få betydning for, hvordan vi prioriterer at behandle de enkelte patienter,« siger Claus Lindbjerg Andersen.
Han vurderer, at denne mulighed for at risikostratificere patienter også kan få stor betydning for kliniske studier med nye behandlinger. Det kan nemlig meget vel vise sig, at de karaktertræk, der får nogle tumorer til at vokse hurtigere eller langsommere ved tilbagefald, kan have betydning for effektiviteten af ny behandling.
»Måske kan vi komme i en situation, hvor vi finder ud af, at nogle behandlinger virker rigtig godt til netop de tumorer, som vokser hurtigt ved tilbagefald, men andre virker godt til de tumorer, som vokser langsomt. Det er også den slags indsigter, som analyser af tumorDNA kan være med til at etablere,« siger Claus Lindbjerg Andersen.
