Insulinresistens er tidligere blevet overset, men stadig mere tyder på, at det i stigende grad påvirker kræftramtes sundhed. En ny undersøgelse belyser de metaboliske ændringer, der er forbundet med kræft og antyder, at insulinresistens kan bidrage til udviklingen af andre sygdomme hos mennesker med kræft. Motion viser lovende resultater som en mulig tilgang til at forbedre insulinfølsomheden og den generelle trivsel.
I 1990'erne udgav tidsskrifter en række artikler, da forskere opdagede, at mennesker med kræft havde højere insulinresistens end forventet – i nogle tilfælde i lige så alvorlig grad som mennesker med type 2-diabetes. På det tidspunkt vidste forskerne ikke, hvad de skulle gøre med disse usædvanlige resultater, og deres forskning så ud til at skulle gå i glemmebogen.
"På det tidspunkt vidste de ikke, at dette faktisk var et fænomen, der kunne have konsekvenser for patienterne. Den kliniske relevans af disse fund anerkendes først nu," siger Lykke Sylow, lektor ved Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet, hvor hun studerer molekylære metabolismeændringer i forbindelse kræft og aldring. I dag ved vi, at "hvis du har type 2-diabetes og kræft, er du mindre tilbøjelig til at overleve", forklarer Lykke Sylow.
Spørgsmålet er om insulinresistens kan spille en betydning for overlevelse ?
En ny artikel, offentliggjort i februar i Acta Oncologica, undersøger forskningen fra 1990'erne og nyere tid med udgangspunkt i den aktuelle forståelse af diabetes og kræft. Denne uforklarlige insulinresistens kan være "en underliggende årsag til, at mennesker med kræft udvikler så mange andre sygdomme", forklarer Lykke Sylow og mener dermed, at det giver muligheder for potentiel ny behandling.
Kræft, en metabolisk snylter
Kræft ændrer dramatisk kroppens stofskifte. Tumorer – som grundlæggende er områder med ukontrolleret cellevækst og -deling – er energiske vampyrer, "og vi ved, at kræften optager betydelige mængder glukose, dens vigtigste brændstof", siger Lykke Sylow. Mennesker med visse former for kræft, herunder lunge-, tyktarms- og bugspytkirtelkræft, "oplever en enorm nedbrydning af væv, en nedbrydning af muskelmasse og fedtmasse".
Lykke Sylow og Joan Màrmol, en kandidatstuderende på hendes laboratorium, der forsker i de metaboliske forstyrrelser relateret til kræft, mistænker, at en ukendt metabolisk ændring kan være årsag til den insulinresistens, der blev identificeret i 1990'erne.
Uklarheden omkring, hvordan stofskiftet hos mennesker med kræft kan ændre sig, skyldes, at de ikke rutinemæssigt bliver testet for insulinresistens. Normale glukosetests, gennem en blodprøve eller fingerstik, som er kendt for mennesker med diabetes, kan ikke påvise insulinresistens, da glukoseniveauer generelt forbliver stabile, så længe bugspytkirtlen kan kompensere ved at frigive mere og mere insulin.
Som at prøve at holde vandet i et badekar – uden prop
Mennesker med kræft har sjældent mistanke om, at noget har ændret sig, da symptomerne på insulinresistens er ret subtile. "Du lægger ikke rigtig mærke til det", siger Lykke Sylow. "Du går måske på toilettet oftere, du er måske lidt mere træt – men det kan jo skyldes så mange forskellige ting", herunder kræftbehandlinger.
Den rigtige måde at påvise af insulinresistens er den såkaldte hyperinsulinæmisk-euglykæmiske klemmemetode, forklarer Joan Màrmol. Den kaldes en klemme, fordi nøglen er at holde blodsukkeret konstant – for derefter at afsløre følsomheden over for insulin.
I en hyperinsulinæmisk-euglykæmisk klemme oversvømmes personens system med insulin, hvilket naturligt får kroppen til at forsøge at skubbe glukose ud af blodbanen og lagre det i fedt eller skeletmuskulatur, mens der samtidig injiceres yderligere glukose ind i kroppen. Den hyperinsulinæmisk-euglykæmiske klemme minder derfor om at forsøge at holde vandstanden i et badekar på samme niveau – med proppen fjernet og vandhanen tændt.
Hvis kroppen reagerer hensigtsmæssigt på insulin, er det let at løfte proppen, og glukose fjernes fra blodbanen som vand, der løber ned i afløbet. En person med god insulinfølsomhed har brug for betydeligt mere glukose for at holde niveauerne konstante – et stabilt tryk fra vandhanen – mens en person med insulinresistens vil have en lidt klistret prop og derfor kun have brug for få tilført en lille mængde glukose for at holde niveauerne konstante.
Lige så alvorligt som diabetes
Til deres metaanalyse identificerede forfatterne 15 undersøgelser fra 1987 til 2018, der anvendte den hyperinsulinæmiske-euglykæmiske klemme på mennesker med mange typer kræft, lige fra bugspytkirtelkræft til skjoldbruskkirtel- og lungekræft. De indså hurtigt, at mennesker med kræft generelt var mere insulinresistente end forventet i forhold til deres alder og vægt.
Forbløffende nok fandt forskerne, at det gennemsnitlige niveau af insulinresistens på tværs af undersøgelserne var "tilsvarende eller endda højere" end niveauet hos mennesker diagnosticeret med type 2-diabetes.
"Hvorfor dette er tilfældet, er stadig meget uklart," forklarer Lykke Sylow. Tumoren selv kan producere insulinresistens, men det kan lige så godt være en konsekvens af kræftbehandlingen – kemoterapi, stråling eller glukokortikoider. Desværre dækkede undersøgelserne i metaanalysen ikke information om behandlinger, eller hvor lang tid der var gået siden diagnosen.
"Det kan også være en hønen-eller-ægget-situation," påpeger Lykke Sylow. "Vi ved ikke, om de faktisk havde insulinresistens, inden de fik kræft," siger hun. "Insulinresistens og alle andre former for metaboliske dysfunktioner er klare risikofaktorer for senere udvikling af kræft."
En potentiel behandlingsmulighed
Lykke Sylow siger, at hun ikke ønsker, at mennesker med kræft skal se denne nye information og fortvivle. Insulinresistens påvirker kun et lille mindretal.
Forskernes første opgave bliver at bedre definere, hvem der er i risiko for kræftrelateret insulinresistens, siger forfatterne bag studiet. Hvilke typer kræft der er mest forbundet, og hvilke typer mennesker der kan være mest sårbare. "Der findes i øjeblikket ingen hurtig, billig måling af insulinresistens," siger Lykke Sylow, så det er ikke muligt at screene alle med kræft.
Et andet område for fremtidig forskning er, om den insulinresistens, der udvikles under kræft og behandling, er varig. "Forsøg med mus tyder på, at behandlingen af kræft forårsager insulinresistens," siger Sylow. "Men denne type insulinresistens er reversibel."
Og selvfølgelig vil nøglen være at bestemme, om behandling af insulinresistens forbedrer sundheden.
Der er allerede en lovende behandlingsmulighed, selvom det kan være en stor udfordring for mennesker med kræft. Motion kan nemlig forbedre kroppens reaktion på insulin og motion anbefales allerede, dog af helt andre årsager, til mennesker, der gennemgår eller kommer sig efter kræftbehandling. Lykke Sylow forklarer dog, at man ikke behøver at træne til en maraton. "Selv meget let motion én gang om ugen ser ud til at gøre en betydelig forskel.
