Det foregår med høj intensitet og stor fysik, når der konkurreres i en af verdens hårdeste sportsgrene, ishockey. Særligt evnen til at udføre højintense aktioner adskiller de bedste fra de næstbedste og også unge fra ældre spillere, viser ny forskning. Hurtigheden og sprintevnen falder nemlig med alderen, så de ældre må kompensere på anden vis. Mere overraskende viser forskningen også, at de gentagne korte kraftudladninger i ishockey tømmer kulhydratlagrene lige så meget som længerevarende sportsgrene som fx fodbold. Den nye viden kan få stor betydning for elitesportsfolks kost og træning.
For det utrænede øje synes det, at spillerne i ishockey knap er kommet på isen, før de hopper over banden ind i boksen igen. Et par spurter, et par infights og i bedste fald et par slagskud. Så hvad kræver det egentlig at være i toppen af ishockeysporten? Det spørgsmål forsøger forskere fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i disse år at besvare, og de er nu kommet en hel del tættere på gennem en række studier af elite-ishockeyspillere under træning og kamp.
”Vi ser især, at evnen til at udføre højintense aktioner udgør den primære forskel mellem niveauer og mellem unge og ældre spillere. Rigtig interessant bliver det, når vi ser nærmere på energiomsætningen under kamp, for her kan vi se, at forestillingen om, at spillernes kulhydratlagre, i form af muskelglykogen, ikke kompromitteres betydeligt, er en sandhed med modifikationer. Derfor skal træning og kost før, under og efter kampe måske gentænkes,” fortæller en af studiernes hovedforfattere Jeppe F. Vigh-Larsen, ph.d.-studerende ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Kulhydratlagrene i individuelle fibre reduceres under kamp
De nye forskningsstudier har såvel et praktisk som et teoretisk fokus. Praktisk, da testene af sportsfolkene sker med henblik på at optimere præstationer, restitution og kost. Teoretisk, idet man ønsker at forstå, hvad der sker i kroppen på cellulært niveau under fysisk aktivitet med høj intensitet. Til det formål samarbejdede forskerne med U20 ishockeylandsholdet for at måle på de fysiske krav under kamp.
”På trods, af at spillerne kun er på isen i korte intervaller af 30-60 sekunder, inden de kan sætte sig til rette på bænken igen, så foregår langt størstedelen af arbejdet med høj intensitet og bliver faciliteret af et tæt samspil mellem aerobe og anaerobe energisystemer. Så måske netop fordi, arbejdsperioderne er så korte, tillader det spillerne at yde maksimalt, når de er på isen, hvilket afspejler sig i høje individuelle mælkesyreværdier og akutte fald i musklernes energilagre lige efter skift på isen," forklarer Jeppe F. Vigh-Larsen.
For at skabe et så præcist øjebliksbillede som muligt har forskerne nemlig været i stand til at tage muskelprøver kun 30-45 sek. efter, spillerne har været på isen. Det billede, prøverne tegnede af ishockeyspillernes energiforbrug, var temmelig overraskende. Under højintenst arbejde stiger omsætningen af muskelglykogen betydeligt, men normalt har man ikke tillagt udtømning af glykogenlagre en særlig stor betydning i ishockey grundet den relativ korte samlede arbejdstid.
”Vi fik bekræftet det store anaerobe bidrag til energiomsætningen, men forbruget af muskelglykogen var markant større end forventet og på niveau med det, man ser under en fodboldkamp, på trods af, at ishockeyspillere kun er aktive i ca. 20 minutter i en kamp. Der er selvfølgelig store individuelle forskelle, men for de spillere, der spiller meget, ser fald i glykogen ud til at være en faktor i slutningen af kampe,” siger Jeppe F. Vigh-Larsen.
Det samlede fald i muskelglykogen under kampene var på over 50 %, men mere interessant var det, at fordelingen af glykogen i de enkelte muskelfibre var meget forskellig. Nogle fibre var stadig halvfyldte efter kamp, mens andre var helt tomme, og det kan potentielt være et problem, når der skal udføres højintense aktioner, hvor der er brug for hele fiberpuljen, og nogle fibre så ikke har energi til at bidrage optimalt.
”Andre, nyere resultater viser, at der findes glykogendepoter lokaliseret i forskellige dele af en muskelcelle med mulige særegne funktionelle betydninger for musklernes evne til at fungere optimalt. Vores fremtidige forskning vil derfor have fokus på at prøve at forstå disse forskelle, og om der er specifikke depoter, der tømmes hurtigere end andre under højintenst arbejde svarende til ishockey, og hvordan det påvirker evnen til at udføre maksimalt arbejde,” forklarer Jeppe F. Vigh-Larsen.
Højintens arbejdsevne på isen adskiller de bedste fra de næstbedste
De nye resultater understreger altså, at ishockey er en meget højintens sportsgren, som stiller store alsidige krav til spillernes fysik. Et fald i muskelglykogen kan være af betydning for evnen til vedvarende at udføre højintense aktioner i slutningen af kampe og måske særligt under slutrunder med mange kampe på kort tid. Ligeledes stiller sporten store alsidige krav til spillernes fysik, da de både skal være eksplosive, stærke og udholdende.
Så hvilke fysiske egenskaber karakteriserer nationale og internationale elite-ishockeyspillere? Det undersøgte forskerne ved at teste næsten 200 ishockeyspillere fra den bedste række i såvel Danmark som Finland, herunder flere verdensmestre.
”De blev dels testet uden for isen, hvor vi analyserede vægt, højde, kropssammensætning og eksplosiv muskelstyrke, i form af hoppehøjde, og så lavede vi en række tests på isen, fx 30 meter sprinttest og en variant af den klassiske bip-test, hvor man tester den aerobe formåen – altså deres kondition,” siger Jeppe F. Vigh-Larsen.
Det primære fund var, at de finske elitespillere var på et højere niveau end de danske elitespillere målt på evnen til at udføre enkeltstående og gentagne højintense aktioner på isen. F.eks. var forskellen i sprintevne på op mod 5 %, imens forskellen på bip-testen var næsten 15 %. Omvendt var der ingen forskel i eksplosiv muskelstyrke uden for isen eller i kropssammensætning.
”Det er et interessant fund, at der selv på eliteniveau er forskelle i fysisk formåen imellem ligaer, og at det særligt er de enkeltstående og gentagne højintense aktioner på isen, der adskiller danske og udenlandske elitespillere. Det kan have betydning for måden, vi skal træne på, og vi er netop i gang med at analysere resultater fra et træningsstudie udført i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet, der tyder på, at meget intens træning på isen i form af såkaldt sprint-udholdenhedstræning kan være en af nøglerne til at forbedre netop dette,” fortæller Jeppe F. Vigh-Larsen.
Ældre spillere er mindre eksplosive, men med mere tyngde
Ligeledes blev resultaterne analyseret i relation til forskelle imellem unge og ældre spillere, og her viste det sig, at det primært var fald i enkeltstående højintens arbejdsevne på op mod 5 % hos de ældste spillere over 30 år, der udgjorde forskellen imellem alderstrin. Til gengæld havde de yngste spillere på mellem 18-21 år 7 % mindre muskelmasse, hvorimod der ikke var nogen forskel i kondition i relation til alder.
”Det kan måske virke som små forskelle, men man skal tænke på, at vi har at gøre med de allerbedste spillere, hvor selv mindre forskelle kan have stor betydning. Så det lader til, at de ældste spillere primært bliver udfordret på hurtigheden og så til gengæld har lidt mere tyngde og styrke, og så nyder de sikkert godt af en større erfaring,” vurderer Jeppe F. Vigh-Larsen.
Ishockeyprojektet er en del af Nationalt Netværk for Præstation, Restitution og Kostoptimering i Intervalidræt (PRoKIT) i Team Danmark-regi, som har som formål at kortlægge præstation, restitution og kostoptimering for eliteidrætsudøvere i sportsgrene som håndbold, fodbold, ishockey og badminton. Målet er at komme så tæt som muligt på toppræstationen i de allervigtigste konkurrencer, og det kan de nye studier bidrage til.
”Mens studiet af de finske og danske elitespillere og analyserne af de aldersspecifikke forskelle giver indikationer på, hvad der er vigtigt at træne i forskellige sammenhænge, så giver studiet om energiomsætning under kamp vigtig viden om betydningen af kulhydrat for denne type præstation og inspiration til kommende interventionsstudier. Tidligere har vi troet, at arbejdstiden var for kort til, at kulhydratlagrene ville være kompromitterede, men i og med at en stor andel individuelle fibre er udtømte, giver det god mening at optimere strategier for indtag før, under og efter kampe,” slutter Jeppe F. Vigh-Larsen.
