At repræsentere videnskaben i den nuværende storm af misinformation er udfordrende. Vi opfordres til at fremme vores forskning, men er hele tiden nødt til at foretage en afvejning af vores ord op imod fortolkningen af resultaterne. Befolkning og politikere ønsker klar kommunikation, men vi kan kun overleve som forskere, hvis vi holder fast i vores videnskabelige integritet. Samtidig vokser misinformation ureguleret især på sociale medier. Den cocktail udgør på mange måder en perfekt storm. Vi er derfor nødt til at tage kontrollen i stedet for bare at læne os tilbage og håbe, at stormen simpelthen lægger sig.
Mit job er at skaffe videnskabelige beviser. Videnskabelige beviser er vigtige, da politik og livsvalg er afhængige af troværdige, nøjagtige oplysninger. Spredning og forbrug af oplysninger, der enten er vildledende eller åbenlyst forkerte, er derfor et problem. Når usandheden er plantet, er misinformation vanskelig at få til at gå væk igen. Et godt eksempel er den foreslåede sammenhæng mellem vacciner mod mæslinger, fåresyge og røde hunde og autisme. Fejlagtig information der nu – ifølge WHO – har gjort udbredelsen af sygdommene til et af verdens mest presserende folkesundhedsudfordringer.
Næsten hver dag møder jeg og mange af mine kolleger de her nyheder og synspunkter, der enten ignorerer eller fejlfortolker videnskabelige fakta. På mange måder befinder vi os i en perfekt storm af hurtigt skiftende nyhedsmiljøer på sociale medier, politisk polarisering og samfundsdebatter, hvor videnskabelige fakta har svært ved at konkurrere med vildledende påstande.
Folk tror, at forskere er splittede
I centrum af stormen finder vi de sociale medier. Her skræddersyer algoritmer oplysninger, så de passer til brugernes allerede eksisterende præferencer, og benytter forretningsmodeller, der ansporer vrede over fakta på platforme som Google og Twitter. Det ligger langt uden for individuelle forskeres kontrol. Det er især frustrerende, fordi videnskaben for længe siden har fundet svar på mange af de debatter, der foregår på sociale medier. Er COVID-19 og global opvarmning reelle trusler, og er Big Bang virkelig den bedste forklaring på, hvordan universet startede? Skal vi vaccineres? Dette er alle spørgsmål med overvældende videnskabelig konsensus.
Ikke desto mindre mener halvdelen af amerikanerne, at forskere er splittede i troen på, at universet blev skabt i Big Bang. Hvis offentligheden er overbevist om, at videnskaben ikke er enig, hvorfor skal de dog så veje videnskabelige fakta tungere end konspirationsteorier eller "alternative" fakta, som nogle politiske eksperter har kaldt det, når de træffer valg om politik eller deres daglige liv?
CRISPR, GMO'er og kunstig intelligens er alle områder inden for videnskab, der vil kræve, at borgerne sammenholder politiske og samfundsmæssige bekymringer med de bedste eksisterende videnskabelige beviser. Samfundsdebatter vil ikke just få de bedste udfald, hvis de mennesker, der er berørt af teknologier eller vejledninger, bliver misinformeret om, hvad den eksisterende videnskab siger på et givent tidspunkt. For COVID-19-pandemien eller vaccinerne kan den slags afkoblinger afføde en beslutning, der gælder liv eller død.
Det videnskabelige samfund kan ikke løse disse udfordringer alene. Løsninger vil kræve samarbejde på tværs af politik, samfundsvidenskab, folkesundhed og mange praksisfællesskaber. Hvor er de initiativer? Samtidig har videnskaben også selv lavet fejl. Med andre ord kan vi som forskere utilsigtet bidrage til misinformation på grund af tre store udfordringer, som forskere står overfor i formidlingen af vores resultater.
Udfordring nr. 1: Balancen mellem korrekt fortolkning af resultater og behovet for formidling
Forskere har stærke incitamenter, såsom fortæl-eller-forsvind-princippet, til at formidle deres forskningsresultater. Som alle andre er forskere også tilbøjelige til at bekræfte den konsensus, der opstår, når man fremhæver beviser, der bekræfter gældende hypoteser, mens man ignorerer eller bagatelliserer ugunstige eller formildende fakta.
På lang sigt kan offentlighedens tillid til videnskab lide, hvis stærkt eksponerede resultater fra enkeltstudier ikke holder vand. Når offentligheden begynder at tro, at man ikke kan stole på videnskabelige resultater, vil det blive endnu mere vanskeligt for borgere og beslutningstagere at skelne mellem videnskabelige fakta fra ubekræftede påstande.
Dette er kun blevet værre af mediernes øgede afhængighed af forskere til at legitimere nyheder om banebrydende videnskab, og det skaber bekymring, at overdrivelser i pressemeddelelser og anden videnskabelig kommunikation kan føre til misforståelser i offentligheden om, hvorvidt pålidelige og handlingsmæssige konklusioner faktisk kan drages ud fra større videnskabelige arbejder.
Jo hurtigere videnskaben bevæger sig eller er nødt til at bevæge sig, desto mere nødvendigt vil det være hele tiden at veje korrekt fortolkning af vores data op imod den potentielle impakt, der er ved at fremhæve resultaterne.
Udfordring nr. 2: Skel mellem behov for hurtig videnskabelig kommunikation og pålidelighed
Den hurtige udveksling af resultater er afgørende for både videnskabelig udvikling og politisk beslutningstagning. Men som vi også har lært under den igangværende pandemi, har den sine faldgruber. Under fremkomsten af COVID-19 bevægede videnskaben sig i en voldsom hastighed for at informere de nødvendige politiske valg, men producerede nødvendigvis også resultater, der enten viste sig at være forkerte eller endda var så mangelfulde, at de kunne trækkes tilbage fra velansete tidsskrifter.
COVID-19 fremhævede også risici ved preprint-udgivelser, især når det gælder om at informere den offentlige og politiske diskurs. Preprint har i høj grad forbedret hastigheden af vidensudveksling og deling inden for videnskab, men dens præmis bliver fortsat overset under pandemien, da resultater fra ikke-peer-reviewed artikler blev grundlaget for mange nyhedsartikler. Preprints kan altså stadig indeholde fejl og har ofte kun gennemgået en begrænset systematisk videnskabelig kontrol.
Kombinationen af preprints af lav kvalitet og et hurtigt skiftende landskab af videnskabelige fund, fakta og usikkerheder, der er en naturlig del af forskningen, er en farlig cocktail med et enormt potentiale til at afspore den offentlige debat og anspore konspirationsteorier.
Udfordring nr. 3: Håndtering af de sociale medieplatforme, hvor vi foretrækker at søge information
Sociale medieplatforme har fået en førende rolle i vores hverdag og har ændret, hvordan vi får information. Misinformation blomstrer ureguleret på sociale medier. En falsk historie, der promoverede cannabis til behandling af kræft, genererede 4,26 millioner interaktioner i modsætning til de 0,036 millioner interaktioner, der var knyttet til den originale, nøjagtige – men mindre gode – nyhedshistorie. Derudover tilskynder sociale medier selektivt til at videregive oplysninger, hvor folk mest deler deres egne præstationer og overbevisninger. Og forskere kan ikke sige sig fri.
Berømte forskere med et betydeligt antal følgere på sociale medier kan derfor forme den offentlige diskurs på måder, der er i overensstemmelse med deres egne forskningsdagsordener eller synspunkter, men som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den bredere videnskabelige konsensus, der fremgår af litteraturen. På lang sigt kan sådanne "skæve observationer" muligvis påvirke offentlighedens opfattelse af videnskabelig konsensus og i sidste ende forme, hvilke politiske valg der betragtes som de bedste.
Selvfølgelig er der ingen nem løsning på nogen af de her faldgruber, men der er ting, som forskere selv kan gøre for at undgå de faldgruber – når de kommunikerer usikker videnskab i stadig mere polariserede (mis)informationsmiljøer. Især under pandemier som COVID-19 er vi nødt til at afveje den realistiske fortolkning af resultaterne med det forståelige ønske om selvpromovering. Det betyder også, at vi skal optimere, hvordan vi på en tydelig måde dokumenterer metoder, statistik og andre relevante fakta.
Dette gør det endnu vigtigere
Ironisk nok burde vi nok også være mere videnskabelige i vores bestræbelser på at nå bedre ud til offentligheden, som skal kende til vores forskning. Enkeltpersoner søger, vurderer, fortolker og husker information på måder, der understøtter deres tidligere tro og forpligtelser. Ved at få hjælp fra samfundsvidenskab kan vi måske lære at tænke mere på, hvordan vi kobler vores forskningsresultater med de værdier, som folk personligt bekymrer sig om. Det vil i høj grad forbedre den indflydelse, vores forskning har på samfundet.
Endelig, med eller uden peer review, så giver hurtig videnskab klart problemer, fordi videnskabeligt arbejde af lav kvalitet ofte vil forme politiske diskurser, selv efter eventuelt at være blevet trukket tilbage igen af det videnskabelige samfund. Ved at være aktivt involveret på platforme som Retraction Watch og PubPeer kan forskere hjælpe med at reducere det problem og opretholde eller endda opbygge tilliden til videnskab.
Tillid til den videnskabelige virksomhed er selvfølgelig en vigtig forudsætning for at acceptere videnskabelige fund som mere troværdige end konkurrerende påstande eller endda misinformation i offentlige og politiske debatter.
At være forsker i denne storm af misinformation er i hvert fald udfordrende. Det er frustrerende, da misinformation og konspirationsteorier er kommet for at blive. Dette gør det endnu vigtigere for forskere at undgå unødvendige faldgruber og tackle de udfordringer, der er beskrevet her, som vi som samfund har kontrol over, herunder videnskabeligt grundige tidsskrifter, omhyggelig bedømmelse af og fra kollegaer og ved at lade være med at overdrive resultater.