Pigers fravær fra skolen kaster lys over HPV-vaccinens sikkerhed

Sygdom og behandling 20. okt 2021 2 min Senior Researcher, Professor Anders Peter Hviid Skrevet af

Selvom flere og flere undersøgelser understøtter HPV-vaccinens sikkerhed, resulterer uspecifikke symptomer og diagnoser fortsat i, at vaccinen bliver mødt af en vis skepsis. En innovativ undersøgelsestilgang kaster lys over vaccinesikkerheden ved at undersøge en eventuel kobling mellem vaccination og pigers fravær fra skolen. Forskerne konkluderer, at HPV-vaccinen ikke øger risikoen for sygelighed, der viser sig som fravær i skolen.

HPV-vaccination har siden 2009 været en del af det danske børnevaccinationsprogram og skal beskytte piger mod smitte med human papillomavirus (HPV) og livmoderhalskæft senere i livet. På trods af at vaccinen udviser stor sikkerhed i talrige undersøgelser, har de seneste års mange historier om alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccinen forårsaget alvorlige tilbageslag i nationale vaccineprogrammer.

”I et land som Japan har det haft store konsekvenser direkte, idet man har stoppet med at anbefale vaccinen, og i USA har de svært ved at få en høj dækning. I Danmark har vi haft en helt særlig situation med den pressedækning, der har været i forbindelse med HPV-vaccinen og dokumentaren ”De vaccinerede piger”, som TV2 bragte i 2015, hvor en række unge kvinder berettede om invaliderende symptomer, efter at de havde fået vaccinen. Grundløse beskyldninger er problematiske, da det jo er en vaccine, der bl.a. beskytter imod livmoderhalskræft, hvilket vil betyde at nogen af dem, som ikke blive vaccinerede, derfor vil få livmodershalskræft og kan ende med at dø af det,” fortæller professor Anders Hviid, Afdeling for Epidemiologisk Forskning, Statens Serum Institut.

Besværlighed omkring ikke specifikke symptomer

Det kan være svært at sætte en klassisk diagnose på dem, som oplever symptomer efter vaccinen, og nogle af de mest almindelige rapporterede symptomer omfatter træthed, hovedpine og svimmelhed. Da de rapporterede symptomer sjældent er specifikke, er det udfordrende at undersøge årsagen til symptomerne ved hjælp af databaser og registre i forhold til mere klassiske diagnoser med velkendte symptomer og retningslinjer.

”Der er blevet lavet rigtig mange HPV-studier omkring vaccinens sikkerhed, og mange af dem handler om specifikke mistanker, f.eks. om vaccinen er associeret med blodpropper. I det her tilfælde var det dog svært at adressere de her bekymringer med specifikke diagnoser. Derfor prøvede vi at kigge på nogle andre måder at adressere det på, og vores studie bygger så på den der lidt unikke måde, hvor vi går ind og kigger på sygefraværet hos skolepiger,” uddyber Anders Hviid.

Innovative undersøgelsestilgange

I Københavns Kommune fandt forskerne et unikt register, der registrerer børns fravær fra folkeskolerne i kommunen, og ved at benytte sig af data fra over 14.000 piger i 5.-9. klasse i en periode fra 2013-2018 har forskerne undersøgt sammenhængen mellem HPV-vaccination og fravær fra skolen på grund af sygdom.

Studiet bygger på hypotesen om, at hvis HPV-vaccinen er forbundet med øget risiko for at få ikke specifikke symptomer blandt de piger, som er HPV-vaccinerede, så vil dette resultere i mere fravær fra skolen på grund af deres sygdom end blandt de piger, der derimod ikke har fået vaccinen.

Ingen indflydelse på fraværsmønstret

”Vi fandt ud af, at de HPV-vaccinerede piger havde præcis det samme fraværsmønster som de, der ikke har fået HPV-vaccinen. At der bogstavelig talt ingen forskel var, vidner om at vaccinen grundlæggende set er rigtig sikker, og ved at vi har taget et bredt mål, som tager alt indenbords, og ikke kun ser på nogle specifikke sygdomsdiagnoser, understøtter det, at vi i Danmark tilbyder HPV-vaccinationen i vores vaccineprogram,” siger Anders Hviid om resultaterne.

Human papillomavirus vaccination and all-cause morbidity in adolescent girls: a cohort study of absence from school due to illness” er udgivet i International Journal of Epidemiology. Artiklens hovedforfatter Anders Hviid modtog i 2014 et Hallas-Møller stipendium og i 2020 en Data Science Investigator-bevilling, begge fra Novo Nordisk Fonden.

The Department of Epidemiology Research at Statens Serum Institut has a proud tradition of conducting high-quality research published in top-tier inte...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020