15 mennesker. Hver og én blev dræbt af slag i hovedet. Formentlig ved en massakre. Men hvem var de? Og hvorfor var de lagt sirligt ned i massegraven i par og omfavnende hinanden? Spørgsmålene var mange, da arkæologer og genforskere i tæt samarbejde satte sig for at prøve at forstå gåden om en 5000-år-gammel massegrav i det sydlige Polen. Resultaterne giver et unikt øjebliksbillede af en tid hvor Europa var præget af store folkevandringer og voldsomme kampe.
Dramatiske billeder af massegrave er kendt fra nye tiders massakrer som i Bosnien-Hercegovina eller Irak. Her er ligene ofte smidt som slagtekvæg – tilfældigt og oveni hinanden. Da arkæologer fandt en massegrav i byen Koszyce i det sydlige Polen var synet et noget andet. Skeletterne lå alt andet end tilfældigt. De 15 lig var omhyggeligt placeret, så nogen lå sammen i par og nogen i grupper. Det pirrede forskernes nysgerrighed så meget, at de besluttede sig for at forsøge at forstå, hvem de 15 mennesker var og hvorfor de lå som de gjorde.
”Det er lykkedes os ved hjælp af moderne daterings- og DNA-teknikker at afdække en forhistorisk familietragedie. Der er en mor med hendes børn. En bedstemor med hendes to sønner. Og to yngre brødre sammen. Og så har de fået gravgaver med. Så alt tyder på, at dem der har begravet dem har kendt dem godt. DNA’et viser også, at de stammer fra Europas bondestenalder-befolkning og ikke det pontisk-kaspiske steppefolk, der på den tid rykkede ind i Europa,” forklarer en hovedforfatter, lektor Morten Allentoft fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet.
15 dræbt brutalt og lagt kærligt til rette i massegraven
Ligene i massegravene er 5000 år gamle. For bare få år siden var det ikke muligt at opnå disse spændende resultater fordi DNA-mængden er sparsom, da DNA nedbrydes med tiden. Det har krævet brug af højt optimerede forhistorisk DNA (aDNA) teknologi kombineret med kraftfulde next-generation-sequencing-maskiner at kortlægge den totale arvemasse fra hver af de 15 skeletter.
”Vi ved fra tidligere studier, at vi skal forsøge at få fat i den pars petrosa knogle i kraniet. Det er en meget hård knogle, hvilket gør at DNA’et ofte er godt bevaret og ikke sammenblandet med DNA fra fx bakterier i jorden. Vi ekstraherede DNA fra den højre pars petrosa knogle fra alle kranierne og dermed lykkedes at kortlægge hele genomsekvensen fra hver af de 15 personer i graven.”
Ved at kombinere de moderne gensekventeringsmetoder med arkæologiske metoder, herunder kulstof 14-datering, kunne forskerne derfor ikke bare finde ud af, hvornår de 15 mennesker havde levet og hvordan de døde men også om de begravede mennesker var i familie med hinanden.
”Vi kunne se, at de var blevet myrdet, for de havde alle store skader på kranierne, men det som fik os til at spærre øjnene op var da DNA’et afslørede, at det var en storfamilie – bestående af fire kernefamilier.”
Selv om det var massedrab var ligene blevet begravet meget omhyggeligt, og med deres omhyggelige genetiske analyse kunne forskerne finde ud af nøjagtig hvordan de 15 mennesker var beslægtet og hvordan det påvirkede hvor de lå i graven.
”De var ikke lagt i graven tilfældigt. Der lå en voksen med et barn ved siden af sig. Det viste sig at være mor og datter, og de to unge mænd som lå ved siden af hinanden viste sig at være brødre. Alle i graven var kvinder, børn og unge mænd. Der manglede dog tre fædre. Så vores teori er, at fædrene har været væk, og da de kom hjem til bopladsen fandt de deres slægtninge dræbt, hvorefter de begravede dem.”
DNA er vores nye historiebøger
Udover slægtskabet mellem de 15 mennesker i graven har forskerne fundet ud af, hvad det var for nogle mennesker. Arkæologisk set tilhører de den kugleamforakultur, der eksisterede for ca. 5000 år siden i Europa under bondestenalderen, og genetisk set tilhører de da også den typiske bondestenalderbefolkning i Europa.
”De her drab er sket i et Europa under dramatiske omvæltninger. Befolkningen i Europa oplever for 5000 år siden et skift i arvemassen, fordi der kommer et folk – Yamnaya – ind fra den pontisk-kaspiske steppe. Det har vi påvist i tidligere studier. Men vi kan se på DNA’et, at de 15 mennesker fra massegraven ikke tilhører steppefolket, men derimod de herboende bondestenalderfolk. Vi kan selvfølgelig aldrig finde ud af hvem der slog dem ihjel, men det er nærliggende at tro, at storfamilien ved Koszyce er blevet dræbt i territoriale kampe i denne dramatiske tid.”
Ideen til DNA-undersøgelsen af den polske massegrav stammer fra arkæolog Niels N. Johannsen fra Aarhus Universitet, og ét af målene var at afdække en del af de europæiske folks forhistorie, som vi hidtil ikke har kendt særlig godt. Og her spiller ligene i massegraven en helt særlig rolle.
”DNA-analyser er i disse år med til at skrive vores forhistorie, men typisk kan vi kun sige noget bredt om, hvordan befolkningsbevægelser i store træk har været. Denne grav afspejler derimod en helt bestemt begivenhed i en helt bestemt by og familie, og det giver os derfor et øjebliksbillede fra en vigtig brydningstid i Europa – og en meget voldelig én af slagsen,” siger Niels Nørkjær Johannsen.
Artiklen ”Unraveling ancestry, kinship, and violence in a Late Neolithic mass grave” er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America. Medforfatter Simon Rasmussen er lektor på Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, Københavns Universitet.
