Lungekræft kan antage forskellige former og blandt andet udsende tumor-DNA i blodet eller infiltrere det åbne luftrum mellem raske celler i lungerne. Tumorens morfologi, dens genetik og hvordan den opfører sig i kroppen er afgørende for, hvordan det kommer til at gå patienten, viser ny forskning.
Lungekræft er ikke bare lungekræft – langt fra det.
Nogle gange kan lungekræft udsende tumor-DNA rundt i kroppen, mens kræften andre gange ikke gør det. Nogle gange har lungekræft en forkærlighed for at infiltrere det tomme luftrum mellem raske celler i lungerne, mens det andre gange ikke sker.
Ligeledes kan tumorer i lungerne se forskellige ud under et mikroskop, og disse forskelle kan være associeret med lavere eller højere vækst og dermed et bedre eller dårligere udfald for patienten.
Nu har forskere taget et grundigt kig på, hvordan tumorernes genetik, udseende og opførsel samlet set skaber et sygdomsbillede og hvordan denne forståelse af forskelle mellem tumorer og tumorceller muligvis kan benyttes til at forudsige, hvordan det vil gå den enkelte patient.
”Vi kan meget tydeligt se, hvordan nogle tumoregenskaber er associeret med en bestemt type sygdomsforløb, og hvordan andre tumoregenskaber er associeret med et andet. Blandt andet kan vi bruge cirkulerende tumor-DNA i blodet og viden om tumorcellernes evne til at infiltrere luftrummet mellem raske celler i lungerne til præcist at forudsige, hvilke patienter der formentlig vil have et godt udfald af deres kræftbehandling, og hvilke patienter det formentlig vil gå dårligere,” fortæller en af forskerne bag studiet, læge og seniorforsker David Moore fra University College London Cancer Institute, Storbritannien.
Forskningen er offentliggjort i Nature Medicine.
Tumorer er ikke bare tumorer
I studiet lavede forskerne en ekstremt grundig kortlægning af tumormorfologien i tumorer fra patienter med lungekræft (adenokarcinom). I alt undersøgte forskerne 248 tumorer under mikroskopet.
Patologer har tidligere fastslået, at der findes seks vigtigste tumorvækstmønstre, hvoraf tre er associeret med et dårligere patientudfald. Det drejer sig om vækstmønstrene cribriform, solid og mikropapillær.
Vækstmønstrene sammenlignede forskerne med genetisk profilering af tumorerne, hvordan tumorerne udviklede sig over tid og patienternes sygdomsudfald.
Forskerne kiggede blandt andet på, om tumorerne var i stand til at sprede sig ud i luftrummet mellem raske celler (STAS - spread through airspace), eller om tumorerne udsendte cirkulerende tumor-DNA rundt i blodet (ctDNA). Både STAS og ctDNA er associeret med en øget risiko for tilbagefald.
Vækstmønster i kræfttumorer
Resultatet af studiet afslørede mange ting.
Ifølge David Moore peger det på, at biologien bag mikropapillære tumorer er anderledes sammenlignet med biologien bag solide- og cribriforme tumorer.
I undersøgelsen fandt forskerne også, at solide- og cribriforme tumorer var associeret med ctDNA, mens mikropapillære tumorer var associeret med STAS. CtDNA var også associeret med en øget mængde døde kræftceller (nekrose) i mikroskopiundersøgelserne af kræfttumorerne ved tidspunktet for operationen for at fjerne tumorerne.
Forskerne identificerede også forskelle i den måde, hvorpå tumorerne kunne danne metastaser. Det gjorde forskerne ved at opdele patienter i grupper efter vækstmønsteret i deres kræfttumorer og derefter undersøge, hvor metastaserne blev dannet.
STAS og ctDNA associeret med dårligere sygdomsudfald
Denne del af studiet viste, at STAS og dermed mikropapillære tumorer typisk var associeret med udvikling af metastaser i lungerne og brystet, mens ctDNA og dermed solide- og cribriforme tumorer også oftere førte til udvikling af metastaser andre steder i kroppen.
Endelig fandt forskerne, at patienter, hvis tumorer både var negative for STAS og ctDNA, havde det bedste udfald af kræftbehandlingen, mens patienter, som var positive for både STAS og ctDNA, havde det dårligste udfald.
- Positivitet for både STAS og ctDNA var associeret med 81 % risiko for tilbagefald.
- Patienter, som var positive for enten STAS eller ctDNA, havde et udfald mellem de to modpoler.
- Blandt patienter med kun STAS-positivitet udviklede 76 % tilbagefald begrænset til lungerne og brystet, mens patienter med kun ctDNA-positivitet kun havde tilbagefald i lungerne og brystet i 33 % af tilfældene.
”Det tyder på, at tumorernes vækstmønster er associeret med risikoen for metastaser, og at STAS eller ctDNA ser ud til at spille en afgørende rolle for sammenhængen og lokaliseringen,” forklarer David Moore.
Kan udvikles til et klinisk værktøj i fremtiden
Ifølge David Moore bruges ctDNA i øjeblikket ikke rutinemæssigt på denne måde i klinikken, men det er til gengæld nemt for patologer at undersøge tumorprøver for STAS og nekrose.
”Ved at kigge på STAS og nekrose kan vi nemt udvikle en model, som kan adskille patienter i forhold til et godt og et dårligt udfald af deres kræftsygdom. Dette har vi også valideret i en anden undersøgelseskohorte med patienter med lungekræft,” siger han.
David Moore understreger dog, at forskerne ikke mener, at ctDNA, STAS og nekrose er umiddelbart klar til at blive benyttet som et klinisk værktøj, men at det muligvis kan benyttes i den retning i fremtiden.
”Men vi har gjort det klart, at vi ud fra undersøgelser af vækstprofiler i tumorer og andet, som vi kan se under mikroskopet, kan sige noget om, hvordan tumoren opfører sig, og hvad det kan have af betydning for patientudfaldet,” siger han.
