Selvom mennesker, der lever med HIV, i store dele af verden er velbehandlede, så er deres gennemsnitlige levetid syv år kortere end andres. Om det skyldes HIV i selv eller behandlingen af den, er der usikkerhed om. Et nyt studie viser, at mennesker, der lever med HIV, har 70 % større risiko for at have type 2-diabetes. En teori er, at den tidligere anvendte HIV-behandling førte til omfordeling af fedtdepoter og øger risiko for hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes. Læger bør derfor være endnu mere opmærksomme på tegn på livsstilssygdomme hos mennesker, der lever med HIV.
Da HIV-pandemien startede sin verdensomspændende hærgen omkring 1980, var omdrejningspunktet for forskningen at lære at forstå HIV og holde den i ave, så den ikke ødelagde de ramtes immunsystem og førte til den dødelige sygdom AIDS. Mere end 40 år efter kan man som HIV-positiv leve et stort set normalt liv, hvis man medicineres korrekt. Desværre er livet for personer, der lever med HIV, i gennemsnit 7 år kortere end baggrundsbefolkningen. I kampen for at optimere behandling og øge den forventede levetid har forskere påvist en sammenhæng mellem HIV-infektion og type 2-diabetes (T2DM).
”Man har i årevis haft mistanke om, at mennesker med HIV oftere får hjerte-kar-sygdomme og stofskiftesygdomme, men data har været modstridende. Vores studie er et af de første, der kigger på forekomsten af T2DM hos en stor gruppe velbehandlede mennesker, der lever med HIV, og kan vise, at risikoen er 70 % højere for at have sygdommen. Årsagen kan vi ikke sige med sikkerhed, men vores teori er, at fedtdepoterne blev ændret af den HIV-medicin, vi brugte tilbage før år 2000. Vi bruger ikke den type af behandling mere, men det ser ud til, at effekten af disse tidligere anvendte stoffer er langvarig eller måske permanent. Sikkert er det i hvert fald, at man som behandler af personer, der lever med HIV, bør have særligt fokus på at screene for diabetes løbende,” fortæller studiets hovedforfatter ph.d.-studerende Julie Høgh fra Afdeling af Infektionssygdomme på Rigshospitalet.
70 % forøgelse af risikoen
Den nye undersøgelse er langtfra den første af sin art. Tidligere studier, der har undersøgt sammenhænge mellem HIV-infektion og type 2-diabetes, har dog været modstridende, formentlig på grund af sammensætningen af studiernes kohorter, hvor ikke alle deltagere har været optimalt behandlet med den eksisterende HIV-medicin. I en af undersøgelserne havde 20 % af deltagerne fx også af Hepatitis C, hvilket gør det vanskeligt at fortolke og sammenligne resultater direkte.
”I vores undersøgelse havde vi mulighed for at sammenligne en stor kohorte af velbehandlede personer med HIV med personer uden HIV, som deltager i Herlev/Østerbroundersøgelsen. Ved at sammenligne data fra de to grupper kunne vi undersøge forskellen i forekomst af T2DM, og da vi samtidigt undersøgte de mennesker, der lever med HIV, med to års mellemrum, kunne vi også se på udviklingen af T2DM i denne gruppe,” forklarer Julie Høgh.
I blodprøver kunne forskerne måle forsøgspersonernes langtidsblodsukker – den såkaldte HbA1c-værdi – der afspejler en patients glukosesukkerniveau i blodplasmaet over en længere periode. Der var markant flere personer, der lever med HIV, som havde HbA1c-værdier, som lå højere end grænseværdien for diabetes.
”Vi fandt en 70 % forøgelse i risikoen for at have type 2-diabetes, og det måske mest bemærkelsesværdige var, at vi ikke kunne se en sammenhæng mellem HIV-specifikke risikofaktorer og risikoen for at have type 2-diabetes. Så immunsystemet syntes ikke at påvirke forekomsten af type 2-diabetes,” forklarer professor ved Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, Susanne Dam Poulsen.
Har dramatisk øget den samlede levetid
Studiet påviser ikke en direkte årsag til den markant forøgede risiko for T2DM hos personer, der lever med HIV, men et tidligere studie fra samme gruppe af forskere peger på menneskekroppens fedtdepoter som et muligt link mellem HIV-infektionen og en øget risiko ikke bare for type 2-diabetes men også andre livsstilssygdomme som fx hjerte-kar-sygdomme.
”Det tidligere studie pegede på at behandling med HIV-medicin indeholdende såkaldte thymidin-analoger og didanosin er forbundet med ændringer både i fordelingen af fedtvæv og i andre kardiovaskulære risikofaktorer som fx forekomsten den slags lipoproteiner, som transporterer kolesterol. Og de her ændringer er tilsyneladende langvarige, dvs. man kan måle dem år efter, man har modtaget behandlingen,” siger Susanne Dam Poulsen.
Ifølge forskerne er forebyggelse af HIV-smitte naturligvis fortsat det vigtigste, fx gennem PrEP-piller, der kan tages af folk i risikogruppe for at blive smittet med HIV, og på den måde kan vi undgå smitte af nye personer. Men for dem, der allerede lever med HIV, er det vigtigt, at vi bliver klogere på, hvilke følgesygdomme der er.
"På den måde kan vi også i stigende grad sikre den optimale forebyggelse, og at personer, der lever med HIV og som har risiko for følgesygdomme, jævnligt screenes for de her sygdomme. I dag er der 6.000 personer, der lever med HIV, men i og med at de lever længere på grund af den bedre behandling, vil behovet blive større for en større præventiv indsats for de her følgelidelser,” slutter Susanne Dam Poulsen.
