Forskere har identificeret 27 genetiske varianter, som øger risikoen for ADHD. De genetiske varianter er involveret i gener, der er overudtrykt i en lang række hjernevæv, og så er de også overrepræsenteret blandt gener, der er udtrykt under fosterudviklingen.
I jagten på årsagen til udvikling af ADHD er forskere kommet et skridt videre.
I et nyt studie har forskere identificeret 27 genetiske varianter, hvor bittesmå ændringer i den genetiske kode i eller omkring gener øger risikoen for ADHD.
Ifølge en af forskerne bag studiet gør opdagelsen os klogere på, hvilke hjernevæv der er involveret i udvikling af ADHD, og hvor langt tilbage i livet vi skal for at finde udviklingsforstyrrelsens oprindelse.
"Vi har fundet ud af, at gener, hvori varianter bidrager til øget risiko for ADHD, er overudtrykt i en lang række væv i hjernen. Vi kan også se, at risikogenerne er overudtrykt allerede under fosterudviklingen, hvilket peger på, at en del af oprindelsen til ADHD skal findes der. Andre hypoteser går på, at udvikling af ADHD kan skyldes inflammation eller har noget med tarmmikrobiomet at gøre. Det kan ikke udelukkes, men vores resultater viser, at den genetiske risikokomponent primært påvirker gener udtrykt i hjernen. Det støtter op om, at ADHD er en hjerneudviklingsforstyrrelse," fortæller en af forskerne bag studiet, professor Ditte Demontis fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.
Forskningen er offentliggjort i Nature Genetics.
Screenet arvemassen hos næsten en kvart mio. mennesker
I studiet har forskerne screenet genetisk materiale fra 38.691 personer med ADHD og 186.843 personer uden ADHD.
Studiet bygger på data fra den danske iPSYCH-kohorte, deCODE Genetics på Island og Psychiatric Genomics Consortium.
Ved hjælp af de store mængder data kunne forskerne lede efter forskelle i den genetiske kode mellem personer med eller uden ADHD.
Forskerne undersøgte i studiet forskelle blandt over seks mio. genetiske varianter.
Findes mange flere varianter
Resultatet af undersøgelsen var identifikationen af 27 genetiske varianter, der er hyppigere til stede i arvematerialet hos personer med ADHD sammenlignet med hos personer uden ADHD, og som derfor kan kobles til udviklingsforstyrrelsen.
"Hver genetisk variant har meget lille effekt på risikoen for udvikling af ADHD. Den samlede genetiske risikokomponent består af mange genetiske varianter, der hver især øger risikoen en lille smule, og jo flere risikovarianter, man har i sit genom, des mere stiger risikoen," forklarer Ditte Demontis.
Forskeren fortæller også, at de med avancerede statistiske modeller også estimerede, at der i alt findes omkring 7.300 genetiske varianter, som øger risikoen for udvikling af ADHD.
"I det nye studie har vi kun identificeret toppen af isbjerget, for der findes mange flere varianter, der kan kobles til ADHD. Hver variant har kun meget lille indflydelse, men samlet set kan det betyde rigtig meget for risikoen, hvis man har mange genetiske varianter i sit arvemateriale," siger Ditte Demontis.
ADHD og andre lidelser deler mange genetiske risikovarianter
I studiet satte forskerne sig også for at identificere, hvilke gener der påvirkes af de genetiske varianter.
Nogle gange sidder en genetisk variant midt i et gen, og så er det ret sandsynligt, at dét gen påvirkes.
Ofte sidder de genetiske varianter dog uden for generne i regulatoriske dele af arvematerialet, og så er det lige med at identificere, hvilke gener der så bliver påvirket.
Til formålet koblede forskerne deres nyfundne genetiske varianter til andre datasæt, hvilket hjalp dem med at spore sig ind på, hvilke gener og celler der bliver påvirket af de forskellige genetiske varianter.
Denne del af undersøgelsen viste blandt andet, at langt de fleste genetiske risikovarianter for ADHD har at gøre med gener, der bliver overudtrykt i hjernen sammenlignet med i andre af kroppens væv.
Risikogenerne for ADHD ser også ud til at findes hyppigere blandt gener, der er meget aktive under hjernens udvikling i fosterstadiet.
"Vi kan bruge de genetiske varianter i kombination med identifikationen af de relevante gener til at sige, at ADHD bestemt er en hjerneudviklingsforstyrrelse. Vi har også fundet genetiske risikovarianter, der påvirker regulatoriske regioner og er udtrykt i neuroner og især i dopaminnære neuroner. Det er interessant, fordi dopamin spiller en rolle i forhold til belønningsrespons i hjernen, og fordi en hyppigt brugt form for ADHD-medicin virker ved at øge koncentrationen af dopamin i forskellige hjerneregioner. Vores resultater indikerer derfor, at ubalancen i dopamin i hjernen hos personer med ADHD til dels kan tilskrives genetiske risikofaktorer," siger Ditte Demontis.
Et andet interessant resultat af det nye studie er, at forskerne også fandt, at mellem 84 og 98 pct. af de genetiske varianter, som har indflydelse på risikoen for at udvikle ADHD, også spiller en rolle i forhold til risikoen for udvikling af andre psykiatriske lidelser, herunder skizofreni, depression og autisme.
"Vi har længe vidst, at der er et stort genetisk overlap, og at de her lidelser rent biologisk ofte er flettet ind i hinanden. Vores fund støtter op om den antagelse," siger Ditte Demontis.
Kan lede til udvikling af bedre medicin
Ifølge Ditte Demontis er det ikke overraskende, at de identificerede genetiske varianter har indflydelse på hjernens væv og hjernens udvikling.
Netop på det punkt giver forskningsarbejdet også en dybere indsigt i, hvor det går galt i hjernen, når folk får stillet en diagnose med ADHD. Det kan i fremtiden pege i retning af, hvad man kan gøre for at behandle tilstanden eller de andre tilstande, der er tæt koblet til ADHD.
I takt med at forskere identificerer flere genetiske varianter associeret til ADHD, bliver det også muligt at lave en bedre polygen score, som kan identificere folks personlige risiko for at udvikle ADHD.
Ditte Demontis fortæller, at det dog ikke er hensigten, at sådan en polygen risikoscore skal bruges på raske mennesker, men den kan bruges til at screene risikopersoner for både ADHD og risikofaktorer for andre tilstande, for eksempel alkoholmisbrug og cannabismisbrug, der ofte går hånd i hånd med en ADHD-diagnose.
"Det er dog meget vigtigt at komme tættere på den underliggende biologi, altså hvilke væv og celletyper i hjernen der er berørt hos personer med ADHD, hvis man vil lave medicin til personer med ADHD, eller hvis man på andre måder vil mindske symptomerne på tilstanden," siger hun.
