COVID-19 er mere end en infektiøs sygdom forårsaget af den nyopdagede coronavirus. Derfor har danske forskere nu undersøgt de psykiske konsekvenser af at være inficeret med COVID-19 under første bølge af pandemien. Gennem narrative interviews afdækkede forskere, hvordan deltagerne oplevede sygdommen som en trussel mod deres eksistens og kropsopfattelse, samt som en indblanding i almindelige sociale forhold.
2020 vil for evigt være året, hvor ord som pandemi, smittetryk og isolation for alvor blev integreret i dagligdagens jargon. Da de første smittetilfælde begyndte at ramme Danmark i det tidlige forår kickstartede det en forskningsbølge med den kliniske karakteristik af COVID 19-infektionen som omdrejningspunkt. Der var dog forskere der valgte at lægge en noget andet vinkel på effekten af virussen.
”I første fase af pandemien, hvor COVID-19 var en ny og ukendt virus, syntes vi, at det var interessant at undersøge folks oplevelser af at være ramt af denne sygdom. Der var allerede på daværende tidspunkt en masse forskning på det patofysiologiske område, men ingen studier omkring de psykiske aspekter og ej heller erfaringer fra hospitalerne”, forklarer hovedskribent på studiet, seniorforsker, klinisk sygeplejespecialist og ph.d. Malene Missel, Hjertecentret, Rigshospitalet.
15 danske deltagere i alderen 22-67 år, som alle under første bølge af pandemien havde gennemgået et COVID-19- sygdomsforløb, fortalte gennem narrative interviews, hvordan de har oplevet forløbet, hvorunder fem af deltagerne var indlagt som følge af alvorlige symptomer, mens de resterende ti var i hjemmeisolation.
En trussel mod eksistensen
Efter at være blevet diagnosticeret med COVID-19 oplevede deltagerne at livets eksistentielle dimension pludselig fremstod mere tydelig i bevidstheden end før sygdommen ramte, hvor tanker såsom ”hvorfor lige mig?” og ”det kan simpelthen ikke være sandt” dukkede op i bevidstheden.
Malene Missel forklarer hertil, hvordan det ukendte aspekt omkring selve sygdomsforløbet har bidraget til følelsen af at føle sig truet på livet, men fremhæver også, hvordan mediernes tætte dækning af de verdensomspændende nyheder omkring den dengang nye virus har medført en øget følelse af alvor og trussel.
En trussel mod den kropslige opfattelse
Det ukendte aspekt og tilhørende tab af sikkerhed og kontrol medførte også, at deltagerne fandt dem selv i en ukendt situation med skærpet opmærksomhed på de kropslige symptomer. Deltagerne beskrev, hvordan de mistede både tillid og kontrol over egen krop og begyndte at tvivle på de signaler, som deres krop sendte, hvorfor selvforståelse, humør, følelser og tanker blev ændret af sygdommen.
”Folk oplevede en form for usikkerhed på egen krop, netop fordi virussen og dens symptomer er anderledes, end hvad man før har kendt til, og derfor havde folk svært ved at finde ud af, hvornår eller om man skulle reagere på symptomerne”, fortæller Malene Missel.
Forstyrrelse af almindige sociale forhold
De sociale forhold fik signifikant betydning under deltagernes sygdomsforløb, hvor de oplevede enorm både praktisk og følelsesmæssig støtte fra deres sociale netværk. Det var netop denne omsorg, opmærksomhed og kærlighed, der hjalp deltagerne igennem en svær tid præget af usikkerhed og ensomhed.
”Den relation, man normalt har med andre mennesker, er jo så og sige næsten væk, specielt for dem som var indlagt, da de jo kun var omringet af personale iført værnemidler, hvilket kunne bidrage til ensomhedsfølelsen,” forklarer Malene Missel.
Det at interviewene er udført under første bølge af pandemien medførte større fokus på det ukendte aspekt, da der på daværende tidspunkt havde været færre smittetilfælde samt mindre kendskab til folk, som havde været inficeret med COVID-19. Så selvom deltagerne på den ene side oplevede en kæmpe hjælpsomhed fra deres sociale netværk, oplevede de samtidig også at være en form for special case, hvor oplevelsen af at være kendt som en, der har haft COVID-19. også fortsatte efter sygdomsforløbet.
”De adspurgte fortalte os, at følelsen af at føle sig truet på livet og de tilhørende eksistentielle og psykologiske reaktioner ikke blev adresseret i sundhedssektoren, da der naturligt nok er mere fokus på selve virussen og behandlingen heraf. Den psykologiske dimension kan i højere grad blive inkluderet ved at have mere fokus på, hvad patienterne oplever,” fortæller Malene Missel afslutningsvist.
Hun tilføjer, at hun dog tror, at dette særlige aspekt omkring COVID-19 har lagt sig lidt i takt med, at der er flere, som har været inficeret, kombineret med øget kendskab til virussen.
