Hvad er formålet med vores sundhedsvæsen? Et meget overordnet svar kunne være, at flest mulige danskere skal være sunde og dermed ikke syge. Et mere driftsorienteret svar kunne være, at vi skal behandle flest mulige patienter, bedst muligt, til den lavest mulige pris. Set indefra i et skattefinansieret sundhedsvæsen er der nok ikke mange der kan være uenige med det. Leverer vi så det? Og peger vores forsknings- og udviklingsmodeller den vej?
Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsnet er meget effektivt målt på, at vi behandler flere og flere patienter. Det er den naturlige konsekvens af årtiers økonomisk styring efter produktionstal fremfor kvalitet. Og det er derfor også svært at svare på, hvorvidt vi behandler patienterne bedst muligt. Men det er veldokumenteret, at gevinsten for patienterne og sundhedsvæsnet af mange behandlinger er usikker. Mere end halvdelen af alle behandlinger er baseret på evidens af lav kvalitet selv i store medicinske specialer som kardiologi og onkologi.
I mange specialer er lavkvalitetsevidens reglen, hvilket også gælder for højrisikopatienter uanset diagnose, nemlig de meget syge, de multisyge, de meget gamle, børnene og de gravide. Dette betyder, at der er usikkerhed om værdien for patienterne og sundhedsvæsnet af så mange behandlinger, at det er oplagt at svare et stort NEJ til spørgsmålet, om vi behandler til laveste mulige pris.
Vi leverer ikke den bedst mulige behandling
Både Danske Patienter, Danske Regioner og Lægevidenskabelige Selskaber har da også accepteret præmissen i det fælles projekt Vælg Klogt, at 20-30% af det, vi gør i sundhedsvæsnet, er spild. Det skader nuværende patienter direkte og indirekte, men også fremtidige patienter.
Intet sted er det mere tydelig end på antibiotikaområdet, hvor analogien til klimaet er åbenlys. Vi overforbruger antibiotika nu, så de ikke kan anvendes til fremtidige patienter. Vi gør det af usikkerhed, da der mangler gode kliniske forsøg, som viser, at det er sikkert at anvende mindre antibiotika og dem med smallere spektre.
Vælg Klogt, Medicinrådet og Behandlingsrådet repræsenterer alle initiativer, der viser en voksende forståelse af, at blot fordi en behandling er anvendt eller godkendt til anvendelse, er det langt fra sikkert, at den giver værdi for patienterne og sundhedsvæsnet.
Så erkendelsen ser ud til at vokse - vi leverer ikke bedst mulige behandling, til laveste mulige pris. Hvor Vælg Klogt, Medicinrådet og Behandlingsrådet er ekstremt vigtige redskaber, så er de lappeløsninger på et grundlæggende problem.
Hvis alle behandlinger og procedurer, eller i det mindste de nye, var ordentligt valideret inden eller under ibrugtagning, var der jo ikke brug for disse organisationers granskninger. Og så er vi nået til svaret på det andet spørgsmål, hvilken vej peger vores forsknings- og udviklingsmodeller?
Coronakrisen har vist vejen
Forsknings- og udviklingsmodellen for sundhedsområdet er i høj grad afhængig af kommercielle partnere i det sidste led af udviklingen. Derimod har sundhedsvæsnet ikke selv opbygget en model til systematisk testning af værdien af behandlinger og processer under ibrugtagning eller til kvalitetssikring af værdien af allerede anvendte behandlinger. Så den nuværende forsknings- og udviklingsmodel understøtter ikke målet om at behandle flest muligt, bedst muligt, til laveste mulige pris.
For at blive i klimaanalogien, så har vi brug for en udviklingsmodel, der sikrer et bæredygtigt sundhedsvæsen, især fordi der bliver flere ældre og derfor flere akutte og kroniske syge at behandle. Vi kan ikke forvente, at vores kommercielle partnere gennemfører de kliniske forsøg, der skal til for at vise, at det er sikkert for den enkelte og bedre for alle: at bruge mindre antibiotika, mindre kemoterapi, mindre blod, at operere senere eller slet ikke og at forebygge mere.
De kliniske forsøg skal vi, sundhedsvæsnet, sammen med patienterne prioritere og gennemføre for at give mest mulig værdi og mindst mulig ulighed for sundhedskronerne.
Lyder det utopisk? Coronakrisen har også her vist vejen. De behandlingsmæssige gennembrud – hvad vi skal gøre og især ikke gøre – er kommet fra offentligt finansieret og drevne kliniske forsøg, som blev gennemført på rekordtid. Resultaterne har haft enorm værdi for patienterne i form af forbedret overlevelse og færre bivirkninger, og for sundhedsvæsen i form af mindre pres på intensivafdelingerne og kortere indlæggelsestider.
Så meget beskedne offentlige investeringer i kliniske forsøg kom mangefold og umiddelbart igen, og vigtigst af alt, de var livreddende for patienterne. Coronakrisen har vist vejen til det bæredygtige sundhedsvæsen – det er bare med at fortsætte.
