Vægttab forbedrer sædkvaliteten – men vægten skal holdes nede

Kost og livsstil 11. aug 2022 2 min Professor MSO Signe Sørensen Torekov Skrevet af Kristian Sjøgren

Et vedvarende vægttab kan fordoble antallet af sædceller blandt mænd med overvægtigt, men vægten skal holdes nede, hvis ikke sædkvaliteten skal falde igen. Det er et værktøj mere i værktøjskassen til de mænd, som kæmper med at gøre deres partnere gravide, siger forsker.

Overvægt kommer med en pris, blandt andet på mænds sædkvalitet, som kan lide under de ekstra kilo.

Det er dog et problem, der for nogle måske kan gøres noget ved, viser ny forskning. Løsningen involverer et vægttab.

I et nyt studie kan forskere vise, at vægttab hurtigt forbedrer sædkvaliteten, således at antallet af sædceller op til fordobles.

Når antallet af sædceller stiger, stiger også mandens chancer for at gøre en kvinde gravid.

"Vi har fundet et meget flot resultat af vægttab på sædkvaliteten, og det er en god nyhed for de par, som kæmper med at blive gravide. Hvis årsagen kan associeres til mandens sædkvalitet, kan det for nogle være en mulighed at forbedre den," fortæller en af forskerne bag studiet, professor Signe Torekov Sørensen fra Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

Forskningsresultatet er offentliggjort i Human Reproduction.

56 mænd afgav sædprøver

Studiet udspringer fra en større undersøgelse af metoder til at vedligeholde et vægttab.

I det store studie deltog 215 personer med svær overvægt. Forsøgsdeltagerne tabte sig omtrent 12 pct. af deres vægt med en lav-kalorie diæt og blev herefter randomiseret til forskellige interventioner med henblik på at vedligeholde vægttabet:

  • Den første gruppe modtog almindelig vejledning i forhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og placebo.
  • Den anden gruppe modtog vejledning plus træning og placebo.
  • Den tredje gruppe modtog vejledning og medicinsk behandling med en GLP-1-receptoragonist.
  • Den sidste gruppe modtog vejledning og medicinsk behandling med en GLP-1-receptoragonist plus træning.

Resultatet af den store undersøgelse viste, at det med træning eller medicinsk behandling er muligt at vedligeholde vægttabet, mens kombinationen af træning og medicinsk behandling førte til et yderligere vægttab. Studiet blev offentliggjort i New England Journal of Medicine.

Ud af de 215 forsøgsdeltagere afleverede 56 mænd sædprøver. Heraf afleverede 37 af mændene tre sædprøver; én ved forsøgets start, én lige efter vægttabet og én efter et år inde i vægtvedligeholdelsesfasen.

"Det et af de første randomiserede studier af sin slags til at undersøgte effekten af vægttab på sædkvaliteten. Desuden tabte forsøgsdeltagerne sig forholdsvist meget, og de få tidligere lignende studier har været med langt færre forsøgsdeltagere eller et væsentligt mindre vægttab," siger Signe Torekov Sørensen.

Sædkvalitet fordoblet efter et år

Resultatet af undersøgelsen af mændenes sæd viste, at det er muligt med vægttab at forbedre sædkvaliteten.

Umiddelbart efter vægttabet oplevede mændene i forsøget en stigning på 40 pct. i antallet af sædceller i en afgivet prøve.

De forsøgsdeltagere, der opretholdt vægttabet efter et år, havde fordoblet antallet af sædceller.

Hos de mænd, som tog på igen efter interventionen, forsvandt forbedringerne.

"Vi ser i vores studie, at mænd med svær overvægt kan forbedre sædkvalitet med et vægttab. Andre studier har vist, at antallet af sædceller har indflydelse på tiden til graviditet, så vores fund kan indikere, at vægttab måske kan have betydning for, hvor lang tid det tager par at blive gravide," forklarer Signe Torekov Sørensen.

Gavnlig effekt kommer tidligt

Signe Torekov Sørensen fortæller, at resultatet af studiet yderligere viser, at effekten af et vægttab på sædkvaliteten allerede ses tidligt.

Allerede efter otte ugers vægttab var sædkvaliteten forbedret med 40 pct.

Hun siger også, at mænd, der kæmper med nedsat sædkvalitet og overvægt, nu kan have fået et ekstra værktøj i værktøjskassen til at få den forbedret.

"Vi ved, at mange forskellige faktorer spiller ind på kvaliteten af sæden, blandt andet genetiske faktorer, og også sådan noget som rygning giver nedsat sædkvalitet. Med resultatet af dette studie kan nogle mænd få en yderligere mulig indgang til at få forbedret deres sædkvalitet," fortæller Signe Torekov Sørensen.

Signe Sørensen Torekov, M.Sc. Human biology, PhD, is Professor MSO at the Department of Biomedical Sciences, University of Copenhagen, Denmark, and al...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020