Peer-to-peer benyttes flittigt som begreb til at argumentere for, at forskellige grupper mennesker, fx unge eller medstuderende, skal undervise hinanden – uden behov for en uddannet underviser. Læringen styrkes ifølge teorien gennem identifikation, erfaring og nærhed, men hvorvidt disse mekanismer rent faktisk er i spil i peer-relationen, er nærmest aldrig undersøgt. Det forsøger et nyt studie af peer-to-peer-undervisningen blandt unge at råde bod på. Studiet peger på vigtigheden af, at de unge inspiratorer bliver gjort mere bevidste om deres egen rolle, og at de støttes i at sætte deres personlige erfaringer og viden i spil.
De skal lede træningen i gadeidræt og gadekultur for lokale børn og unge. De er frivillige og skal fungere som rollemodeller i samfundslag, der er økonomisk og socialt udfordrede. Ungdomsledere er kernen i det verdensomspændende initiativ GAME. De skal via deres egne livsfærdigheder bidrage til at skabe social forandring og fremme sundhed. Peer-to-peer-tilgangen i GAME er dog langtfra enestående og er almindeligt anvendt i sundhedsfremme, men spørgsmålet er, om peer-relationen (de unges ’peerness’) bidrager med noget i sig selv, og hvordan man kan understøtte, at dette bliver tilfældet. Det har en gruppe forskere set nærmere på.
”På trods af tilgangens popularitet er de måder, hvorpå peer-lederskab i sig selv bidrager, ikke helt forstået. Da det er uklart, hvordan ledernes ’peerness’ bringes i spil, har vi undersøgt, hvordan peer-ledere kan støttes i at aktivere deres 'peerness' under forskellige aktiviteter. Ved at observere og analysere træningsprogrammet hos unge ledere i GAME, fandt vi frem til, at det er helt afgørende for metodens succes, at de unge ledere får en tilstrækkelig stor indsigt i deres egen rolle, dvs. hvad det vil sige at være peer, og at programudviklerne giver de unge plads til at sætte deres egne erfaringer og viden i spil i mødet med deres peers,” fortæller en af artiklens hovedforfattere, postdoc Julie Hellesøe Christensen fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Praktisk visdom
Det nye studie er udført som en del af et partnerskab mellem forskere og den internationale non-profit gadeidrætsorganisation GAME. Fokus var dog på GAMEs uddannelse af frivillige peer-ledere i Danmark, der ofte enten bor eller har boet i de lokalsamfund, hvor aktiviteterne gennemføres. Bortset fra at alle er i alderen 16-25 år, har de forskellig uddannelsesmæssig, socioøkonomisk og etnisk baggrund. Og så er de alle uddannet til at gennemføre gadeidrætsaktiviteter selvstændigt og implementere aktiviteterne inden for rammerne af GAMEs tilgang og værdier.
”Peer-ledede programmer engagerer grupper af mennesker, der anses for at dele en eller flere egenskaber eller erfaringer med dem, de skal undervise. Det er det, der gør dem til peers. Og det, der skal skabe en identifikation og funktion som rollemodel for deres jævnaldrende, som gør dem mere troværdige end en professionelt uddannet underviser. Spørgsmålet, vi ønskede at stille, var, hvordan peer-ledere kan uddannes, så de rent faktisk understøtter disse forventede mekanismer,” forklarer Julie Hellesøe Christensen.
For at bygge en teoretisk ramme om undersøgelsen rakte forskerne helt tilbage til Aristoteles, der for tusinder af år siden definerede tre former for viden: teoretisk-videnskabelig viden (episteme), praktisk viden (techné) og praktisk visdom (phronesis).
”Vores resultater tyder på, at denne type programmer bør støtte udvikling af både den praktiske viden men i høj grad også praktisk visdom. Især kan en øget vægt på at fremme phronesis – altså den praktiske visdom i peer-lederuddannelse – være med til at fremme effekten af de unge lederes 'peerness' i peer-to-peer-programmer. Så altså en øget viden om, hvad det vil sige at være peer, og hvordan peer-lederne kan bringe sig selv og deres egne erfaringer i spil, er meget vigtigt for, at peer-to-peer kan antages at aktivere de forventede mekanismer,” siger Julie Hellesøe Christensen.
Giv plads til peer-ledernes egne erfaringer
GAMEs særlige fokus på børn og unge, der vokser op i socioøkonomisk belastede kvarterer, stiller særlige krav til de unge, frivillige rollemodeller, hvis de skal kunne fremme empowerment og fysisk aktivitet hos børn, der ikke altid trives. Det stiller dermed også særlige krav til uddannelsen af de unge peer-ledere, der er nødt til at have en god moralsk dømmekraft og forståelse af de forskellige forhold, hvorunder børn vokser op, i forhold til træning af andre unge, hvor det måske i højere grad er viden om teknikker eller fysisk træning, der er vigtigst.
”For at peer-to-peer skal kunne fungere, skal man kunne spejle sig i hinanden, ung-til-ung, ligemand-til-ligemand. Hvis tilgangen benyttes, bør peer-relationen være i fokus som et vigtigt element i programmet, der har et eget bidrag. Så mere end blot ren viden om teknik inden for en bestemt sportsgren, så handler det om, at der i peer-lederuddannelsen og under gadeidrætsaktiviteterne gives plads til, at peer-ledernes egne erfaringer og viden anerkendes og sættes i spil. Det er utrolig vigtigt, at de unge frivillige sætter egne erfaringer i spil, for det kan påvirke børnenes villighed til at betro sig til dem med nogle af de problemer, de slås med i deres egen hverdag, og det er mindst lige så vigtigt, at de får mulighed for at tale om dem,” siger Julie Hellesøe Christensen.
I studiet fremhæves, at både praktisk viden om den konkrete sportsgren der undervises i – fx teknik, regler og hvordan aktiviteten kan tilpasses til konteksten – og praktisk visdom om, hvordan man træffer gode beslutninger i en given kontekst, er vigtige i peer-to-peer-programmer som GAMEs.
”Studiet bidrager med en teoretisk tilgang til at udforme peer-lederuddannelser i sundhedsfremmeaktiviteter, hvor peer-relationen bliver et centralt element i programmet. Dermed håber vi, at man i højere grad kan understøtte, at de forventede processer i peer-to-peer-tilgangen, såsom identifikation og at peer-ledere er autentiske og fungerer som rollemodeller, rent faktisk vil udfolde sig,” slutter Julie Hellesøe Christensen.
