Flere psykiatriske diagnoser leder oftere til behandlingsstop

Medicinsk behandling af ADHD virker for langt de fleste. Alligevel stopper en stor del med ADHD deres behandling med såkaldt stimulerende medicin som eksempelvis ritalin.

Nu viser et nyt studie, at specielt børn og unge voksne med andre psykiatriske diagnoser i tillæg til en diagnose med ADHD er i forhøjet risiko for at stoppe behandlingen med stimulerende ADHD-medicin eller skifte til behandling med ikke-stimulerende ADHD-medicin.

Ydermere viser forskningen, at børn og unge voksne med en diagnose med ADHD end ikke behøver at have manifestation af en anden psykisk sygdom. Bare det, at har de genetiske arveanlæg for humør- eller psykotiske lidelser, er forbundet med lidt øget risiko for behandlingsstop eller behandlingsskift.

”Vi ved, at medicinen virker for langt de fleste med ADHD, men omkring 10 til 20 pct. har dårligt respons på behandlingen, og så mange som 50 pct. stopper behandlingen inden for to år. Foruden at hjælpe til at holde symptomerne på ADHD i ro forbedrer medicinen børn og unges skolepræstationer og reducerer deres risiko for at være involveret i ulykker. Derfor er det vigtigt, at vi kender til årsagerne til, at en stor del af personer med ADHD i behandling med stimulerende medicin stopper behandlingen,” fortæller en af forskerne bag studiet, Isabell Brikell, der er forsker ved både Nationalt Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet og Karolinska Instituttet, Stockholm, Sverige.

Forskningen er offentliggjort i The American Journal of Psychiatry.

9.133 børn og unge voksne med i studie

I studiet har Isabell Brikell sammen med sine kollegaer taget udgangspunkt i den såkaldte iPSYCH-kohorte, der indeholder kliniske og genetiske data på en stor gruppe af danskere med en psykiatrisk diagnose, samt tusindvis af kontrolpersoner.

9.133 børn og unge er inddraget i undersøgelsen. Gennemsnitsalderen på diagnosetidspunktet med ADHD var 12 år.

Herefter har forskerne undersøgt, om forskellige faktorer har indflydelse på, om personerne med ADHD i undersøgelsesgruppen stoppede med den stimulerende medicin eller skiftede til ikke-stimulerende medicin inden for to år af behandlingsstart.

De forskellige faktorer var:

• Anden psykiatrisk diagnose. 

• Genetisk disposition for ADHD og anden psykisk sygdom.

• Forældres indkomst og uddannelse.

• Forældres historisk med en psykiatrisk diagnose. 

• Alder ved diagnosetidspunktet for ADHD.

Flere diagnoser leder oftere til behandlingsstop

Resultatet af undersøgelsen viste flere forskellige ting.

For det første viste undersøgelsen, at en del af de 9.133 studiedeltagere havde en anden diagnose ud over en diagnose med ADHD. Det drejede sig blandt andet om diagnoser med depression, angst, bipolar lidelse, tics, m.m.

Forskerne fandt, at personer med ADHD plus en diagnose med angst, OCD, misbrugsproblemer eller bipolar lidelse for det første var mindre tilbøjelige til overhovedet at starte behandling med stimulerende medicin.

Derudover sammenlignede forskerne frafald i forhold til brug af stimulerende medicin og fandt, at personer med ADHD og tics, angst, bipolar lidelse eller misbrug havde mellem 10 og 200 pct. forøget sandsynlighed for at stoppe med behandlingen inden for to år, afhængigt af hvilke komorbiditeter de havde.

Specielt personer med tics havde meget forhøjet sandsynlighed for at være stoppet med behandlingen. Ifølge Isabell Brikell giver det dog god mening, idet stimulerende behandling nogle gange kan forværre tics. Det er dog en meget sjælden bivirkning.

”Vores fund bekræfter det, som vi ved, at klinikerne har fokus på i klinikken. Det er som sådan ikke overraskende, at en diagnose ud over en diagnose med ADHD øger sandsynligheden for ikke at komme i stimulerende behandling eller stoppe med behandling. Men det er en understregning af, at det er vigtigt at have for øje i behandlingen af personer med ADHD, især hvis de har flere lidelser eller risikerer bivirkninger,” siger Isabell Brikell.

Kan forværre andre diagnoser

Isabell Brikell forklarer, at der kan være mange årsager til, at personer med flere diagnoser i tillæg til en diagnose med ADHD oftere springer fra behandlingen:

• Behandling med ADHD-medicin kan være mindre veltolereret eller mindre effektivt blandt personer med flere lidelser. 

• Stimulerende behandling er sekundært til andre medicinske behandlinger for bipolar lidelse. Derudover kan stimulerende behandling i sjældne tilfælde forværre psykotiske eller maniske manifesteringer. 

• Klinikere kan være tilbageholdende med at ordinere ADHD-medicin for mennesker, som er misbrugere, fordi de kan også blive misbrugere af ADHD-medicin. 

• Behandling med ADHD-medicin kan være mindre veltolereret eller mindre effektivt blandt personer med flere diagnoser.

”Det kan være nogle af forklaringerne på, at vi hos disse grupper af personer med ADHD og anden diagnose ser et større frafald i forhold til behandling med stimulerende medicin. Årsagen kan både skyldes, at de eller deres forældre selv vælger at gå af behandlingen, eller at deres behandler råder dem til at gøre det,” siger Isabell Brikell.

Voksne stopper oftere behandling end børn og unge

Foruden multiple diagnoser fandt forskerne også, at unge og unge voksne har større sandsynlighed for at stoppe behandling med stimulerende medicin sammenlignet med børn.

Her var sandsynligheden i studiet to-fold forøget.

Forklaringen skal ifølge Isabell Brikell formentlig findes i flere faktorer, som spiller ind:

• Det kan være problemer i forbindelse med overgangen fra at blive tilset på en børne-ungeambulatorium til at blive tilset i et vokseambulatorium. 

• Det kan også skyldes, at unge og unge voksne bestyrer deres egen medicin (i stedet for deres forældre) og kan være mindre tilbøjelige til at tage medicin eller tro, de ikke har brug for den.

• Endelig kan det også skyldes, at personer med ADHD som voksne selv er ansvarlige for at forny deres recepter og hente medicin, hvilket kan være en udfordring for personer med ADHD, som kan muligvis have problemer med at huske at tage medicinen og at hente ny recepter, osv.

Gener øger risiko for behandlingsstop

Endelig fandt forskerne, at genetisk disponering for andre psykiske sygdomme end ADHD også øger sandsynligheden for behandlingsstop – om end kun en smule.

Jo højere genetisk risiko forsøgsdeltagerne havde for depression, bipolar lidelse eller skizofreni, des større var risikoen for, at de stoppede med behandlingen eller skiftede til ikke-stimulerende behandling. Risikoen var endda til stede hos personer, der ikke havde manifestation af disse ekstra psykiske lidelser.

Ydermere fandt forskerne, at genetisk disposition for ADHD eller autisme ikke øgede sandsynligheden for behandlingsstop.

”Det fortæller os noget om de biologiske forskelle, der kan øge sandsynlighed for behandlingsstop ved ADHD. Det er et af vores mest nyskabende fund,” siger Isabell Brikell.

Forskerne fandt ingen sammenhæng mellem sandsynligheden for behandlingstop og forældres socioøkonomiske position samt historik med psykiske lidelser.

Modeller for bedste behandling til den enkelte patient

Resultatet af studiet har forskellige kliniske implikationer.

Isabell Brikell er overbevist om, at behandlerne i Danmark allerede er klar over, at mennesker med mere end én psykisk lidelse kan have flere bivirkninger og tolererer medicin mindre godt og derfor holder et ekstra øje med dem.

”Men studiet viser, at det er vigtigt at holde fokus på, og så belyser det også problemet med behandlingsstop, som stadig er meget højt. Der er fortsat behov for mere forskning i de faktorer, som leder til behandlingstop, og her har vi vist, at genetikken også spiller en rolle. Jo mere vi kender til de forskellige risikofaktorer for behandlingsstop, des lettere bliver det at udvikle modeller til at identificere personer med ADHD i høj risiko. Det er muligt, men det lange perspektiv er, at det kan føre til bedre muligheder for at optimere behandlingen til den enkelte patient allerede fra behandlingsstart,” siger Isabell Brikell.