Kræft og bakterier betragtes nok af de færreste som to sider af samme sag. Når det gælder hudkræftvarianten kutant T-celle-lymfom er det dog netop tilfældet. Selv om bakterierne næppe forårsager kræften, så forstærker de den. Nu er det lykkedes forskere at dæmpe kræften ved at bekæmpe bakterien Staphylococcus aureus i huden. Selvom bakterierne efter en tid vendte tilbage igen, har forsøgene givet håb om at finde metoder til permanent at holde såvel bakterier som kræften i ave.
De er alle vegne. På slimhinder. Indvendigt og udvendigt, fx i næse, mund og på huden, hos næsten hver tredje person lever Staphylococcus aureus – i selskab med alle de andre bakterier. I årtier har netop denne stafylokok-bakterie dog også været mistænkt for at spille en nøglerolle i den sjældne men dødelige hudkræftform kutant T-celle-lymfom, CTCL. En teori, der er understøttet af opdagelsen af, at et flertal af patienter med alvorlig sygdom havde stafylokokker på huden. Nu har en gruppe forskere undersøgt, hvad der sker, hvis man fjerner dem.
”Ved at behandle patienterne i 10 dage med intravenøse antibiotika og efterfølgende oral behandling, lykkedes det os ikke kun at fjerne bakterierne og hæmme symptomerne ved hudkræften. Vi reducerede også andelen af ondartede kræftceller i huden. Desværre dukker bakterierne op igen efter endt behandling, men vi arbejder nu målrettet på dels at finde stoffer, der kan holde bakterierne væk uden at skabe resistens, så vi permanent kan bremse kræften og forøge livskvaliteten hos disse mennesker,” forklarer Lise Lindahl, der læge og ph.d. ved Institut for Klinisk Medicin – Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Pisker på kræften
CTCL er en sjælden lymfekræftsygdom og en undergruppe af non-Hodgkin lymfom – der ofte også omtales som lymfekræft. Hos langt de fleste, der rammes af non-Hodgkin lymfom, er det immunsystemets hukommelse, de såkaldte B-celler, der rammes, mens det hos patienter med CTCL er T-cellerne, der rammes. Deres rolle er at finde og dræbe celler i kroppen, der er blevet ramt af enten en virus eller en bakterie.
”Det har længe været drøftet, om stafylokokkerne spillede en rolle for kræftsygdommen eller blot var en følge af den. Man ved, at stafylokokkerne øger sværhedsgraden af en anden hudlidelse atopisk dermatitis samt at stafylokokkerne udskiller et giftstof – enterotoksin. To nylige undersøgelser viste, at enterotoksin, i hvert fald i laboratoriet, så ud til at kunne få de maligne T-celler til at dele sig hurtigere og dermed blive mere ondartede. Så det ser ud til, at bakterierne er med til at piske på kræftsygdommen,” forklarer professor Niels Ødum fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center på Københavns Universitet, som i fælleskab med professor Lars Iversen fra Aarhus Universitetshospital leder forskningsprojektet.
Forskerne besluttede derfor at undersøge, hvad der skete med kræftsygdommen, hvis de simpelthen fjernede bakterierne ved hjælp af antibiotika. Det gjorde de på otte hårdt ramte mennesker med lymfekræftsygdom. Hos alle var deres hud hårdt ramt af svulster og/eller stærk rødmen. Efter 10 dages intravenøs og to ugers tabletbehandling med bredspektret antibiotika, så forskerne en markant bedring.
”De 10 dages antibiotika udryddede ikke blot stafylokokkerne fra læsionerne i huden på patienterne. Det reducerede også andelen af ondartede T-celler i huden samt de kliniske symptomer af kræften. Så det var ikke blot bakterierne der blev bremset; det gjorde kræften også. Tumorer svandt i størrelse, og den karakteristiske rødmen i huden blev væsentlig mindre,” fortæller Lise Lindahl.
Vil gøre livet mere surt for stafylokokkerne
Desværre vendte stafylokkerne tilbage hos de fleste efter afslutning af antibiotikabehandling – og faktisk den selvsamme klon og dermed også de selvsamme toksiner. Da Staphylococcus aureus findes naturligt hos mange mennesker og findes i omgivelserne alle vegne, var det ikke som sådan overraskende, at bakterierne kom tilbage. Og antibiotikabehandling er da heller ikke en varig løsning.
”Aggressiv antibiotikabehandling er relevant i tilfælde af klinisk alvorlig og livstruende Staphylococcus aureus-infektioner, men livslang aggressiv antibiotikabehandling for at forhindre kolonisering er hverken mulig, da man må forvente, at der opstår resistens, men heller ikke anbefalelsesværdig på grund af risikoen for andre bivirkninger. I stedet har vi nu fokus på at finde andre veje til at forhindre, at stafylokokkerne fyrer op under kræftsygdommen,” forklarer Lise Lindahl.
Den strategi har to ben. Den ene drejer sig om at forsøge at gøre livet mere surt for stafylokokkerne ved at finde stoffer, der forbedrer hudbarrieren. Tumorcellerne overudtrykker forskellige signalmolekyler, såkaldte cytokiner, der ødelægger huden, så sårheling svækkes, og så der ikke dannes et ordentlig hudlag.
”Hud, som er eksponeret overfor cytokiner, giver ideelle vækstforhold for stafylokokkerne, og da de samtidig er med til at drive kræftsygdommen, forstærker de hinandens tilstedeværelse. Hvis patienterne bliver behandlet med nye lægemidler, der kan blokere udskillelsen af cytokiner fra kræftceller eller hvordan de påvirker hudceller, vil huden blive mere modstandsdygtig overfor bakteriel kolonisering, og så har vi løst halvdelen af problemet,” understreger Niels Ødum.
Forskerne er dog ikke kun i gang med at teste bud på at løse første halvdel af udfordringen. Og det andet ben i strategien bliver forfulgt intenst. Her forsøger de at finde stoffer, der kan slå de bakterier ned, der alligevel får etableret sig i kræftlæsionerne.
”Indtil nogen finder en kur for selve kræften, skal vi finde nogle alternativer til antibiotika, som egner sig til permanent brug, dvs. at stofferne ikke skaber resistens og ikke har bivirkninger. Også her har vi gang i nogle meget lovende test, som har vakt stor interesse hos virksomheder, og vi håber indenfor nogle år at kunne afslutte de studier og derefter forhåbentlig tilbyde en behandling, der ikke kun skal forlænge de her menneskers liv, men også livskvaliteten hos dem markant,” siger Niels Ødum.
”Efter at der i årtier har der været mistanke om, at bakterier kan forværre sygdommen, er det nu lykkedes at bevise stafylokokkernes rolle. Det har givet os helt nye våben i kampen mod kræften og viser styrken i et langsigtet og stærkt samarbejde mellem universiteter og hospitaler,” slutter Niels Ødum.
