Danmark har forpligtet sig til at begrænse brugen af bæltefiksering i retspsykiatrien. For at komme i mål med de ambitioner er vi også nødt til at vide, hvad patienter i retspsykiatrien selv tænker om brugen af bæltefiksering. Det har forskere nu spurgt dem om.
I 2002 kiggede Europarådets Torturforebyggelseskomité forbi Danmark, og de var alt andet end begejstret for vores brug af bæltefiksering i retspsykiatrien. Heldigvis har vi som land taget den løftede pegefinger til os og sat os som mål at reducere brugen af bæltefiksering med 50 pct. På den baggrund er der uddelt både forskningsmidler og satspuljemidler til forskning i netop tiltag, der kan være med til at nedbringe brugen af bæltefiksering.
Et af disse tiltag er et forskningsprojekt, som har haft til formål at finde ud af, hvad patienterne i retspsykiatrien egentlig selv tænker om brugen af bæltefiksering. Resultaterne af det forskningsprojekt er for nylig publiceret i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Mental Health Nursing.
Forskningen viser, at de retspsykiatriske patienter typisk har meget svært ved at forstå, hvorfor det har været nødvendigt at benytte bæltefiksering til at få dem til at falde til ro. Dog kan patienterne bedre forstå det, hvis de har haft optrådt aggressivt eller voldeligt i forbindelse med et psykotisk anfald eller vrangforestillinger.
»For at kunne reducere brugen af tvang, herunder bæltefiksering, i retspsykiatrien, er det vigtigt også at forstå patienternes perspektiv. På den måde spiller dette forskningsarbejde ind i en række forskningsprojekter, som har sigte at udvikle interventioner, så vi kan komme i mål med vores ambitioner om at begrænse brugen af bæltefiksering,« fortæller førsteforfatter til det nye studie, Ellen Tingleff, der er lektor og ph.d.-studerende ved Psykiatrien i Region Syddanmark og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Interviewet 20 retspsykiatriske patienter
I sit forskningsarbejde har Ellen Tingleff interviewet 20 restpsykiatriske patienter (4 kvinder og 16 mænd) om deres oplevelser med at blive bæltefikseret.
Personalet på retspsykiatriske hospitaler har mulighed for at bæltefiksere patienter, hvis de vurderer, at patienterne udgør en fare for dem selv eller andre. Bæltefiksering foregår oftest på patientens egen stue, hvor patienten blive spændt fast til sengen med et bælte. Dette skal være i kortest mulighed tid. Personalet kan også fiksere både patientens arme og ben, hvis de finder det nødvendigt. Under bæltefikseringen skal der konstant være en fast vagt til stede.
De patienter, som Ellen Tingleff har interviewet, har været bæltefikseret i alt mellem én time og syv uger.
»Jeg har i min forskning interviewet patienterne og gået i dybden med deres oplevelse og opfattelse af de ting, som ledte op til bæltefikseringen, hvilke situationer der udspillede sig under bæltefikseringen, og hvad de oplevede bagefter,« forklarer Ellen Tingleff.
Patienter deler deres oplevelser op i to grupper
Ellen Tingleffs forskning viser, at patienternes oplevelse af bæltefikseringen afhænger meget af, hvad der er gået forud for fikseringen. Her kan man dele forløbet op i 2 grupper.
• Opfattelsen af at blive uretfærdigt behandlet som optræk til bæltefikseringen. Ellen Tingleff kalder det protest.
• Sygdomsrelateret adfærd, eksempelvis et psykotisk anfald eller vrangforestillinger som optræk til bæltefikseringen.
Kigger vi på det første scenarie, følte patienterne sig ofte uretfærdigt behandlet, allerede inden de blev bæltefikseret.
Denne situation udspillede sig typisk ved, at patienterne blev frustrerede over eksempelvis regler på afsnittet, hvilket resulterede i, at patienterne fik et vredesudbrud.
»Patienterne har ofte haft en opfattelse af, at personalet er nedværdigende og afviser dem. Når patienterne bliver vrede, føler de ikke, at personalet forsøger at forstå deres perspektiv eller få dem til at falde til ro. Når situationen så ikke bliver løst, ender det med, at patienterne bliver bæltefikseret. Det er patienternes oplevelse,« siger Ellen Tingleff.
Patienter laver stille protest
Efter patienterne var blevet bæltefikseret, blev de ved med at protestere over den behandling, de havde modtaget. Det gjorde de med forskellige former for protestadfærd, eksempelvis ved at gøre modstand mod fikseringen, råbe af personalet eller komme med verbale trusler.
Her var det også mange af de psykiatriske patienters opfattelse, at personalet ikke forsøgte af få dem til at falde til ro. Samtidig følte de, at de tilsynsførende læger talte ned til dem under lægebesøgene.
På et eller andet tidspunkt gav patienterne dog op og gik over til i stedet at lave stille protest, hvor de i stedet fulgte personalets spilleregler, men stadig var vrede inden i. Årsagen til denne stille protestadfærd var, at de indså, at de ikke ville komme ud af situationen, før de ændrede adfærd.
»Når de så bliver løsnet fra deres fiksering, fortsætter de den stille protest. De har ikke ændret opfattelse af personalet, men de ved, at hvis de bliver aggressive igen, kan det resultere i endnu en bæltefiksering,« forklarer Ellen Tingleff.
Patienter oplever ikke, at de bliver tilbudt eftersamtale
Efter en bæltefiksering skal patienten tilbydes en samtale, hvor de med personalet kan tale situationen igennem. Ideen er, at de skal forstå, hvorfor de blev bæltefikseret, og hvad de måske kan gøre for ikke at blive det igen.
Problemet er blot, at patienterne ikke oplever, at den samtale finder sted.
»Det er klart, at hvis patienten ikke får en fornemmelse af, at en samtale har fundet sted, så fortsætter de den stille protest. Det er uhensigtsmæssigt på alle måder, men det er desværre også det dominerende mønster i mit materiale,« siger Ellen Tingleff.
Patienter kan bedre forstå bæltefiksering, hvis de har haft et psykotisk anfald
Det andet typiske forløb omkring bæltefiksering af retspsykiatriske patienter sker i forbindelse med eksempelvis psykoser. Ellen Tingleff kalder det for det sygdomsorienterede mønster.
Her er forståelsen af nødvendigheden af bæltefikseringen helt anderledes.
Når patienterne igen er kommet ud af psykosen, er de ofte kede af deres adfærd, og de går ikke gennem det protestmønster, som var karakteristisk for den anden type forløb.
De føler også, at personalet opfører sig omsorgsfuldt over for dem, og de erindrer typisk også, at der har været en god eftersamtale bagefter.
»I de her tilfælde går patienterne ikke rundt med den her stille protest inden i sig, og deres opfattelse omkring forløbet er helt anderledes,« forklarer Ellen Tingleff.
Ellen Tingleff fortæller, at hendes forskning ikke skal stå alene, men at det spiller ind i en række forskningsprojekter, som har til formål at undersøge, hvordan antallet og varigheden af bæltefikseringer kan reduceres.
I den sammenhæng er en forståelse af patienternes oplevelser og deres nuancering af oplevelserne vigtige at forstå, hvis forskere skal kunne udvikle de redskaber, som skal bringe brugen af bæltefiksering ned med 50 pct.
Artiklen "Forensic psychiatric patients' perceptions of situations associated with mechanical restraint: A qualitative interview study" er publiceret i International Journal of Mental Health Nursing. Lektor Ellen Tingleff modtog i 2015 støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet "Reduction of mechanical restraint in forensic psychiatry - Patient and relatives' perceptions and perspectives on mechanical restraint in forensic psychiatry."