Livmoderfibromer er ikke-kræftagtige tumorer, der påvirker op til 70% af kvinder, og de har længe været et medicinsk mysterium. Genetikere er nu i samarbejde med kliniske eksperter dykket ned i fibromernes komplekse verden og afsløret de underliggende årsager til dem og potentielle behandlinger. Forskning bekræfter ikke kun de kendte risikofaktorer, men afslører også 22 nye genetiske loci, der er forbundet med livmoderfibromer. Overraskende viser studiet en sammenhæng mellem kvinders muskelmasse og risikoen for at udvikle fibromer, hvilket udfordrer tidligere teorier. Resultaterne baner både vejen for en dybere forståelse af dette udbredte, men ofte oversete sundhedsproblem samt ny målrettet terapi.
Livmoderfibromer har længe været en forvirrende bekymring for millioner af kvinder verden over. Disse knuder, der ingen kræft indeholder, vokser inde i livmoderen og påvirker et enormt antal kvinder. Nogle skøn antyder, at op til 70% oplever fibromer på et tidspunkt i deres liv. På trods af deres godartede karakter har livmoderfibromer stor effekt på kvinders liv, og for omkring 5-25% af alle kvinder resulterer de i alvorlige smerter, anæmi forårsaget af kraftig blødning og fertilitetsproblemer i nogle tilfælde.
"I årevis har vi ikke haft nogen særlig videnskabelig forståelsede underliggende årsager og mekanismer for livmoderfibromer, hvilket har efterladt mange hårdt ramte unge kvinder med begrænsede behandlingsmuligheder. Flere af dem vælger grundet smerterne at få fjernet deres livmoder ved kirurgi. Vi gennemførte en genomundersøgelse af en stor gruppe kvinder for at opnå en dybere indsigt og identificerede 22 nye genloci, der er forbundet med livmoderfibromerne. Det kaster lys over de genetiske grundlag for denne meget almindelige tilstand," forklarer Eeva Sliz, postdoc ved Research Unit of Population Health ved University of Oulu i Finland.
Neddykkelse i de genetiske faktorer
Forskning i livmoderfibromer har stået på i årevis. Disse vækster, også kendt som leiomyomer eller myomer, men på trods af deres udbredte forekomst forbliver den præcise årsag til livmoderfibromer uklar. Hormoner, især østrogen og progesteron, menes at bidrage til deres vækst. Imidlertid kaster den seneste fremskridt inden for genforskning nyt lys på sagen.
"Indtil for nylig har genetikken af livmoderfibromer fokuseret på genetiske ændringer, der sker i løbet af et liv. Men den nye forskning peger på, at etniske grupper varierer i, hvor almindeligt dette er, og at de gener, du arver fra dine forældre, sandsynligvis påvirker denne risiko markant. Vores undersøgelse havde til formål at kigge nærmere på de genetiske faktorer, der bidrager til livmoderfibromer ved hjælp af de banebrydende nye teknikker inden for computerbiologi."
Forskningsmetoden, der blev brugt, er baseret på en massiv datasæt, der omfatter genetisk information fra op til 426.558 kvinder i Europa via FinnGen-projektet og FibroGENE-konsortiet. De data muliggør en omfattende undersøgelse af de genetiske faktorer, der bidrager til modtageligheden over for livmoderfibromer. Studiet kombinerede de genetiske metoder - såkaldte genome-wide association studies and Mendelian randomisation analysis.
"Denne metode kan hjælpe med at fastslå, om en bestemt faktor, såsom en bestemt livsstil eller medicin, forårsager et specifikt sundhedsproblem, som fx en sygdom. Grundlæggende hjælper det os med at fastslå, om noget blot synes at være forbundet, eller om en ting faktisk fører til en anden."
Potentielle mål for fremtidige terapeutiske indgreb
Forskerne skannede det komplette menneskelige genom for at identificere genetiske varianter, der var forbundet med livmoderfibromer. Ud over de 50 tidligere kendte identificerede studiet 22 nye genetiske loci, der er forbundet med livmoderfibromer. De 72 loci var alle forbundet med forskellige biologiske processer, herunder udvikling, vækst og cellulær aldring, naturlige biologiske processer forbundet med aldring og vævsskader.
"Ved at analysere det massive datasæt håber vi at identificere nogle tidligere ukendte genetiske markører, der er forbundet med livmoderfibromer. Og det gjorde vi, men studiet afslørede overraskende, at en genetisk disposition til øget fedtfri masse var tydelig forbundet med en højere risiko for livmoderfibromer. Især gener, der medvirker til at regulere udvikling af glatte muskelceller, ser ud til at være involveret i udviklingen af livmoderfibromer."
Generne hører til biokemiske processer i den såkaldte CDKN1A-cyklus, hvilket antyder en forbindelse mellem muskelvævsbiologi og livmoderfibromer.
"Den herskende opfattelse har ellers været, at overvægt var forbundet med en højere risiko for at udvikle livmoderfibromer. Så vores fund udfordrer i den grad dette, da vi slet ikke så, at der ikke er en årsagsmæssig forbindelse mellem overvægt og fibromer. I stedet blev der fundet en årsagsmæssig forbindelse til fedtfri masse."
En anden overraskelse var, at selvom tidligere forskning fokuserede mere på somatiske mutationer - mutationer der udvikler sig i løbet af livet - pegede den nye undersøgelse i retning af, at det er arvelige genetiske faktorer, der bidrager til livmoderfibromer.
"Dette åbner nye veje for at forstå livmoderfibromer og på sigt behandle de kvinder, der lider af dem. Vores fund udvider ikke kun kendskabet til de genetiske veje forbundet med livmoderfibromer, men giver også potentielle mål for fremtidige terapeutiske indgreb. Vi håber, at vores forskning vil føre til udvikling af mere effektive behandlinger - så man kan undgå kirurgisk fjernelse af livmoderen og dermed forbedre livskvaliteten for de kvinder, der er berørt af denne ekstremt almindelige tilstand," konkluderer Eeva Sliz.
