Gener, du bliver tyk af, men som holder dig sund

Sundhed og velvære 7. nov 2017 3 min Professor Ruth Loos Skrevet af Morten Busch

Mange sætter lighedstegn mellem fedme og dårlig sundhed, og selv om der ofte er sammenfald, tyder ny forskning på, at det ikke er fedmen i sig selv, der gør dig usund. Genforsker Ruth Loos har fundet gener, der beskytter folk mod at udvikle hjerte-kar-sygdomme og diabetes, selvom de samtidig får folk til at tage på i vægt.

Interesseret i Sundhed og velvære? Vi kan holde dig opdateret helt gratis

På verdensplan er 39 % af befolkningen overvægtige eller kraftigt overvægtige, og ca. 2,8 % af verdens økonomiske ressourcer går til at behandle overvægtige. Ny forskning viser dog, at fedmeepidemien måske skal tackles anderledes, da fedme ikke har én enkelt årsag og heller ikke altid fører til dårlig sundhed. Ruth Loos fra Icahn School of Medicine i New York er en af de forskere, hvis resultater bekræfter dette.

"Vi har identificeret et af de første gener, som øger kropsfedtmassen, men beskytter mod type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Da vi kiggede nærmere, fandt vi, at genet, kaldet IRS1, ikke kun bestemmer mængden af fedt, der lagres i kroppen, men også, præcis hvor det lagres."

IRS1 fremmer fedtopbevaring lige under huden. Det er der, hvor fedt ideelt set bør opbevares, hvorimod fedtopbevaring mellem organerne er metabolisk skadeligt. Efter at have opdaget IRS1 har Ruth Loos og hendes kollega Tuomas Kilpelainen fra Novo Nordisk Fondens Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet fortsat jagten i det menneskelige genom efter flere gener, der fører til sund fedme.

"Vi har screenet det menneskelige genom og identificeret yderligere 90 sunde fedme-gener. Vi arbejder hårdt på at forstå deres underliggende biologi. Foreløbig tyder meget på, at generne påvirker binyrebarken, leveren og fedtcellerne, men det kræver flere studier at komme til bunds i det. Jeg er dog overbevist om, at generne vil hjælpe os til bedre at finde sammenhænge mellem fedme og hjerte-kar-sygdomme."

Mindre er mere

Ud over Ruth Loos 'særlige interesse for sunde fedmegener har hendes team arbejdet i mange år for at identificere gener, som påvirker kropsvægt generelt, uanset hvordan de påvirker andre sygdomme.

"Vi har fundet mere end 300 gen-regioner, der er forbundet med fedme. Generne i de her regioner peger samlet set på, at hjernen er et nøgleorgan til styring af kropsvægt. Den største udfordring er derfor at identificere, præcis hvilke gener der er fedmefremkaldende i hver af disse kromosomale regioner, da de jo oftest har flere gener."

For at løse den udfordring har hun valgt at fokusere sin forskning på at finde genetiske varianter placeret i exonerne – dvs. de kodende dele af generne, som cellen omsætter til proteiner og enzymer.

De her kodende varianter er typisk meget sjældne, men når de er der, ændrer de oftest genets funktion. Så hvis vi finder en sammenhæng mellem en sådan kodningsvariant og fedme, kan vi være ret sikre på, at der er en sammenhæng mellem genændringen og fedmen.

Små brikker i fedme-puslespillet

I sit løbende arbejde med konsortiet GIANT (Genetic Investigation of Anthropometric Traits) har Ruth Loos identificeret 14 kodende varianter forbundet med Body Mass Index, hvoraf den ene er en kodningsvariant i MC4R, et gen, der kontrollerer vores appetit.

"Kun 1 ud af 5.000 mennesker bærer denne her variant, men når de har den, fungerer MC4R ikke, og de vejer derfor – i gennemsnit – 7 kg mere i forhold til andre med et funktionelt MC4R-gen."

Ruth Loos påpeger dog, at en sund livsstil fortsat er nøglen til at forhindre vægtøgning.

Vi ved, at vores tilbøjelighed til at tage på i vægt ikke kun afhænger af miljømæssige og livsstilsmæssige faktorer, som kost og fysisk aktivitet. Der er også genetiske faktorer, der bestemmer, hvordan folk reagerer på deres egen livsstil.

Personlige behandlinger udfordrende

Ifølge Ruth Loos reagerer nogle mennesker hurtigere på en fed kost, fordi de er mere genetisk modtagelige end dem, der kan spise meget uden at tage noget som helst på i vægt. Så en differentieret tilgang er også nødvendig.

I de seneste år har vi set en øget interesse for personlig medicin. I forbindelse med behandling af fedme kan patientens genetiske data have stor betydning for, hvordan sundhedspersonale skal tilpasse en vægttabsbehandling for at opnå optimale resultater.

Faktisk er der allerede vægttabsmedicin i udvikling, der gør netop det. Men da de fleste genetiske mutationer er meget sjældne, vil stofferne kun være effektive hos nogle få individer. Dette gør udviklingen af personlige behandlinger meget udfordrende.

"Dette bør dog ikke få os til at betvivle betydningen af den genetiske forskning. Hovedårsagen til, at vi søger efter de her fedmegener, er at få ny indsigt i selve biologien bag kroppens regulering af vægt. Når vi forstår biologien, kan vi også nemmere identificere nye lægemiddelmål, " slutter Ruth Loos.

Ruth Loos holdt oplægget ”Genes that make you fat but keep you fit” på Copenhagen Bioscience Conferences i oktober 2017. Copenhagen Bioscience Conferences er et initiativ støttet af Novo Nordisk Fonden. Artiklen ”Obesity” blev offentliggjort i Nature Reviews i juni 2017. 

Genetic Epidemiology Our primary research interests focus on the identification of genes and genetic loci contributing to the risk of obesity and rela...

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020