Øjenlågsapraksi er en neurologisk tilstand, der forhindrer frivillig åbning af øjnene. Selvom den ofte ses hos patienter med slagtilfælde, ved man meget lidt om den. Nu har forskere ved at sammenligne hjerneskanninger fundet unikke mønstre, der viser, at de fleste øjenlågsapraksi-relaterede læsioner opstår i et særligt område af hjernens højre halvdel. Metoden og den nye viden kan potentielt udvide forståelsen af hjernens netværksforbindelser og dens betydning for studiet af andre neurologiske tilstande.
For de fleste mennesker er det at åbne øjnene den mindste selvfølgelighed og indsats i verden. For mennesker, der rammes af øjenlågsapraksi, mister man helt evnen til frivilligt at åbne øjnene. Det sker faktisk for overraskende mange, og det påvirker op til 5-6% af patienter med alvorligt slagtilfælde, og der er en generel forekomst i befolkningen på 59 pr. million, men den neurale basis for tilstanden er ukendt, hvilket kan have konsekvenser.
”Det sker, at læger fejlagtigt tror, at disse mennesker med slagtilfælde er i en form for koma, mens de i virkeligheden blot ikke kan åbne deres øjne. Da aktivering er afgørende for genopretning efter et slagtilfælde, kan dette forsinke rehabiliteringen. Derfor besluttede vi at forsøge at kortlægge, hvad der forårsager, at disse patienter bliver påvirket, så vi bedre kan identificere tilstanden og forhindre misforståelser omkring bevidsthedsniveauet hos disse mennesker,” fortæller overlæge og lektor Daniel Kondziella fra Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet i København.
Prioriterer relevante stimuli blandt mange forskellige
For at løse gåden bag de ufrivilligt lukkede øjne – øjenlågsapraksi - analyserede forskerne hjernerne fra 27 patienter med øjenlågsapraksi efter slagtilfælde og sammenlignede dem med en kontrolgruppe på 20 patienter med afasi – manglende evne til at tale og/eller forstå - samt 45 patienter med hemiballisme – ukontrollerbare bevægelser som kontrolgrupper. Begge tilstande opstår også hyppigt efter slagtilfælde, så forskerne håbede på den måde at kunne finde dem, der var helt specifikke for apraksien.
”Vi brugte en teknik, der hedder Lesion Network Mapping – hvor man via magnetisk resonans-skanninger (MRI) kan identificere funktionelt forbundne hjerneområder, der er påvirket af bestemte læsioner – eller skader i hjernen. På den måde kan man få et tydeligere billede af, hvilke hjernenetværk der er involveret i forskellige neurologiske lidelser," fortæller Pardis Zarifkar, der er ph.d. på fra Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet i København.
Læsioner blev kortlagt ved at sammenligne med en meget præcis standard – et hjerneatlas skabt via MRI-data fra 966 raske voksne i Harvard Dataverse. Forskernes analyse viste, at de fleste læsioner forbundet med øjenlågsapraksi opstod i højre hjernehalvdel – mens fx personerne med afasi havde dem i venstre side, og på trods af en relativ stor anatomisk heterogenitet, pegede skaderne klart et sted hen.
”Netværksundersøgelsen peger på, at skaderne sker i den forreste og bageste del af hjernens såkaldte insula-område, der i øvrigt er ansvarlig for vores adfærdsreaktioner på stimuli ved at opdage, filtrere og prioritere relevante stimuli blandt de mange konkurrerende input, man får i løbet af en dag.”
Vigtigt ikke at gå galt i byen
Det at kunne kontrollere at åbne og lukke øjenlågene frivilligt kræver, at forskellige dele af nervesystemet og øjenmusklerne skal arbejde sammen. For at bevæge øjenlågene skal to muskler, orbicularis oculi og levator palpebrae superioris, begge være aktive. Derudover hjælper en muskel – den såkaldte Müllers tarsale muskel - med at løfte øjenlåget. Da hjernens insula er ansvarlig for både følelser, smag, sult og kropsbevidsthed, virker linket mellem øjenlågsåbning og insula overbevisende.
”Det er måske ikke nødvendigvis det, som vi a priori havde forventet, men det er ligesom der, hvor man af sådan ren mavefornemmelse ville tænke, at de ting kunne være involveret. Insula er jo afgørende for beslutningstagning. Derfor er vi heller ikke sådan, at vi bliver fuldstændig blæst omkuld af overraskelse over koblingen af insula til frivillig øjenåbning,” forklarer Daniel Kondziella.
Den nye viden fører ikke til en ny form for rehabilitering af mennesker med øjeåbningsapraksi, da tilstanden ofte forsvinder efter nogle dage hos mennesker med slagtilfælde, men det er vigtigt at være opmærksom på, at det man tror er koma, faktisk er noget helt andet, og kan være særdeles væsentligt.
”Koma er en tilstand, som kræver udredning og klarhed og en diagnose, så på den måde er det vigtigt ikke at gå galt i byen, og i stedet fastslå, at det handler om øjeåbningsapraksi. Og det er klart, at jo mere du taler til disse patienter, jo mere bliver de stimuleret, og jo mere de kommer op at sidde i stedet for at ligge i sengen og bliver mobiliseret, desto mere hjælper du hjernen til at reorganisere netværk, så kroppen kommer til at fungere igen.”
Kan måske gavne behandlingen af andre tilstande
Ligeså vigtigt som den nye viden om øjeåbning, er den nye erfaring med brugen af læsionsnetværkskortlægning som metode. Metoden kan bruges til at studere hjernens funktionelle organisation. Den muliggør at koble specifikke skadede områder af hjernen og observere de resulterende ændringer i adfærd eller funktion på en måde, der ikke tidligere har været mulig.
”Ved at vurdere, hvordan disse læsioner påvirker forskellige kognitive eller motoriske funktioner, kan vi bedre drage slutninger om hjernens netværksforbindelser og forstå, hvilke regioner der er afgørende for specifikke opgaver. Det hjælper med at afsløre ikke kun funktionen af individuelle hjerneområder, men også deres interaktioner inden for neurale netværk og derfor vores forståelse af hjernens komplekse arkitektur," siger Pardis Zarifkar.
Derfor kan forskningen i øjenåbningsapraksi vise sig at være til fordel for forståelsen af andre tilstande.
”Der er gode paralleller til andre 'koma-lignende tilstande' som kognitiv motorisk dissociation (CMD), hvor vi har patienter, der er fuldstændig lammet i deres motoriske output. De kan ikke klemme en hånd, stikke tungen ud og lignende. Når du sætter dem i en særlig type scanner, viser de stadig frivillig hjerneaktivitet som respons på spørgsmål. Det er vigtigt, at vi i fremtiden finder disse patienter og forsøger at genoprette kommunikation. Der er stadig lang vej, men her giver den nye metode os vigtig viden for at komme videre," konkluderer Daniel Kondziella.
