Et nyt studie med mere end 337.000 børn vender op og ned på et velkendt billede af hjernens tidlige udvikling. Fostre, der senere får epilepsi, autisme eller intellektuel funktionsnedsættelse, havde i gennemsnit en anelse større hoveder midt i graviditeten. Resultatet flytter noget af opmærksomheden fra fødslen tilbage til hjernens vækst i graviditeten.
En graviditetsskanning er normalt et øjebliksbillede. Lægen eller jordemoderen måler fosterets hoved og krop for at vurdere vækst og opdage større misdannelser her og nu – ikke for at sige noget om barnets hjerne flere år senere.
Men hvad nu, hvis nogle af de helt almindelige mål alligevel rummer tegn på hjernens tidlige kurs?
Det har danske forskere undersøgt ved at koble rutinemæssige skanninger midt i graviditeten med landsdækkende registre over diagnoser hos børn. Studiet handler ikke om at forudsige diagnoser hos gravide, men om at forstå, om cerebral parese, epilepsi, autisme og intellektuel funktionsnedsættelse kan have tidlige aftryk før fødslen.
Da børnene blev fulgt videre gennem registrene, viste målingerne noget andet end forventet.
“De fostre, der senere får en af de her diagnoser, har faktisk lidt større hoveder midt i graviditeten. Det er overraskende, for hopper man 20 uger frem til fødslen, så er det netop de små hoveder, der er det farlige tegn på en underudviklet hjerne. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at et mindre hoved hos fosteret i uge 20 ser ud til at være forbundet med lavere risiko,” fortæller læge og forsker Mads Langager Larsen fra Center for Føtalmedicin på Rigshospitalet.
Forskningen er offentliggjort i Paediatric and Perinatal Epidemiology.
Fra rutineskanning til diagnoser i barndommen
Forskerne brugte de almindelige mål fra skanningen: hovedets bredde, den såkaldte biparietale diameter, hovedomfanget, maveomfanget og lårbenets længde. De beregnede også fosterets vægt og kunne dermed sammenligne kraniets størrelse med kroppens øvrige vækst.
Derefter koblede forskerne målingerne til danske registre over diagnoser og fulgte børnene frem til udgangen af 2022. Dermed kunne de holde et øjebliksbillede fra midten af graviditeten op mod kliniske diagnoser mange år senere.
I alt fik 13.414 børn, svarende til fire pct., mindst én af de fire diagnoser, som indgik i studiet: cerebral parese, epilepsi, intellektuel funktionsnedsættelse eller autisme. Knap 70 pct. var drenge. I analyserne tog forskerne blandt andet højde for barnets køn, mors BMI, mors uddannelsesniveau og rygning under graviditeten.
“I Danmark har vi et nationalt skanningsprogram, som næsten alle gravide takker ja til, og vi kan koble skanningerne til registre med alle diagnoserne. Det er der ikke mange andre steder i verden, man kan, og når man arbejder med så sjældne diagnoser, er der virkelig brug for så store datasæt,” siger Mads Langager Larsen.
Et signal så lille, at kun et stort datasæt kan afsløre det
Når diagnoserne blev analyseret hver for sig, skilte især epilepsi, intellektuel funktionsnedsættelse og autisme sig ud. Børn med de diagnoser havde i gennemsnit haft en lidt større biparietal diameter – altså hovedets bredde fra side til side – ved skanningen i andet trimester. Ved epilepsi hang også et større hovedomfang sammen med en højere risiko. Det var ikke størrelsen på forskellen, der gjorde resultatet vigtigt, men retningen.
Ifølge Mads Langager Larsen var forskellen i hovedets bredde gennemsnitligt omkring 0,14 millimeter.
“Det er så små forskelle som tykkelsen af et stykke papir, og derfor kan man absolut ikke bruge det til at sige noget om det enkelte barn. Men når vi har så mange skanninger, kan vi se et signal på befolkningsniveau, og det kan vi bruge til at sige noget om, hvornår de her forstyrrelser opstår,” forklarer Mads Langager Larsen.
Mens kraniets størrelse pegede i en uventet retning, fulgte kroppen et mere velkendt mønster. Et større maveomfang og en højere anslået fostervægt var forbundet med lavere risiko for intellektuel funktionsnedsættelse. Det passer bedre med det, man allerede ved om hæmmet fostervækst og senere sårbarhed. Derfor var det især målingerne af hovedet, der overraskede.
Et kortere lårben var derimod forbundet med en højere risiko for både cerebral parese og epilepsi. Hoved og krop fortalte altså ikke nødvendigvis den samme historie i andet trimester.
Det gør resultatet bemærkelsesværdigt: Ved skanningen fulgte hovedmålingerne ikke det mønster, man kender fra fødslen, hvor et lille hoved kan være tegn på en underudviklet hjerne og en dårligere prognose.
Et nyt tegn i et forskningsfelt uden enkle svar
Ifølge Mads Langager Larsen tyder resultatet på, at en del af årsagen til udviklingsforstyrrelserne skal søges allerede i andet trimester, hvor hjernen er i rivende udvikling. Her dannes nervecellerne, vandrer ud til deres plads og begynder at danne de tidlige forbindelser, som senere skal bære hjernens funktion. Hvis væksten følger en anderledes rytme, kan det måske være et tegn på, at hjernen er på en anden kurs – længe før barnet får symptomer eller en diagnose.
Resultatet trækker opmærksomheden væk fra selve fødslen som det afgørende tidspunkt for mange udviklingsforstyrrelser. Fostervæksthæmning og lille hoved ved fødslen har længe været forbundet med senere sårbarhed. Men midt i graviditeten kan billedet være mere sammensat, og et enkelt mål ved fødslen fortæller ikke nødvendigvis hele historien om hjernens udvikling før fødslen.
Det betyder ikke, at diagnoserne kan forudsiges ved graviditetsskanningen, eller at studiet viser, om nogen af forstyrrelserne kan forebygges.
Tidligere studier har heller ikke peget entydigt i samme retning. Flere mindre undersøgelser har ikke fundet en klar sammenhæng mellem fostermål midt i graviditeten og senere funktion, mens andre har koblet større fostervægt eller hovedmål til bedre udviklingsmål senere i barndommen. En del af forskellen kan skyldes, at tidligere studier ofte har målt tidlige udviklingstests, IQ eller skolefærdigheder, mens det nye studie følger børnene frem til kliniske diagnoser.
Studiet afgør derfor ikke spørgsmålet alene. Men det giver resultatet større vægt, fordi forskerne kan følge mere end 337.000 børn fra fosterlivet til barndommen. Samtidig kan det ikke forklare, om de større hovedmål afspejler hurtigere hjernevækst, en ændret vækstrytme eller andre processer i graviditeten.
“Vi har nu fundet, at der er en forskel, men ikke hvor i hjernen den ligger. Næste skridt er at bruge de mange skanninger, vi har, til at se på hjernens struktur i 3D i anden og tredje trimester, så vi kommer dybere end blot en afstand mellem ørerne eller et hovedomfang. På sigt kan det måske pege på, hvilke strukturer der udvikler sig anderledes, og hvad man eventuelt kan gøre ved det,” siger Mads Langager Larsen.
