Nanopartikler, der frigives fra kræftceller til blodet, kan blive et nyt værktøj til at stille mere præcise diagnoser og målrette behandlingen af mennesker med kræft i hjernen. Metoden kan identificere tumorer mere præcist på en minimalt invasiv måde og samtidig gøre det muligt for læger at følge, hvordan sygdommen udvikler sig over tid, siger forsker.
Glioblastom er den mest aggressive form for primær hjernekræft, og udsigten for patienterne er stadig i dag virkelige ringe.
Fem år efter diagnosen er kun 6,8 pct. af patienterne i live, og den typiske patient lever blot 12 til 18 måneder.
Nu peger en ny undersøgelse på, at en blodprøve kan give lægerne noget, de mangler i dag: muligheden for løbende at følge sygdommen gennem et behandlingsforløb.
Metoden går ud på at isolere såkaldte ekstracellulære vesikler fra patientens blod og analysere de molekyler, som kræftcellerne har pakket ind i dem. Vesiklerne fungerer som små informationspakker, der frigives fra cellerne og cirkulerer rundt i kroppen.
“Ekstracellulære vesikler er små nanopartikler, som vores celler frigiver til kropsvæskerne. De bærer spor af det, der foregår inde i cellerne, og derfor kan vi bruge dem til at følge sygdommens udvikling i realtid. Den egenskab gør dem unikke som værktøj til at overvåge glioblastom over tid,” fortæller en af forskerne bag studiet, adjunkt Vineesh Indira Chandran fra Klinisk Institut på Aarhus Universitet.
Forskningen er offentliggjort i Brain, Clinical Cancer Research og NPJ Precision Oncology.
En blodprøve kan måske erstatte nogle indgreb i hjernen
I dag kan læger være nødt til at åbne kraniet og tage en vævsprøve fra selve tumoren for at finde ud af, hvilken tumortype der er tale om, og hvilken behandling der formentlig vil virke bedst.
Det er dog en invasiv procedure, som kan medføre blødninger, infektioner og lækage af cerebrospinalvæske – den væske, som omgiver hjernen og rygmarven. Hos nogle patienter er tumoren desuden vanskelig eller umulig at nå sikkert med en biopsi.
En vævsprøve giver desuden kun et statisk billede af en tumor, der kan ændre sig markant i løbet af sygdomsforløbet. Det betyder, at de mest aggressive områder af kræften kan blive overset.
Samtidig kan det være vanskeligt at afgøre, om behandlingen virker, eller om sygdommen fortsætter med at udvikle sig.
MR-skanninger kan heller ikke altid skelne mellem reel sygdomsforværring og såkaldt pseudoprogression, hvor tumoren ser ud til at vokse på skanningen uden faktisk at gøre det. I nogle studier er fejlraten opgjort til op mod 30 pct.
“Når vi anvender invasive teknikker som diagnostik, kommer de med en lang række kirurgiske risici, som vi ikke har, når vi i stedet analyserer vesiklerne i blodet. Samtidig er en vævsprøve svær at gentage gennem et behandlingsforløb, hvorimod blodprøver kan tages flere gange over tid og vise, hvordan tumoren ændrer sig,” forklarer Vineesh Indira Chandran.
Det første spor dukkede op i blodet
I et tidligere studie har Vineesh Indira Chandran og kollegaer vist, at niveauet af proteinet syndecan-1 på ekstracellulære vesikler i blodplasma kan adskille patienter med glioblastom fra patienter med mere godartede typer af gliom.
Analysen kunne med høj præcision skelne patienter med glioblastom fra patienter med mindre aggressive former for sygdommen.
Studiet viste samtidig, at syndecan-1 kunne afsløre, hvor meget tumor der var tilbage efter operation. Dermed opstod muligheden for at bruge vesiklerne som mere end et diagnostisk værktøj.
Opdagelserne fremhæves i det nye review, som samler resultater fra en lang række studier. På tværs af studierne tegner der sig det samme billede: Vesiklerne kan blive en vigtig måde at holde øje med glioblastom gennem blodprøver.
“I det tidligere studie kiggede vi på syndecan-1 alene. Vi viste, at niveauet af dette ene molekyle på vesiklerne kan adskille en patient med aggressivt glioblastom fra en patient med mindre aggressiv sygdom. Det var det første klare tegn på, at metoden kunne fungere, og det er det, vi nu arbejder videre på,” uddyber Vineesh Indira Chandran.
Nu begynder det svære arbejde
Et enkelt molekyle som syndecan-1 kan dog ikke fange den fulde kompleksitet af glioblastom. Forskellige områder af den samme tumor kan nemlig være biologisk forskellige.
Næste skridt er derfor at kombinere flere markører fra vesiklerne frem for at basere sig på ét enkelt molekyle.
Et sådant panel kan både fortælle, hvilken type glioblastom patienten har, og vise, hvordan tumoren reagerer på behandling over tid.
“Ét enkelt molekyle vil ikke kunne give en fyldestgørende repræsentation af tumorens kompleksitet. Vi bliver nødt til at kigge på en kombination af flere molekyler, hvis vi vil have et tilstrækkeligt præcist billede af, hvordan sygdommen udvikler sig. Det er en af de næste, vigtige milepæle i arbejdet,” siger Vineesh Indira Chandran.
Målet er at kunne følge tumoren gennem en blodprøve
Teknologien skal nu testes i større patientgrupper, før den kan tages i brug på hospitalerne. Lignende blodprøver til patienter med glioblastom udvikles samtidig flere steder i verden.
Vineesh Indira Chandrans forskergruppe deltager blandt andet i et multicenter-biomarkørstudie med mere end 500 patienter i Indien og Slovenien.
Vesiklerne er desuden interessante i mange andre sygdomme, fordi de frigives af stort set alle kroppens celler og derfor kan afsløre tegn på mange forskellige sygdomme.
De undersøges blandt andet som diagnostiske værktøjer i Alzheimers sygdom, Parkinsons sygdom og en lang række kræftformer ud over glioblastom.
“Klinisk validering er helt afgørende, før vi kan bruge ekstracellulære vesikler til at hjælpe med at styre behandlingen af den enkelte patient. Hvis det går godt, kan vi være cirka fem år fra at se de første anvendelser i klinikken, og måske endda hurtigere,” siger Vineesh Indira Chandran.
