Standard medicinske tests kan effektivt diagnosticere tilstande som diabetes og hjertesygdomme, mens mentale sundhedstilstande stadig er svære at diagnosticere, fordi biologiske markører til at måle dem mangler. Et nyt pilotstudie tyder på, at dette snart kan ændre sig. Forskere undersøgte små kemiske - også kalder epigenetiske - ændringer på overfladen af DNA - blandt børn, der deltog i familiesamtaleterapi for overlevende fra Kosovo-krigen i 1998-1999. Mange kvinder fra denne krig oplever posttraumatisk stress-syndrom, hvilket påvirker deres familier. Gennem terapiforløb hjalp et uddannet personale børnene med at forstå deres mødres angst og depression. Resultaterne af de samtale kan bane vejen for brugen af biomarkører i psykologi og belyse, hvordan terapi i første omgang kan afhjælpe traumepåvirkning som fx en krig.
Læger kan bruge blodsukker til at diagnosticere og overvåge diabetes, blodtryk til at spotte hjertetilstande og proteiner i urinen til at kigge eftter leversygdomme. Men hvad med biomarkører for mentale sundhedstilstande?
"Der er virkelig ingen gode biologiske markører for mentale lidelser," siger medforfatter Line Hjort, humanbiolog og epigenetiker ved Københavns Universitet.
En pilotundersøgelse offentliggjort i Brain and Behavior tyder dog på, at biomarkører for mentale sundhedstilstande nu kan være på vej. Forskere identificerede nemlig ændringer i epigenomet – systemet der styrer, hvilke gener der tændes og slukkes – blandt børn før og efter familiesamtaleterapi.
"Selvom større studier vil være afgørende for at fastslå, om biomarkørerne viser sig at være pålidelige, viser epigenetik et 'overraskende' potentiale for psykologien, et felt der længe har manglet objektive biologiske målinger," siger Line Hjort.
Gruppens resultater har også konsekvenser for, hvordan effekterne af traumepåvirkning lagres i kroppen, siger forskerne – og hvordan samtaleterapi muligvis kan bryde denne videreførsel.
Traumer og samtaleterapi
Samtaleterapi undervurderes ofte i forhold til andre mentale sundhedsinterventioner som fx medicin, uddyber Line Hjort, – især på grund af manglen på biologiske markører, som kan bruges som bevis for både tilstandens tilstedeværelse og behandlingens effekt.
For flere år siden kontaktede en non-profit organisation i Kosovo forskere i Danmark og Australien for at undersøge, om epigenetik kunne give samtaleterapeuter den biomarkør, de har ledt efter. Line Hjort forklarer: “De sagde, 'Er der ikke nogen molekylær eller biokemisk måde, vi kan måle mennesker med angst eller posttraumatisk stresslidelse på og afgøre, om de er syge?'”
Kosovos Rehabiliteringscenter for Torturofre (KRCT) tilbyder mental sundhedsbehandling til overlevende fra Kosovo-krigen i 1998 og 1999, hvor jugoslaviske tropper begik krigsforbrydelser mod etniske albanere. I dag, 25 år senere, lever mange kvinder, der oplevede seksuel vold under krigen, stadig med posttraumatiske stresslidelser – som også kan påvirke deres familier.
Som en del af epigenetik-studiet tilbød uddannet personale ved KRCT familiesamtaleterapi til kvinder, der overlevede seksuel vold under krigen, samt til deres børn og partnere.
Gennem 10 sessioner i 2021 og 2022 guidede KRCT-personalet samtaler om hver af familiernes dynamik, dagligdag og eventuelle problemer, de stod overfor, fortæller Line Hjort. Da børnene i undersøgelsen varierede i alderen fra omkring 5 til 18 år, skulle samtalerne om mødrenes mentale helbred håndteres varsomt.
I stedet for at diskutere selve traumet hjalp KRCT-personalet med at forklare børnene, at “måske har mor noget angst eller depression – uanset hvad hendes symptomer på posttraumatisk stresslidelse er – og det er ikke hendes skyld. Hun oplevede noget traumatisk,” forklarer Line Hjort om samtalerne.
Blod og genetiske bogmærker
For at lede efter fysiske beviser på terapiens effekt indsamlede forskerne blodprøver fra 30 børn, der deltog i familieterapien: en måned før behandlingen begyndte, for at etablere en basislinje, og en anden runde efter terapien var afsluttet. Yderligere 32 børn fungerede som kontrolgruppe – de og deres familier modtog den samme behandling, blot forsinket med flere måneder. Begge grupper af børn var ens i alder, kønsfordeling og det område, de boede i.
Line Hjort satte sig for at analysere ændringer i børnenes epigenom – det konstant skiftende system af molekylære kemiske bogmærker kaldet methyl-grupper, der angiver, hvilke gener der tændes og slukkes. Vores DNA er “som en kogebog,” forklarer Line Hjort. “Du kan have en opskrift på noget, men alle de små noter, du skriver i marginerne for at huske at gøre dette og hint, er det, der virkelig får det til at fungere. Det er epigenetik.”
Line Hjort og hendes samarbejdspartnere sekventerede børnenes epigenomer ved hjælp af en “platform, der undersøger næsten en million steder på tværs af hele genomet,” siger hun.
Line Hjort forklarer, at hun typisk studerer epigenetik i forhold til sygdomme som diabetes, hvor interventioner som medicin eller livsstilsændringer ofte anses for at have stærkere fysiologiske effekter end psykiske lidelser og samtaleterapi.
"For at være ærlig, troede jeg ikke, vi ville observere mange epigenetiske forskelle mellem børn af mødre med PTSD under graviditeten og mødre uden PTSD," siger Hjort. "Jeg tog virkelig fejl."
Den forskel 1% gør
Til sin overraskelse fandt Line Hjort markante forskelle mellem cortisolniveauerne hos børn, der havde modtaget familieterapi, og dem, der ikke havde, og samtidig var der beskedne ændringer i de epigenetiske signaturer – fra 1 til 10% forskel i methylering, hvilket er en markant forskel i epigenetiske studier.
Dog skal resultatet tages med et gran salt, siger Line Hjort. Da epigenetiske studier undersøger så mange steder på tværs af genomet, har forskere brug for store prøvestørrelser for at være sikre på, at de mønstre, de identificerer, ikke skyldes tilfældigheder. “Man ville måske have brug for 1.000 deltagere,” før man kan drage endelige statistiske konklusioner, uddyber hun.
Studier af den størrelse har dog en stor omkostning, tilføjer hun. Hver epigenomanalyse koster nemlig omkring 3000 kr.
Alligevel var det interessant at undersøge nærmere, hvor disse forskelle i epigenetisk methylering af DNAet var hos de børn, der modtog terapi, og dem, der ikke gjorde, og hvad kunne de betyde?
Gen forbundet med traumeresiliens
Forskerne identificerede et gen kaldet HM13. HM13 menes at spille en vigtig rolle i fosterudviklingen og er blevet forbundet med begrænset vækst af fosteret og stress i moderkagen under graviditeten. De forskerne kiggede nærmere på tidligere undersøgelser, der har involveret voksne med svær mental sygdom, så de, at forskelle i methylering af HM13 var forbundet med barndomstraumer, især seksuelt misbrug. Da epigenetiske markører kan nedarves fra forældre til børn, kunne dette tyde på, at terapi måske kan nedsætte en evt. nedarvet traumepåvirkning.
Line Hjort fortæller, at flere af de andre steder med forskellige methyleringsmønstre desværre ikke er ligeså velbeskrevne. "I de fleste tilfælde ved vi ikke, hvad disse DNA-sektioner koder for, hvis overhovedet noget, eller hvordan methylering kan påvirke deres aktivitet."
“Methyleringsændringer betyder ikke noget, hvis de ikke ændrer genekspressionen, og vi ved ikke, hvor meget methyleringsændring der svarer til ændring i genekspression. Det er ikke en til en.”
Line Hjort forklarer, at fremtidige studier også skal undersøge, hvor længe methyleringsændringer forårsaget af terapi varer. Om den nye biologiske signatur holder i dage, uger, måneder eller år efter terapien er slut, er uklart. “Og en 1% methyleringsændring – betyder det overhovedet noget? Over et helt liv, måske,” slutter Line Hjort.
