ADHD med adfærdsforstyrrelser ser ud til at være influeret af de samme genetiske varianter som generel aggressiv adfærd.
Et nyt forskningsarbejde har kortlagt den genetik, der ligger til grund for ADHD med adfærdsforstyrrelser.
Forskningen viser, at tre gener ser ud til at disponere for en diagnose med begge lidelser.
Samtidig viser forskningen også, at ADHD med adfærdsforstyrrelser på det genetiske plan ligger meget tæt op ad genetikken for generel aggressiv adfærd.
Ifølge en af forskerne bag forskningsarbejdet kan resultatet været med til at afstigmatisere en diagnose med adfærdsforstyrrelser.
"Det peger på, at den aggressive adfærd, som er karakteristisk for personer med adfærdsforstyrrelser, langt hen ad vejen skyldes den samme genetik, som er involveret i aggression hos børn uden denne diagnose. Man kan sige, at personer med adfærdsforstyrrelser har fået for mange genetiske varianter for aggressiv adfærd. Den opdagelse kan måske bruges til lidt bedre at forstå den aggressive adfærd i personer med adfærdsforstyrrelser, da denne altså rent biologisk ser ud til at være forårsaget af de samme mekanismer som generel aggression," fortæller lektor Ditte Demontis fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.
Forskningen er offentliggjort i Nature Communications.
Adfærdsforstyrrelser er en alvorlig diagnose
Selvom mange nok ikke er bekendt med tilstanden adfærdsforstyrrelser, er det en meget alvorlig diagnose.
Diagnosen er betegnelsen på en børnepsykiatrisk lidelse, og børn, som lider af adfærdsforstyrrelser, er meget udadreagerende. De har øget tendens til at være voldelige og har lavere empati. De kan for eksempel blive ved med at slå på andre børn, selv efter de ligger ned, mobbe andre og mishandle dyr. Diagnosen øger også risikoen for at blive diagnosticeret med dyssocial personlighedsforstyrrelse (tidligere kendt som psykopati) som voksen.
I det nye studie ønskede Ditte Demontis sammen med sine kollegaer at undersøge den genetiske baggrund for en komorbid diagnose med ADHD og adfærdsforstyrrelser, altså når begge diagnoser forekommer hos den samme person.
"Vi ser højere komorbiditet blandt nogle børnepsykiatriske sygdomme, og omkring to pct. af alle børn har både ADHD og adfærdsforstyrrelser. Derfor giver det god mening at lave en kortlægning af den bagvedliggende genetiske komponent, da det potentielt kan hjælpe rigtig mange børn på længere sigt, hvis vi får et bedre indblik i biologien bag diagnoserne. Det har vi gjort i det her studie," forklarer Ditte Demontis.
Tre steder i arvemassen disponerer for ADHD med adfærdsforstyrrelser
I studiet har Ditte Demontis sammen med sine kollegaer analyseret genetisk data fra 3.800 personer diagnosticeret med ADHD og adfærdsforstyrrelser samt genetisk data fra 31.300 kontrolpersoner.
Derefter er forskerne gået på jagt i det genetiske materiale for at identificere genetiske varianter, som øger risikoen for den komorbide diagnose. Forskerne ledte mere præcist efter, om specifikke genetiske varianter oftere var til stede i datamaterialet hos personerne med diagnoserne end hos kontrolpersoner. Det peger på en genetisk sammenhæng.
Data kom fra syv kohorter, herunder den velansete danske iPSYCH-kohorte og seks andre europæiske kohorter.
Resultatet af undersøgelsen viser, at varianter tre steder i arvemassen er associeret med øget risiko for at få ADHD med adfærdsforstyrrelser.
Forskerne inkluderede desuden genetiske data fra en kinesisk kohorte, og ved denne analyse kunne de bekræfte, at specielt en genetisk variant på kromosom 11 ser ud til at disponere for ADHD med adfærdsforstyrrelser.
"Det er bestemt ikke sådan, at hvis man har den genetiske variant, så udvikler man ADHD med adfærdsforstyrrelser. Den øger kun risikoen en smule. Det er den samlede mængde af mange risikovarianter i arvemassen, som tilsammen leder til, at man udvikler ADHD med adfærdsforstyrrelser. Det vil sige, at vi kun har identificeret toppen af isbjerget i dette studie. Vi kan dog bruge resultatet til at få en bedre indsigt i de biologiske signalveje, som kan være involveret i en diagnose, og på den lange bane at finde nye lægemidler til behandling af tilstandene," forklarer Ditte Demontis.
Stort sammenfald mellem aggressiv adfærd og adfærdsforstyrrelser
Forskerne kiggede også på den polygene arkitektur, hvilket svarer til at se på arvemassen i et helikopterperspektiv.
I den del af forsøget sammenlignede forskerne deres resultater med resultater fra tidligere studier af den genetiske baggrund for aggressiv adfærd blandt børn, som ikke har fået stillet en diagnose med ADHD og/eller adfærdsforstyrrelser.
Da forskerne sammenlignede den polygene arkitektur mellem de to datasæt, fandt de en korrelation på 0,81. Det betyder i lægmandstermer, at der er et forholdsvist stort sammenfald. Er tallet 0, er der overhovedet intet sammenfald, mens datasættene har 100 pct. sammenfald, hvis tallet er 1.
"Vi kan se, at der er et stort overlap mellem den genetik, der influerer generel aggressiv adfærd, og den genetik, som ligger til grund for ADHD med adfærdsforstyrrelser. Det vil sige, at langt hen ad vejen er det den samme genetik," siger Ditte Demontis.
