Lidt mere kalium reducerede atrieflimren med en tredjedel

Menneskers sundhed 22. okt 2026 10 min Clinical Professor of Cardiology and Senior Consultant in Cardiology at the Heart Centre Henning Bundgaard Skrevet af Morten Busch

Læger reagerer især, når kalium bliver for lavt eller for højt. Men blandt 1.200 patienter med hjertesygdom blev en lille stigning inden for normalområdet fulgt af 35 procent lavere risiko for alvorlige atrieflimren-relaterede hændelser. Resultatet peger på en mulig ny vej til at forebygge en meget almindelig rytmeforstyrrelse – og rejser spørgsmålet, om det, vi kalder normalt, altid er det samme som optimalt.

Interesseret i Menneskers sundhed? Vi kan holde dig opdateret helt gratis

De fleste blodprøver kommer med et normalområde. Ligger tallet inden for det, er der som regel mindre grund til bekymring. Men kroppen følger ikke nødvendigvis så skarp en grænse mellem normalt og unormalt.

For mennesker med et sårbart hjerte kan selv en lille forskel inden for normalområdet for kalium vise sig at have betydning. I et forsøg med 1.200 patienter med hjertesygdom løftede forskerne niveauet af kalium i blodet mod den øvre ende af normalområdet. Forskellen blev i gennemsnit blot 0,3 mmol/L – men risikoen for alvorlige atrieflimren-relaterede hændelser var 35 procent lavere.

Perspektivet rækker dermed ud over kalium alene. Et normalområde fortæller ikke nødvendigvis, hvor risikoen er lavest. POTCAST flytter spørgsmålet fra, om kalium er normalt, til hvor i normalområdet det er mest gunstigt at ligge for mennesker med et sårbart hjerte.

“Det, vi begynder at se, er, at normalt kalium måske ikke bare er normalt. Du kan godt ligge inden for normalområdet og alligevel ligge et sted, som ikke er det bedste for hjertet,” forklarer Henning Bundgaard, overlæge i hjertesygdomme i Hjertecentret på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet.

“I den første del af studiet (POTCAST) så vi på de store, alvorlige og ofte livstruende rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene – dem, man kan besvime af, få hjertestop af eller falde død om af. Nu ser vi på atrieflimren, som rammer rigtig, rigtig mange, især når man kommer op i årene. Det er ikke lige så farligt her og nu, men fordi så mange får det, og på grund af langtidseffekterne, har det stor betydning.”

Når normalt kalium måske ikke er optimalt

Atrieflimren opstår, når den normale elektriske styring af hjertets forkamre bryder sammen. I stedet for at trække sig regelmæssigt sammen begynder forkamrene at flimre hurtigt og ukoordineret. Hos nogle mærkes det som hjertebanken eller åndenød, hos andre næsten ikke – men tilstanden kan øge risikoen for blandt andet blodprop i hjernen og hjertesvigt.

“Vi er blevet rigtig gode til at behandle atrieflimren, når den først er der. Men vi er ikke nær så gode til at forhindre, at den overhovedet opstår, og mange patienter ender derfor med at have brug for gentagne behandlinger,” siger Henning Bundgaard.

Her er kalium interessant, fordi mineralet er en helt grundlæggende del af hjertets elektriske maskineri. Hvert hjerteslag bygger på, at elektrisk ladede ioner, blandt andet kaliumioner, bevæger sig ind og ud af hjertemuskelcellerne.

“Kalium er jo helt centralt for hjertets elektriske aktivitet. Hvis niveauet bliver for lavt, bliver cellerne mere ustabile, og så bliver det lettere at udløse rytmeforstyrrelser,” forklarer Henning Bundgaard.

“Atrieflimren skyldes jo ikke bare kalium. Der er masser af andre ting, der spiller ind. Men kalium er en af de ting, der har betydning for, hvor elektrisk stabilt hjertet er.”

Mistanken var gammel – men årsagen var ikke bevist

Mistanken om en positiv effekt af et højere kaliumniveau har eksisteret længe, men forskellige typer data har ikke givet samme svar. Befolkningsstudier har vist, at mennesker med lavt kalium oftere udvikler atrieflimren, og et dansk studie med kontinuerlig rytmeovervågning fandt i 2025 mere end dobbelt så høj forekomst under perioder med for lavt kalium. Et nyere genetisk studie fandt derimod ikke støtte for en enkel direkte årsagssammenhæng.

“Det er jo problemet med observationsstudier. Bare fordi to ting følges ad, ved man ikke, om man kan ændre risikoen ved at ændre den ene. Det er derfor, man er nødt til at lave et randomiseret forsøg.”

Læger har traditionelt været mere bekymrede for, at kalium bliver for højt. Men resultaterne fra POTCAST har fået Bundgaard til at se anderledes på tallene.

“Hvis du er hjerterask, betyder kaliumniveauet nok ikke ret meget. Men hvis du har et sårbart hjerte, betyder det noget, hvor inden for normalområdet du ligger. Jeg ville tidligere på det bestemteste have ment, at en patient med et kalium på 3,8 eller 4,0 mmol/L lå fint. Men vi viser bare noget andet: Du skal højere op.”

At mange ligger relativt lavt inden for normalområdet, kan også hænge sammen med kosten. Bundgaard peger på, at mere forarbejdet mad har forskudt balancen mellem kalium og natrium.

“Vi får mere og mere forarbejdet mad. Der tilsættes natrium blandt andet for smag og holdbarhed, mens man mister kalium, jo mere maden bliver processeret. Så vores indtag er blevet skævt.”

Men hverken kostvaner, blodprøver eller observationsstudier kunne afgøre, om risikoen faktisk ville ændre sig, hvis kalium blev hævet. Derfor måtte forskerne ændre niveauet og lade lodtrækningen afgøre resten.

Lodtrækningen skulle skille sammenhæng fra årsag

For at komme videre fra sammenhæng til årsag brugte forskerne POTCAST-forsøgets 1.200 deltagere. Alle havde hjertesygdom og en indopereret hjertestøder – en ICD eller CRT-D, der kan registrere og behandle alvorlige rytmeforstyrrelser – og alle havde ved starten et kalium på højst 4,3 mmol/L. De havde altså ikke nødvendigvis kaliummangel, men lå i den lave eller midterste del af normalområdet.

“Det afgørende er jo, at vi ved lodtrækning deler dem i to grupper. Så tager vi patienter, der i udgangspunktet ligner hinanden, og hæver kalium hos den ene gruppe. Så kan vi faktisk se, om det gør en forskel,” forklarer Henning Bundgaard.

De 1.200 deltagere blev ved lodtrækning delt i to lige store grupper. Den ene fortsatte med almindelig behandling. Hos den anden forsøgte lægerne at løfte kalium til 4,5–5,0 mmol/L med kostvejledning, kaliumtabletter, en mineralokortikoidreceptor-antagonist – som får nyrerne til at udskille mindre kalium – eller en kombination. Forsøget tester dermed en strategi, der hæver kalium, ikke kalium som isoleret behandling.

“Det er egentlig et meget enkelt spørgsmål: Hvis vi tager mennesker, der ligger helt normalt i kalium, og flytter dem lidt højere op inden for normalområdet, gør det så en forskel?”

Forsøget var oprindeligt designet til at undersøge alvorlige rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene, men atrieflimren indgik som et på forhånd planlagt sekundært spørgsmål. Forskerne målte ikke hvert anfald af atrieflimren, men kliniske hændelser af atrieflimren, der førte til eksempelvis indlæggelse, elektrisk konvertering, ablation, ændring af medicin eller et uhensigtsmæssigt ICD-stød.

“Vi kiggede på, om vi blev nødt til at gøre noget undervejs: Skulle medicinen reguleres? Skulle patienten ind til en ablation? Skulle vi gøre noget andet? Det var sådan set hård klinik – hårde endepunkter – vi målte på.”

Et åbent forsøg – men hændelserne blev vurderet blindt

Patienterne blev fulgt i godt tre år. Forsøget var åbent, så både patienter og behandlere vidste, hvilken gruppe de tilhørte. De mulige atrieflimren-hændelser blev efterfølgende vurderet af to uafhængige hjertelæger, som ikke vidste, hvilken gruppe den enkelte patient tilhørte.

“Det er selvfølgelig en styrke, at de læger, der bagefter vurderede hændelserne, ikke vidste, hvilken gruppe patienterne var i. Men forsøget var jo stadig åbent, og noget af det, vi måler på, afhænger af, hvad lægen vælger at gøre. Så den usikkerhed er der stadig,” fortæller Henning Bundgaard.

Statistisk tog forskerne samtidig højde for, at nogle deltagere kunne dø, før de nåede at få en atrieflimren-relateret hændelse.

“Det er langt stærkere end bare at se på, om lavt kalium og atrieflimren følges ad. Men det er ikke det sidste ord. Analysen var planlagt, men det præcise sammensatte endepunkt var ikke lagt helt fast fra starten, så det skal selvfølgelig bekræftes.”

En lille ændring i kalium gav markant færre alvorlige hændelser

Behandlingen flyttede kun kalium lidt. Efter opjusteringen lå interventionsgruppen i gennemsnit 0,3 mmol/L højere end kontrolgruppen. Alligevel skilte grupperne sig tydeligt ad gennem de følgende år.

“Noget af grunden til, at vi også kiggede på atrieflimren, var sikkerhed. Hvis vi reducerede de farlige rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene, men samtidig fik mere atrieflimren, skulle vi selvfølgelig opdage det. Og så ser vi i stedet en så markant effekt,” siger Henning Bundgaard.

Efter en median opfølgning på 3,3 år havde 48 af de 600 patienter i gruppen med højere kalium fået en alvorlig atrieflimren-relateret hændelse mod 73 af 600 i kontrolgruppen. Det svarer til 8,0 mod 12,2 procent – eller omtrent 42 færre patienter med en hændelse per 1.000 behandlede, når man ser på de rå andele. Den absolutte forskel var altså godt fire procentpoint; i den statistiske analyse svarede det til en 35 procent lavere relativ risiko.

“Hvis det her havde været et nyt lægemiddel fra en medicinalvirksomhed, ville man forvente, at aktiekursen steg. Men det her er velkendt behandling, lige til at tage ned fra hylden – og det koster mindre end fem kroner om dagen.”

Forskellen gik igen på tværs af flere typer hændelser

Forskellen skyldtes ikke én enkelt type hændelse. Hospitalisation med elektrisk konvertering forekom hos 27 patienter i kaliumgruppen mod 40 i kontrolgruppen. Akutte indlæggelser på grund af atrieflimren med ændring af medicinen eller et uhensigtsmæssigt ICD-stød forekom hos henholdsvis 9 og 15, mens 9 mod 12 blev indlagt til ablation. Yderligere 3 mod 6 måtte begynde behandling med det kraftige antiarytmikum amiodaron.

“Det, jeg synes er betryggende, er, at det ikke bare er én enkelt type hændelse, der trækker resultatet. Tallene peger sådan set i samme retning hele vejen igennem. Men der er for få hændelser til, at vi kan sige noget sikkert om hver enkelt for sig.”

Det sidste er vigtigt. Ingen af de enkelte komponenter nåede alene statistisk sikkerhed; det var det samlede endepunkt, der gjorde. Forsøget viste heller ikke nogen sikker forskel i dødelighed.

“Det, vi kan sige, er, at der var færre alvorlige atrieflimren-relaterede hændelser. Vi har ikke vist færre dødsfald, og vi har heller ikke målt hvert eneste anfald af atrieflimren,” understreger Henning Bundgaard.

Omkring en tredjedel havde haft atrieflimren før forsøget. Signalets retning var også gunstig blandt patienter uden tidligere kendt atrieflimren – men den analyse kan ikke afgøre sikkert, om behandlingen faktisk virker bedre hos dem end hos patienter, der allerede havde atrieflimren.

“Hvis vi koncentrerer os om dem, som ikke havde haft atrieflimren før, ser vi faktisk en endnu større effekt. Hos mennesker, der har noget med hjertet, er atrieflimren ofte en del af sygdomsbilledet – og får man lidt mere kalium, ser risikoen ud til at være lavere,” siger Henning Bundgaard.

Fra en blodprøve til en mulig ny vej til forebyggelse

Før fundet kan få betydning for behandlingen, er det vigtigt at se, om andre data peger samme vej. I hovedanalysen af POTCAST var risikoen for det primære samlede endepunkt – blandt andet alvorlige rytmeforstyrrelser, ICD-behandling, indlæggelse for arytmi eller hjertesvigt og død – 24 procent lavere i gruppen med højere kalium.

“Det interessante er jo, at vi ser det samme billede flere steder. Først så vi færre af de alvorlige rytmeforstyrrelser fra hjertekamrene, og nu ser vi også et signal på atrieflimren.”

Samtidig steg kalium beskedent i store randomiserede hjertesvigtsstudier som RALES, EPHESUS, EMPHASIS-HF og FINEARTS-HF hos patienter, der fik mineralokortikoidreceptor-antagonister.

“De studier var jo ikke lavet for at undersøge kalium. Men når man går tilbage og kigger på dem, er det interessant, at den samme type medicin både hæver kalium og ser ud til at reducere atrieflimren,” siger Henning Bundgaard.

Måske var højere kalium ikke en bivirkning – men en del af virkningen

Efter POTCAST gik forskere derfor tilbage til eksisterende data for at undersøge, om kalium kunne være en del af en virkning, man tidligere især havde forklaret med andre mekanismer.

“De har jo altid sagt, at de her lægemidler blandt andet virker på fibrosen i hjertet, mens det højere kalium mere blev set som en bivirkning. Og så kommer vi og siger: Måske skal kalium ikke primært ses som en bivirkning, men som en virkning. Da de bagefter gik tilbage og kiggede i deres egne data, så ser det også ud til at holde dér,” forklarer Henning Bundgaard.

Hvis fundet kan bekræftes i bredere patientgrupper, kan kalium blive en påvirkelig risikofaktor, som læger kan forsøge at optimere, før atrieflimren kræver ny medicin, indlæggelse eller et indgreb. Men før et sådant fund kan blive til behandling, skal det både efterprøves og nå frem til patienterne, påpeger Henning Bundgaard.

“Det er supervigtigt at være konservativ. Man skal ikke hoppe på enhver ny idé, bare fordi den ser lovende ud. Men derfor er det også interessant, når andre forskere bagefter går tilbage til deres egne data og ser det samme signal.”

Henning Bundgaard kalder det et ‘implementation gap’:

“Der kan gå op mod ti år fra et studie viser sådan noget her, til det bliver indført. Og så kan man jo spørge, hvor mange patienter der i mellemtiden får atrieflimren eller et dårligere liv, fordi vi ikke gør noget – eller er for bange for at gøre noget.”

“Det interessante er, at vi måske kan påvirke selve miljøet, som atrieflimren opstår i. Vi behøver ikke nødvendigvis vente på næste anfald og så behandle det. Måske kan vi gøre hjertet mindre tilbøjeligt til at komme ud af rytme.”

Det næste spørgsmål er, hvor bredt resultatet gælder

POTCAST kan endnu ikke fortælle, om strategien bør bruges bredt. Deltagerne var en særlig gruppe: alle havde hjertesygdom og ICD eller CRT-D, medianalderen var 64 år, og fire ud af fem var mænd. Derfor skal det testes, om samme princip holder hos mennesker med atrieflimren uden en indopereret defibrillator – og hos mennesker, der endnu aldrig har haft atrieflimren.

“Det næste spørgsmål er jo, om det her kun gælder vores højrisikopatienter, eller om det er noget mere generelt. Det kan vi ikke sige ud fra POTCAST. Det er man nødt til at teste,” understreger Henning Bundgaard.

Og selv om interventionen er enkel, betyder resultatet ikke, at mennesker med atrieflimren selv bør begynde at tage kalium. For meget kalium kan også forstyrre hjertets elektriske aktivitet, og både nyrefunktion og anden hjertemedicin påvirker, hvor sikkert det er at hæve niveauet.

“Budskabet er jo ikke, at alle skal gå ud og spise kaliumtabletter. Men vi viser, at en meget lille ændring i kalium ser ud til at kunne gøre en ret stor forskel. Hvis det også holder i bredere grupper, så er perspektivet stort.”

POTCAST begyndte med nogle få tiendedele på en blodprøve. Tilbage står et større spørgsmål: Kan risikoen ændre sig, allerede inden for det, vi kalder normalområdet?

“Det interessante er jo, om kalium er det eneste eksempel. Måske er der andre værdier, som vi i dag bare kalder normale, hvor det faktisk betyder noget, hvor inden for normalområdet man ligger,” slutter Henning Bundgaard.

Henning Bundgaard is Clinical Professor of Cardiology at the University of Copenhagen and senior consultant at Rigshospitalet. He has been a driving f...

Udforsk emner

Spændende emner

Dansk
© All rights reserved, Sciencenews 2020