Irske munke, vikingebosættere og arkæologiske spor fortæller forskellige historier om, hvem der først nåede Færøerne. Nu føjer 40 fuldt sekventerede færøske genomer endnu et spor til historien: Dagens befolkning har genetiske rødder i både Skandinavien og det nordvestlige Europa – og blandingen kan være sket, før deres forfædre overhovedet nåede øerne.
Færøerne, en afsides øgruppe i Nordatlanten, har i dag mere end 54.000 indbyggere. Men præcis hvem der først bosatte sig på øerne – og hvornår – har været uklart i århundreder.
Forskere, der sekventerer færøske genomer for at finde genetiske varianter knyttet til sygdomme, har nu også fundet spor af denne tidlige historie. Resultaterne, der er præsenteret i eLife, peger på genetiske forbindelser til både Skandinavien og det nordvestlige Europa – men også på, at den velkendte fortælling om, hvem der kom først, måske er for enkel.
Disse resultater er “blot begyndelsen på dette projekt”, siger medforfatter Fernando Racimo, lektor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i evolutionær og økologisk genetik. “Med bare 40 genomer kunne vi allerede nå ganske langt. Men der er tusindvis af genomer på vej.”
Sporene peger på vidt forskellige tidspunkter
Flere sygdomme er mere udbredte blandt færinger end blandt befolkningen i store dele af det europæiske fastland, herunder multipel sklerose, type 2-diabetes og inflammatorisk tarmsygdom. FarGens rekrutteringsdata tyder også på, at ankyloserende spondylitis, en kronisk betændelsessygdom, der især rammer rygsøjlen, kan være mere udbredt, selv om det endnu ikke er bekræftet i egentlige epidemiologiske undersøgelser. Livsstilen kan spille en rolle, siger Racimo, men genetiske varianter, der er blevet almindelige i den historisk set lille befolkning, kan også have betydning.
I århundreder var Færøerne relativt isolerede, og i 1700-tallet talte befolkningen kun omkring 4.000 mennesker. I små befolkninger kan tilfældigheder gøre bestemte genetiske varianter usædvanligt almindelige – en af grundene til, at forskerne begyndte at sekventere færøske genomer.
Men de samme genomer kunne også kaste lys over et langt ældre mysterium: Hvor kom de første færinger fra, og hvornår ankom de?
I det 9. århundrede skrev den irske astronom og munk Dicuil, at irske eremitter havde boet på øerne i omkring et århundrede, før de blev drevet bort af norske pirater. Dicuils kilde? En “troværdig mand”, som havde hørt historien fra sin lærer. Tre hundrede år senere fortalte Færeyinga Saga – Færingesagaen – om Grímr Kamban, en mand med et nordisk fornavn og et gælisk efternavn, der bosatte sig på øerne omkring Harald Hårfagrs tid.
Fåre-DNA rykker historien flere århundreder tilbage
Brændt byg og gammelt fåre-DNA bevaret i sedimenter fra damme tyder på, at mennesker havde bragt landbruget til øerne allerede i det 5. århundrede – flere hundrede år før den bosættelse, sagaen beskriver.
For at se, hvordan nutidens færøske afstamning passer ind i denne historie, fuldsekventerede forskerne genomerne fra 40 frivillige fra hele øgruppen. De blev udvalgt ved hjælp af slægtsregistre, der går tilbage til omkring 1650. Derefter sammenlignede forskerne deres cirka 3 milliarder DNA-bogstaver med genomer fra nutidige befolkninger rundt om i verden.
De sammenlignede også de færøske genomer med 616 gamle europæiske genomer fra de seneste 3.000 år med særligt fokus på Nord- og Vesteuropa. Fordi gammelt DNA ofte er ufuldstændigt, brugte forskerne imputation – en metode, der ved hjælp af sandsynligheder udfylder hullerne.
“Det gjorde det muligt for os at forbinde gamle befolkninger med nutidens færinger,” siger Racimo. “Vi kan se, at nutidens færinger har stærke genetiske forbindelser både til nordeuropæiske vikingelignende befolkninger og til nordvesteuropæiske keltelignende befolkninger.”
Genomerne peger mod både nord og vest
Nutidens færinger har omtrent lige store andele af genetisk ophav knyttet til Skandinavien i jernalderen og vikingetiden og til gamle vesteuropæiske befolkninger, blandt andet i Storbritannien.
Genomerne rummer dermed spor fra begge sider af den gamle fortælling – den skandinaviske og den gæliske – uden at afgøre, hvem der nåede øerne først.
“Det betyder dog ikke, at færingerne stammer direkte fra vikinger eller keltiske folk,” understreger Racimo. “Det er stadig uklart, hvornår befolkningen ankom til øerne.”
Færøske levn fra det 17. og 18. århundrede har allerede næsten den samme blanding af genetisk ophav som mennesker, der bor på øerne i dag. Ét ældre genom ser dog meget anderledes ud.
“Der er ét gammelt færøsk genom – det ældste, vi har – der ser ganske anderledes ud,” siger Racimo. “Det er 800 år gammelt og stammer fra et kirkested på Suðuroy, den sydligste af Færøerne. Det genom har langt stærkere genetiske forbindelser til nordvestlige europæere end til skandinaviske befolkninger.”
Et 800 år gammelt genom komplicerer billedet
I analysen var denne person næsten udelukkende knyttet til vesteuropæisk ophav. Men én person kan ikke fortælle historien om en hel befolkning – han kan ganske enkelt være kommet til Færøerne udefra.
En mulighed er, at mennesker med genetiske forbindelser til nordvestlige europæiske befolkninger ankom før de senere skandinaviske bosættere. Men der er også en anden mulighed, som ændrer bosættelseshistorien mere grundlæggende: De to befolkningsgrupper kan allerede have blandet sig, før mennesker nåede Færøerne.
“Vi ser også, at de to befolkningsgrupper måske ikke først mødtes på øerne – der kan være kommet mennesker dertil, som allerede havde blandet ophav,” siger Racimo.
Da forskerne forsøgte at datere denne blanding, pegede genomerne overraskende langt tilbage – til før den historisk dokumenterede bosættelse på Færøerne. Estimaterne er usikre, understreger Racimo, men de stemmer med muligheden for, at de mennesker, der ankom til øerne, allerede havde blandet ophav.
“En anden mulighed er, at bosættelsen fandt sted langt tidligere, end man hidtil har antaget.”
Isolationen har sat spor i det færøske genom
De første 40 genomer afslørede ikke én bestemt genetisk variant, der kunne forklare den højere forekomst af inflammatorisk tarmsygdom eller type 2-diabetes – eller den mulige overrepræsentation af ankyloserende spondylitis, som FarGens rekrutteringsdata tyder på. En af de stærkeste kendte genetiske risikofaktorer for ankyloserende spondylitis, HLA-B27, var heller ikke mere udbredt end i de europæiske befolkninger, forskerne sammenlignede med.
Så hvis sygdommen virkelig er mere udbredt på Færøerne, ser forklaringen ud til at ligge et andet sted.
Jagten på sygdomsvarianter har måske endnu ikke givet et svar, men andre dele af genomet bar spor af en anden historie: hvordan generationer af færinger muligvis har tilpasset sig livet på øerne.
Mange af de stærkeste genetiske tegn på naturlig selektion gik igen i britiske genomer og stammer sandsynligvis fra tiden før bosættelsen på Færøerne. Men ét signal skilte sig særligt ud hos færingerne: et område omkring genet SLC10A1.
“Vi fandt et signal, der er særligt for den færøske befolkning, omkring SLC10A1, som spiller en rolle for optagelsen af fedt og D-vitamin,” forklarer Racimo.
Mørke vintre og en anderledes kost kan have formet genomet
Det gør genet interessant i en befolkning, der historisk har levet gennem mørke nordlige vintre på en kost rig på marine fødevarer og animalsk fedt. Men det genetiske signal kan ikke i sig selv fortælle forskerne, hvad der har drevet udviklingen.
“Historisk har meget af kosten på øerne været baseret på fåretalg, hvalspæk og torskelever,” siger han.
Forskerne fandt også større genetisk variation omkring laktasepersistens – evnen til fortsat at fordøje mælk efter barndommen – end i den britiske sammenligningsgruppe.
En mulighed er, at mælk og mejeriprodukter kom til at spille en mindre rolle, efter at færingernes forfædre bosatte sig på øerne, så fordelen ved at kunne fordøje mælk hele livet blev mindre. Men i en lille befolkning kan tilfældigheder alene skabe et lignende mønster.
De 40 genomer er kun første fase i et samarbejde mellem forskere ved Københavns Universitet, FarGen-initiativet ved Færøernes Universitet og bioteknologivirksomheden VariantBio.
“Når man normalt forsøger at koble forekomsten af en bestemt sygdom til en bestemt genetisk variant, har man brug for titusindvis af genomer,” siger Racimo.
Mere end 3.500 færinger – omkring 6,5 % af befolkningen – har nu doneret prøver til næste fase. Det bør give forskerne langt bedre muligheder for at finde genetiske varianter, der er forbundet med sygdom, og måske også for at rekonstruere øernes fortid mere detaljeret.
For de første genomer har allerede gjort én ting klart: Historien om, hvem der først nåede Færøerne, kan være mere kompliceret, end sagaerne og de arkæologiske spor antyder.
