Giraffer udviser en række forskellige pletmønstre, hvilket har rejst videnskabelige spørgsmål om deres genetiske diversitet og en potentiel klassifikation som forskellige arter. Ny forskning undersøger giraffers afstamning og afslører et kompliceret slægtstræ med markante genetiske forskelle mellem giraffer forskellige steder. Denne variation tyder på flere arter, men det skaber udfordringer for bevaringsindsatsen. At anerkende flere arter kan måske klargøre den genetiske diversitet, men kan også øge risikoen for indavl i de mindre grupper. Undersøgelsen understreger derfor vigtigheden af at genoverveje klassifikationen af giraffer og konsekvenserne af det.
Siden 2016 har forskere diskuteret, om variationen i giraffers pletter er et tegn på noget dybere – fundamentale genetiske forskelle mellem populationer, der måske kan retfærdiggøre, at de betragtes som forskellige arter.
Ny forskning, offentliggjort i Current Biology, kigger nærmere på giraffers afstamning – og forklarer, hvordan nogle girafpopulationer har fået deres karakteristiske pletter. Giraffernes slægtstræ er lidt indviklet, og opdelingen mellem de forskellige foreslåede arter er ikke så skarp som tidligere antaget, siger medforfatter til artiklen Rasmus Heller, populationsgenetiker ved Københavns Universitet.
”Ideen om, at vi måske – eller måske ikke – taler om hele fire arter, har mange konsekvenser for bevaringsindatsen,” fortæller Rasmus Heller.
Find forskellen
Giraffer fra forskellige regioner i Afrika har tydeligt mindre kosmetiske forskelle. Giraffer i Tanzania har mørke pletter med takkede kanter som bugterne i en sø, mens giraffer fra det sydlige Afrika har lysere, mere kantede mønstre. Imens har flokke i Kenya skarpe, geometriske pletter, der passer sammen som brikkerne i et patchwork-tæppe. ”Den skiller sig virkelig ud,” understreger Rasmus Heller. Ossikonerne, giraffens hornlignende hovedudsmykning, adskiller sig også en smule, tilføjer han.
Indtil for nylig var zoologiske haver ikke så omhyggelige med at adskille giraffer baseret på deres oprindelsesregion. ”Der var ikke en udbredt opfattelse af, at de kunne være forskellige arter, så der har ikke været noget pres for at adskille dem,” forklarer Heller.
Men baseret på genetisk evidens har nogle forskere i det sidste årti hævdet, at der er mellem fire og ni distinkte grupper af giraffer – og hvorvidt disse grupper skal betragtes som linjer, underarter eller endda separate arter, afhænger af, hvem man spørger.
Opbygning af et (meget højt) slægtstræ
For at undersøge, hvor nært – eller fjernt – beslægtede giraffer på tværs af Afrika er, analyserede Rasmus Heller og hans kolleger de totale genomer fra 78 giraffer fra 27 forskellige lokaliteter i 13 lande.
Rasmus Heller og hans team ledte efter enkeltmutationer - genetiske slåfejl - der tilfældigt opstår og videregives fra forælder til afkom. Ved at spore hvilke slåfejl forskellige populationer har til fælles, kan forskere bygge et slægtstræ og fastslå, hvor længe siden to giraffer fra forskellige steder delte en fælles forfader.
Dataene viser, at roden til giraffernes slægtstræ er ret ung, siger Rasmus Heller. Alle girafferne havde en fælles forfader fra for mellem omkring 200.000 og 280.000 år siden.
Ikke desto mindre adskiller gruppernes genetik sig markant, også selv om der er en betydelig skønsmæssig frihed, hvor man sætter grænserne, men han og hans kolleger identificerede fire hovedlinjer, der svarer til de fire foreslåede arter: den nordlige giraf, netgiraf, Masai-giraf og sydlig giraf.
Akkumuleringen af de genetiske forskelle krævede, at populationerne blev adskilt på en eller anden måde – og da erfaringer fra zoologiske haver viser, at de forskellige linjer kan producere afkom på tværs, er barrieren for avl ikke biologisk. Barriererne må altså ligge i landskabet.
Skiftende barrierer former giraffers linjer
Rasmus Heller og hans team fandt derfor fysiske barrierer, der kan have adskilt linjerne – for eksempel deler Gregory Rift Valley de nordlige giraffer på den ene side og Masai-giraffer på den anden, og flodsystemer adskiller underlinjerne. Men i nogle tilfælde fandt de ingen åbenlyse landskabsbarrierer, der kunne have isoleret grupperne.
”Østafrika er et godt eksempel – i et meget lille geografisk område har du alle de store linjer meget tæt på hinanden. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet: Hvad holder dem egentlig fra at blande sig med hinanden?”
Faktisk tyder de genetiske data på, at selvom populationerne er ret forskellige genetisk, har de ikke været så isolerede som tidligere antaget. Forskerne fandt tegn på genflow, hvilket betyder, at der har været avl mellem linjerne.
Men hvilke typer barrierer kan nogle gange holde linjerne adskilt og andre gange tillade dem at blande sig?
Rasmus Heller forklarer, at de mest sandsynlige årsager er klimaforandringer og skiftende vegetation. Når nedbøren øges, kan en tør ørken, der delte to linjer, blive til frodige græsarealer, der er perfekte til et mødested for de forskellige linjer.
Resultaterne er også de første, der viser, at netgiraffen, med sine karakteristiske patchwork-lignende pletter, er en hybrid af de nordlige og Masai-linjer – selvom det stadig er uklart, om det skete i én omgang eller gennem flere begivenheder over en længere periode.
Hvad betyder det for bevarelse?
Rasmus Heller siger, at han og hans team bevidst undlod at tage stilling til, om linjerne bør betragtes som forskellige arter. De var tilfredse med bare at ”sparke dåsen lidt ned ad vejen,” forklarer han.
Det skyldes, at ”en artsbetegnelse, på godt og ondt, stadig er en integreret del af biodiversiteten sprog i dag,” fortæller han. ”Når noget får sit eget artsnavn, sættes et helt apparat i gang. Så er vi er forpligtede til at overvåge og bevare hver af disse arter som en del af den naturlige arv.”
Ved første øjekast synes en ny artsbetegnelse at være en entydig fordel. Men for naturbeskyttere er det en udfordrende ”balancegang” at beslutte, om man skal opdele en art, uddyber han. At opdele Afrikas giraffer i flere arter kunne bidrage til at bevare genetisk diversitet. Hver linje kan være unikt tilpasset til at trives i sit hjemområde på måder, der endnu ikke er identificeret. Men at trække skarpe linjer mellem linjerne ville også radikalt formindske avlsgruppen for hver enkelt, hvilket skaber risiko for indavl inden for de mindre linjer som den vestafrikanske giraf, der anslås til kun at tælle 600 i naturen. ”De er i problemer, hvis man betragter dem som en selvstændig art,” siger Heller.
”Uanset hvordan man betragter det, har giraffernes linjer ikke haft uafhængige evolutionære forløb i mere end et par hundrede tusinde år,” forklarer Rasmus Heller – hvilket kun udgør et splitsekund på evolutionens tidsskala.
”Det afgør ikke rigtig, om vi kan eller bør kalde dem forskellige arter eller ej,” afslutter han. ”Men det bør være en del af diskussionen.”
