Genetisk sårbarhed øger børns risiko for overgreb

Børn, der er genetisk disponerede for ADHD og for at klare sig dårligt i skolen, har større risiko for at blive udsat for mishandling end andre, viser nyt dansk studie.

Hannah var urolig, ukoncentreret og nem at provokere. Symptomerne pegede på en psykiatrisk lidelse, men der var noget, som stak dybere. Først fik hun en ADHD-diagnose. Senere viste det sig, at hun havde været udsat for omsorgssvigt og overgreb i hjemmet. Hvad der kom først, er umuligt at sige, men det er nu muligt for forskerne at fastslå, at Hannahs genetiske risiko for ADHD kan medføre en øget risiko for børnemishandling.

Det er netop indflydelsen af et barns genetik på risikoen for at det bliver udsat for børnemishandling, forskere fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet har kortlagt i et nyt studie, hvis resultater netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift JAMA Psychiatry.

Studiet viser, at børn med genetisk risiko for ADHD og svage skoleforudsætninger oftere bliver udsat for overgreb og omsorgssvigt. Det gælder uanset, hvilken psykiatrisk diagnose de får på et senere tidspunkt i deres liv. Og har barnets forældre også en psykiatrisk diagnose, stiger risikoen cirka til det dobbelte, fortæller Ditte Demontis, der er professor i psykiatrisk genetik ved Aarhus Universitet. Hun har stået i spidsen for studiet.

“Vores håb er, at vores opdagelse på sigt kan hjælpe til hurtigere og mere sikker opsporing af børn, der er i særlig risiko for at blive mishandlet – og sikre, at både børnene og deres forældre får den nødvendige hjælp og støtte," lyder det fra Ditte Demontis.

Hvad generne kan fortælle os

Forskerne fandt sammenhængen ved at analysere genetiske data og registeroplysninger fra et stort dansk studie, der inkluderer 140.000 personer, og som har til formål at identificere biologiske og miljømæssige risikofaktorer for psykiatriske lidelser.

Forskerne kiggede på fem psykiatriske lidelser – ADHD, autisme, bipolar lidelse, depression og skizofreni – og sammenholdt deltagernes genetiske profil med oplysninger om registreret børnemishandling i danske sundhedsregistre. Her registrerer psykiatere og læger alt fra vold til omsorgssvigt ved hjælp af såkaldte ICD-10-diagnosekoder i deres vurdering af børnene.

Herefter beregnede forskerne en ‘polygen score’ for hver deltager – et genetisk risikomål, der beregnes ud fra mange små genvarianter. Hver variant bidrager en smule til risikoen for fx ADHD eller depression, og tilsammen giver de et samlet billede af, hvor genetisk disponeret en person er for en bestemt lidelse eller egenskab.

Blandt personer med psykiatriske diagnoser testede de efterfølgende, om den polygene score var højere blandt børn der havde været udsat for børnemishandling sammenlignet med dem der ikke havde. Her tog de højde for alder, køn og andre relevante faktorer i deres analyser.

Analysen viste, at børn med en høj polygen score for ADHD og som havde ringe genetiske forudsætninger for at klare sig godt i skolen oftere havde oplevet mishandling i barndommen – uanset hvilken psykiatrisk diagnose, de havde eller senere fik.

Genetik og forældres sygdom øger risikoen

Forskerne inddelte også deltagerne i fire grupper afhængigt af deres polygene score for ADHD. Hos de børn, der både havde en ADHD-diagnose og en høj genetiske score, var risikoen for at være blevet udsat for børnemishandling 6%. Til sammenligning var risikoen kun 1,2% blandt børn uden en psykiatrisk diagnose – selv hvis de havde en høj polygen score for ADHD.

Da forskerne samtidig inddrog informationer om forældrenes psykiatriske diagnoser, tegnede der sig et tydeligt mønster: personer med en psykiatrisk diagnose med en høj polygen score for ADHD, som også havde forældre med en psykiatrisk diagnose, havde en risiko på 5,7%. Hvis forældrene derimod ikke havde en psykiatrisk diagnose, var risikoen for at have været udsat for børnemishandling blot 2,5%.

“Vores data tyder på, at kombinationen, af barnets genetik, som potentielt kan disponere for udadreagerende adfærd, samt en psykiatrisk diagnose hos forældrene er to faktorer der øger risikoen for børnemishandling,” siger Ditte Demontis, der tilføjer, at de to ting også ofte er koblet til hinanden, da barnet netop får sine gener fra forældrene.

“Flere studier har vist, at børn af forældre med en psykiatrisk diagnose har øget risiko for at blive mishandlet. Det nye i det aktuelle studie er, at man godt kan bruge den polygene score for ADHD til at inddele børnene i risikogrupper for børnemishandling. Det gælder selv blandt børn, hvis forældre har fået stillet en psykiatrisk diagnose,” siger hun.

Statistik viser mønstre – ikke skæbner

Studiet viser en sammenhæng mellem visse genvarianter og en øget risiko for børnemishandling - særligt dem, der forbindes med ADHD og faglige problemer. Men det betyder ikke, at visse genetiske profiler i sig selv fører til overgreb. Det er risikofaktorer, ikke årsager, og sociale og familiemæssige forhold spiller også en stor rolle, siger Ditte Demontis.

I studiet var det blandt personer med psykiske diagnoser ikke muligt at fastslå, hvad der kom først – den psykiatriske diagnose eller selve mishandlingen. I mange tilfælde blev de to ting registreret omtrent samtidig, pointerer hun. Det gør det umuligt at sige, om en psykiatrisk diagnose kan lede til mishandling, eller omvendt.

Til gengæld er én ting sikkert: Ens genetik er til stede fra fødslen. Det kan gøre genetiske informationer nyttige som markører for medfødt disponering for sygdomme og adfærdstræk, men i forhold til risikoen for børnemishandling er det blot en lille brik i et større billede.

For selv en høj polygen score siger ikke noget sikkert om, hvordan livet vil forme sig for det enkelte barn, da mange andre faktorer påvirker risikoen for at blive mishandlet.

Derfor vil mange børn med høj score aldrig opleve overgreb – og nogle med lav score vil alligevel blive udsat for mishandling i barndommen.

Desuden er der også sociale faktorer i spil. Forældre, der både kæmper med psykisk sygdom og også har sociale udfordringer, kan måske have svært ved at rumme et meget impulsivt og uroligt barn.

Resultaterne åbner for refleksion over, hvordan man tidligere har betragtet og behandlet børn med psykiske vanskeligheder. Ofte har opmærksomheden været rettet mod diagnosen i sig selv, uden nødvendigvis at tage højde for barnets samlede livssituation og baggrund.

“Studiet kan derfor ikke bruges til at identificere udsatte børn ét for ét. Men det kan være med til at pege på, hvor man som samfund bør se ekstra godt efter,” siger Ditte Demontis.

“I fremtiden kan vi måske kombinere viden om genetik og sociale vilkår for bedre at finde børn, der er i risiko – og nå at hjælpe dem og deres familier i tide. For det er aldrig barnets ansvar, hvis det bliver udsat for overgreb,” siger hun og fortsætter: “For det er aldrig barnets egen skyld, hvis det udsættes for mishandling.”