Forskere har for første gang fundet konkrete genetiske spor, der knytter OCD til vores arvemateriale – og dermed bringer os tættere på en biologisk forståelse af lidelsen.
Sofie er 25 år og har kæmpet med tvangstanker og -handlinger siden teenageårene. Hun vasker hænder, til huden sprækker, bruger timer på at tjekke, om apparater er slukket, og plages af konstante bekymringer. Hun føler sig fanget i sit eget sind.
Sofie har fået diagnosen OCD – men hverken hun selv eller lægerne ved, hvad der har udløst lidelsen, eller hvorfor den bliver ved med at være der.
OCD er blandt de mest udbredte psykiske lidelser, men årsagerne bag har længe været et mysterium. Millioner lever med tvangstanker og -handlinger – uden at vide hvorfor. Det har længe været anerkendt, at arv spiller en rolle, men det har været uklart, hvilke genetiske faktorer der præcist er involveret. Derfor er det seneste gennembrud så bemærkelsesværdigt: Et internationalt hold af 250 forskere har for første gang kortlagt 30 steder i arvematerialet, som har en tydelig sammenhæng med OCD. I disse områder fandt de omkring 250 gener, og blandt dem vurderes 25 gener at have en direkte indflydelse på, hvordan OCD udvikler sig.
Resultaterne er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature Genetics. Nora Strom, førsteforfatter på studiet og ph.d.-studerende ved Humboldt Universitet i Berlin, kalder resultaterne et gennembrud i forståelsen af OCD.
"For første gang har vi skabt et konkret genetisk landkort, der har potentialet til forbedre vores forståelse af sygdommens biologi markant. Det er første skridt mod tidligere og mere præcis diagnostik, forebyggelse og behandling, som virkelig kan hjælpe patienterne," siger hun.
Jagten på de første genetiske spor
OCD’s arvelighed er ikke usædvanlig sammenlignet med andre psykiske lidelser. Tvillingestudier har vist, at arveligheden ligger på 40–50 %, hvilket betyder, at genetiske faktorer i høj grad bidrager til risikoen for sygdommen. Det har man vidst længe, men hvilke gener der er tale om, og hvor de findes i genomet, har været uklart. Med titusindvis af gener i vores DNA har det været en kolossal udfordring at finde de rigtige. Derfor gik 250 forskere verden over sammen om dette store studie.
Forskerne brugte en metode, hvor de sammenlignede DNA fra tusinder af OCD-patienter med raske mennesker. Det afslører de steder i arvematerialet, hvor bestemte genvarianter oftere dukker op hos personer med OCD.
To millioner genomer gav svaret
Det særlige ved dette studie er mængden af data. Ved at samle og genanalysere tidligere såkaldte GWAS-studier – store sammenligninger af DNA fra patienter og raske personer – fik forskerne adgang til genetisk information fra over to millioner mennesker, heraf 53.660 med OCD. Det kæmpe datasæt gjorde det muligt at finde selv de svageste genetiske spor – ting, der ellers ville være gået tabt i mængden.
Forskerne fandt knap 1.700 små forskelle i DNA’et, som ser ud til at have betydning for OCD. De var spredt over 30 områder i arvematerialet. Da de undersøgte, hvilke gener disse forskelle kunne påvirke, pegede resultaterne på 251 gener. Af disse skilte 25 sig ud som særligt stærkt forbundet med OCD – især fordi flere uafhængige analyser pegede på netop disse gener.
Tre metoder bekræfter fundene
Næste skridt var at teste fundene på tre forskellige måder. Hver metode gav et nyt indblik i, hvordan de genetiske varianter kunne spille en rolle. Målet var at finde de mest robuste sammenhænge – altså gener, der dukkede op igen og igen på tværs af metoder, og som derfor har størst sandsynlighed for at være direkte årsager til OCD.
Først testede forskerne hele gener – ikke kun enkelte varianter – for at se, om de var forbundet med OCD, også når andre genetiske faktorer kunne forstyrre billedet. Derefter undersøgte de, om de samme varianter påvirkede geners aktivitet i forskellige vævstyper, især i hjernen, hvor sygdommen forventes at have effekt.
Til sidst testede de, om den samme genvariant både ændrede, hvordan genet virkede, og samtidig øgede risikoen for OCD – altså om det var en reel sammenhæng og ikke bare en tilfældighed i DNA’et.
Kun gener, der blev understøttet af mindst to gen-baserede metoder og bekræftet gennem valideringstests, kom med på listen over 25 sandsynlige årsagsgener. Blandt dem var WDR6, DALRD3 og CTNND1 – alle aktive i hjernen og tidligere sat i forbindelse med psykiatriske og neurologiske sygdomme. WDR6 ser ud til at have betydning for impulskontrol og er tidligere sat i forbindelse med sygdomme som anoreksi og Parkinsons.
DALRD3 hjælper hjernens celler med at oversætte den genetiske kode rigtigt – en proces, der er afgørende for hjernens udvikling. CTNND1 er med til at opretholde forbindelser mellem nerveceller – netværk, som ofte fungerer anderledes hos personer med OCD.
"Dette studie rejser flere spørgsmål, end det besvarer, men for første gang har vi konkrete spor i et felt, der længe har manglet dem," understreger Nora Strom.
Immunsystemets uventede forbindelse til OCD
En håndfuld af de identificerede gener ligger i det såkaldte MHC-område – en del af genomet, der er kendt for sin rolle i immunforsvaret. Det er bemærkelsesværdigt, da MHC typisk forbindes med autoimmune sygdomme og infektioner.
Det er ikke første gang, immunsystemet dukker op i psykiatrisk genetik. Lignende mønstre er blevet set i studier af skizofreni og autisme. Et eksempel fra skizofreni er genet C4A, hvor bestemte varianter er med til at afgøre, hvor mange forbindelser mellem hjerneceller der bevares. Det kan skabe en biologisk bro mellem immunforsvaret og hjernens udvikling – og dermed psykiske sygdomme.
"Vores fund beviser ikke, at OCD er en immunsygdom, men de rejser vigtige nye spørgsmål om, hvordan hjerneudvikling og immunregulering kan hænge sammen," forklarer hun.
Hvis immunsystemet virkelig spiller en rolle i OCD – enten som direkte årsag eller som medvirkende faktor – kan det åbne for helt nye behandlingsmuligheder. Det kan også være med til at forklare, hvorfor mange OCD-patienter har forhøjede niveauer af inflammation i kroppen – noget, forskere længe har undret sig over.
Fælles gener bag psykiske lidelser
Studiet afslørede også stor genetisk overlap mellem OCD og andre psykiatriske lidelser som depression, angst og anoreksi. Mange af de samme varianter og gener går igen i studier af disse lidelser, hvilket tyder på, at de deler biologiske mekanismer. En bedre forståelse af disse fællestræk kan i fremtiden føre til nye behandlingsformer, som ikke er bundet til de traditionelle diagnoser.
"Det er muligt, at den måde vi i dag opdeler psykiatriske lidelser på, ikke vil holde i fremtiden. Hvis forskellige lidelser deler genetiske og biologiske kendetegn, skal vi måske i højere grad tænke i mekanismer bag symptomer frem for faste diagnoser," siger Strom.
Hun understreger dog, at genetisk overlap ikke nødvendigvis betyder fælles årsag. Et gen kan påvirke én lidelse, som så indirekte påvirker en anden. Kun mere forskning vil kunne afgøre, hvad der er fælles, og hvad der er specifikt.
"Det er et langsigtet projekt – men et nødvendigt et, hvis vi skal bygge en mere præcis og personlig psykiatri, hvor behandlingen tilpasses den enkelte og ikke følger en standardmodel. Nu har vi endelig et fundament at bygge videre på," afslutter Nora Strom.
For Sofie og tusindvis af andre giver resultaterne håb: At fremtidens behandlinger kan ramme mere præcist – og måske sættes ind tidligt nok til at stoppe sygdommen, før den får fat.
