En velkendt behandling kan holde en udbredt herpesvirus i ro, når mennesker med hjernekræft er allermest sårbare. I et mindre forsøg så den samme behandling ud til at kunne udsætte det tidspunkt, hvor kræften vender tilbage – og kan på sigt blive en skånsom måde at købe patienter mere tid på.
Ved den mest aggressive form for hjernekræft, glioblastom, er tiden efter operation afgørende. Kræften vender næsten altid tilbage, og stråle- og kemoterapien kan samtidig presse immunforsvaret så hårdt, at en sovende virus vågner.
Et nyt studie blandt patienter med glioblastom peger på, at valganciclovir, et middel mod cytomegalovirus, kan holde virussen i ro i den kritiske periode – og måske give nogle af dem flere måneder, før kræften vokser frem igen.
“Virusmidlet kan fuldstændig forhindre virussen i at blusse op, netop mens patienterne får stråle- og kemoterapi. Det er det helt afgørende tidspunkt, fordi kræftbehandlingen svækker immunforsvaret,” siger læge og forsker Mattia Russel Pantalone fra Karolinska Institutet i Stockholm.
Studiet er lille og skal bekræftes, før behandlingen kan ændre praksis. Forskningen er offentliggjort i Cancers.
Kræftbehandlingen kan vække en sovende virus
Glioblastom er den mest aggressive form for primær hjernekræft, og de fleste lever kun 12 til 15 måneder efter diagnosen. Derfor kan selv få ekstra måneder uden tilbagefald betyde meget.
Sygdommen er forholdsvis sjælden, men for dem, der rammes, er der få gode muligheder.
Cytomegalovirus tilhører herpesvirusfamilien og er udbredt. Mange bærer den i kroppen, hvor den kan gemme sig resten af livet, og hos raske gør den sjældent skade.
Hos svækkede mennesker, for eksempel kræftpatienter, kan den dog vågne og blive farlig. Ved glioblastom kan det ske netop under den behandling, der skal holde sygdommen nede.
Det nye studie bygger på VIGAS1-forsøget, der gik i gang i 2006. Nu giver de gemte blodprøver mulighed for at stille et nyt spørgsmål: Kan en virus, der vågner under behandlingen, være med til at fremskynde tilbagefald?
I forsøget indgik 42 patienter med nyopdaget glioblastom. De blev først opereret og fik derefter standardbehandling med kemoterapien temozolomid samt strålebehandling.
Patienterne blev ved lodtrækning fordelt i to grupper. Den ene gruppe fik valganciclovir oven i den sædvanlige behandling, mens den anden fik placebo. Forsøget var for lille til at give et endeligt svar, men kunne vise, om et gammelt middel overhovedet så ud til at påvirke forløbet i en sygdom, hvor tilbagefald næsten er reglen.
Blodprøver viste, hvornår virussen vågnede
Blodprøverne var taget ved start og efter 3, 12 og 24 uger. Dermed kunne Mattia Russel Pantalone følge, om virussen vågnede undervejs.
Resultatet var tydeligt i blodprøverne: Ingen af dem, der fik valganciclovir, havde tegn på, at virussen blussede op i den kritiske behandlingsperiode.
I placebogruppen havde 58,3 pct. af dem, der i forvejen bar virussen, derimod tegn på reaktivering.
“Det interessante er, at det skete præcis efter 12 uger. Det svarer til slutningen af stråle- og kemoterapien, hvor immunforsvaret er allermest presset,” siger Mattia Russel Pantalone.
Blodprøverne viste antistoffer af typen IgM, som forskerne brugte som tegn på, at cytomegalovirus var aktiv igen. IgM er ikke det samme som at måle selve virussen direkte, men tydede på, at den var vågnet. IgG-antistoffer viste, hvem der allerede bar virussen i kroppen.
Binyrebarkhormon gjorde det lettere for virussen at vågne
Et andet spor var binyrebarkhormon, som patienter ofte får mod hævelse i hjernen.
Binyrebarkhormon dæmper hævelsen og kan blandt andet gøre operationer lettere. Men det dæmper også immunforsvaret og kan give en sovende virus bedre mulighed for at vågne. I forsøget hang højere doser sammen med hyppigere reaktivering. Det beviser ikke, at binyrebarkhormon var årsagen, men passer med mistanken.
Også her så valganciclovir ud til at beskytte.
“Vi kan ikke undvære binyrebarkhormon, for det virker rigtig godt og får patienterne til at få det bedre. Men en af de uheldige bivirkninger er, at det kan vække sovende virus. Hvis vi giver et virusmiddel ved siden af, kan vi måske undgå netop det,” forklarer Mattia Russel Pantalone.
Når virussen var blusset op, kom tilbagefaldet tidligt. Allerede omkring tre måneder efter operationen – mens mange ellers stadig håber, at behandlingen holder sygdommen nede.
Hos dem, der i forvejen bar cytomegalovirus og fik valganciclovir, gik der længere tid. Her gik der 6,7 måneder, før kræften voksede frem igen, mod 3,7 måneder hos dem, der fik placebo. Forskellen kan være klinisk vigtig ved glioblastom, men gjaldt kun denne gruppe og skal bekræftes i et større forsøg.
“Vores tanke er, at vi bør give virusmidlet til de patienter, der skal igennem stråle- og kemoterapi, og som i forvejen bærer virussen. På den måde kan vi forhåbentlig forhindre, at virussen vågner, og at kræften kommer tidligt tilbage,” siger Mattia Russel Pantalone.
Forskerne kan dog endnu ikke sige, om virusmidlet forlænger den samlede overlevelse. Flere i placebogruppen fik senere valganciclovir uden for forsøgets lodtrækning, og derfor er det spørgsmål sværere at besvare ud fra VIGAS1.
Celler og mus pegede på samme sårbare vindue
For at se, om sammenhængen gav biologisk mening, brugte holdet både kræftceller og mus.
I glioblastomceller med cytomegalovirus steg virusaktiviteten, når cellerne blev udsat for binyrebarkhormon. Virusmidlet bremsede produktionen igen.
Samme mønster viste sig i mus. Dyr, der bar virussen og fik stråleterapi og høje doser binyrebarkhormon, havde langt mere aktiv virus i blodet. Når de fik virusmidlet, blev reaktiveringen bremset. Det viser ikke i sig selv, hvad der sker i patienter, men støtter den biologiske forklaring.
Næste test er VIGAS2, et større forsøg med 220 deltagere. Det skal vise, om strategien faktisk kan give patienter med glioblastom mere tid – eller om signalet fra det lille forsøg ikke holder.
Forsøget skal afgøre, om virusmidlet kan udsætte tilbagefald, når det gives målrettet til dem, der allerede bærer cytomegalovirus og har den sovende virus i kroppen, før kræftbehandlingen begynder.
Resultaterne ventes sidst i 2027.
“Det er stadig et lille forsøg med foreløbige resultater, men de peger alle samme vej. Hvis vi i det store forsøg kan bekræfte, at et enkelt og velkendt virusmiddel kan beskytte de her patienter mod, at virussen vågner, og samtidig holde kræften væk i længere tid, vil det være en skånsom måde at hjælpe nogle af de allermest syge kræftpatienter på,” siger Mattia Russel Pantalone.
