En normal høreprøve kan skjule, at høresystemet er ved at ældes

Du kan godt høre alle tonerne i en høreprøve og stadig miste ordene, når flere mennesker taler på én gang. Testen siger normal, men verden lyder alligevel mere rodet.

En ny undersøgelse peger på, at forklaringen kan ligge flere steder i høresystemet. Med alderen bliver signalerne fra øret svagere, mens hjernen reagerer kraftigere og har sværere ved at vænne sig til gentagne lyde.

“Skjult høretab er netop, at man kan opleve problemer, selv om høretesten siger, at hørelsen er normal. En mulig forklaring er, at nogle af forbindelserne mellem sansecellerne og hørenerven er svækket, men vores resultater tyder på, at aldring i hjernen også kan spille en selvstændig rolle,” siger studiets seniorforfatter, Jens Hjortkjær, lektor ved Institut for Sundhedsteknologi på Danmarks Tekniske Universitet.

Forskerne målte neurale reaktioner fra øret, hjernestammen og hjernebarken hos 105 personer mellem 18 og 77 år med normal hørelse efter de almindelige kliniske kriterier.

“Det kontraintuitive er, at signalet fra øret bliver svagere med alderen, mens hjernen reagerer kraftigere på lyd. Hvis hjernen blot skruede op for et svagere signal, ville vi forvente, at de to forandringer fulgtes ad fra person til person. Det gjorde de kun i begrænset grad,” siger Jens Hjortkjær.

Studiet rejser dermed spørgsmålet om, hvorvidt forandringer flere steder i høresystemet kan bidrage til problemer, som en almindelig høreprøve ikke fanger.

En normal høreprøve måler kun en del af hørelsen

Når bestemte sanseceller i det indre øre bliver beskadiget, bliver det sværere at opfange svage lyde. Men forbindelserne, der sender information videre til hørenerven, kan svækkes, før høregrænsen ændrer sig mærkbart.

“En almindelig høreprøve tester, hvor svage toner man kan høre. Den siger langt mindre om, hvor godt signalet bliver sendt videre fra det indre øre til hjernen,” siger Jens Hjortkjær.

De ydre hårceller fungerer som en biologisk forstærker, der gør svage lyde lettere at opfange. Når de bliver beskadiget, skal en tone være kraftigere, før man kan høre den. De indre hårceller omsætter derimod lyden til nervesignaler, som sendes videre gennem synapser til hørenerven.

“Fordi hver indre hårcelle sender signaler videre gennem mange nervefibre, kan en del af forbindelserne gå tabt, uden at evnen til at høre en svag tone ændrer sig. Audiogrammet kan derfor se normalt ud, selv om færre nervefibre bærer signalet videre,” siger Jens Hjortkjær.

Dyreforsøg viste, hvad en normal høreprøve kan overse

Dyreforsøg har vist, at kraftig lyd kan beskadige synapserne mellem de indre hårceller og hørenerven uden at ødelægge de ydre hårceller eller gøre svage toner vanskeligere at høre.

“Det viste, at neural degeneration kan opstå uden klassisk høretab. Det rejste spørgsmålet om, hvor udbredt den er hos mennesker, og hvilke konsekvenser den kan have,” siger Jens Hjortkjær.

Hos levende mennesker kan forskerne ikke tælle synapserne eller nervefibrene direkte. De må derfor måle de elektriske og refleksmæssige svar, der opstår, når hørenerven sender lydsignaler videre.

Det er stadig uklart, hvad der driver forandringerne i øret. Langvarig støjeksponering er en mulig forklaring, men almindelig aldring og andre biologiske processer kan også spille en rolle.

“Vi kan ikke ud fra studiet afgøre, hvor meget forandringerne skyldes et langt liv med støj, og hvor meget der skyldes andre aldringsprocesser,” siger Jens Hjortkjær.

Det svære er ikke altid at høre tonen – men at finde stemmen

Et audiogram undersøger primært den svageste tone, man kan høre ved forskellige tonehøjder. At forstå tale i støj kræver derimod, at høresystemet kan adskille mange samtidige lyde og bevare de små tidsforskelle, der gør dem genkendelige.

“Man kan godt høre en enkelt tone i et stille rum og stadig have problemer, når mange lyde optræder samtidig. Det er dér, vi mistænker, at tab af nerveforbindelser kan få betydning,” siger Jens Hjortkjær.

Samtidig ændrer hjernen selv sin behandling af lyd med alderen. Ældre mennesker reagerer ofte kraftigere og har sværere ved at dæmpe reaktionen på gentagne eller irrelevante lyde.

Det kan være en kompensation for et svagere signal fra øret, men også skyldes mere generelle aldersforandringer i hjernen.

“De to processer kan give det samme synlige resultat, selv om de ikke har den samme årsag,” siger Jens Hjortkjær.

Forskerne ville derfor undersøge, om forandringerne i øret driver forandringerne i hjernen – eller om de udvikler sig parallelt.

Forskerne fulgte den samme lyd fra øret til hjernebarken

Med elektroder i øregangen og på hovedbunden fulgte forskerne, hvordan kraftige klik, rene toner og gentagne lydsekvenser blev behandlet gennem høresystemet.

“Vi ville måle både signalet fra øret og hjernens reaktion på de samme lyde. Så kunne vi undersøge, om aldersforandringerne faktisk fulgtes ad,” siger Jens Hjortkjær.

Forskerne registrerede blandt andet tre reaktioner, som på forskellig vis afhænger af aktivitet i hørenerven: den første elektriske reaktion efter et klik, hvor præcist hjernestammen fulgte en tone, der svingede 326 gange i sekundet, og hvor kraftigt en lille muskel i mellemøret trak sig sammen som reaktion på lyd.

“Der findes ikke én test, som alene kan dokumentere tab af nervefibre hos mennesker. Derfor kombinerede vi flere mål, der kunne pege i samme retning,” siger Jens Hjortkjær.

Samtidig undersøgte forskerne, hvordan hjernebarken tilpassede sig serier af seks toner, der blev afspillet med to toner i sekundet.

Hvis den kraftigere aktivitet i hjernebarken var kompensation for et svagere signal fra øret, burde personer med de svageste hørenervesignaler også have de største og mest vedholdende reaktioner i hjernen. Derfor sammenlignede forskerne målingerne hos hver enkelt deltager.

Alle tre mål ændrede sig med alderen: Den første elektriske reaktion efter et klik blev svagere, hjernestammen fulgte tonens hurtige svingninger mindre præcist, og muskelrefleksen i mellemøret blev svagere.

“Vi kan ikke tælle nervefibrene direkte, men når tre forskellige mål, som alle afhænger af aktivitet i hørenerven, ændrer sig med alderen, styrker det fortolkningen af, at færre eller svagere nerveforbindelser sender signalet videre,” siger Jens Hjortkjær.

Målingerne af de ydre hårcellers funktion i den del af øresneglen, som almindelige høreprøver især undersøger, ændrede sig derimod ikke tydeligt med alderen. Det taler imod, at de svagere nervesignaler blot skyldtes et klassisk tab af evnen til at opfange svage lyde.

Hjernestammen bevarede styrken – men mistede præcision

Længere oppe i høresystemet bevarede hjernestammens senere reaktion på et klik sin styrke, selv om den tidligere reaktion fra hørenerven blev svagere med alderen. Evnen til at følge tonens svingninger blev derimod mindre præcis.

“Hjernestammen ser ud til at kunne bevare niveauet af aktivitet, men mister den præcise timing. Det er vigtigt, fordi små tidsforskelle hjælper os med at skelne stemmer og andre lydkilder fra hinanden,” siger Jens Hjortkjær.

I hjernebarken gik udviklingen i den modsatte retning. De ældre deltagere reagerede kraftigere på begyndelsen af de enkelte lyde og tilpassede sig langsommere, når tonerne blev gentaget.

“Den unge hjerne tilpasser sig hurtigt regelmæssigheden og begynder at følge rytmen. Hos de ældre bliver de enkelte reaktioner på tonerne ved med at være tydelige,” siger Jens Hjortkjær.

Forandringerne i øret og hjernen fulgtes ikke ad

Målene for svækkelse tidligt i høresystemet hang indbyrdes sammen. Det samme gjorde målene for ændret aktivitet i hjernebarken. Men forandringer i øret hang ikke nødvendigvis sammen med forandringer i hjernen – og omvendt.

“Hvis hjernens kraftigere aktivitet var direkte kompensation for et svagere signal fra øret, burde de to mønstre have fulgtes ad. Det gjorde de kun i meget begrænset grad. Det peger på parallelle aldringsprocesser i øret og hjernen,” siger Jens Hjortkjær.

Det betyder ikke, at svækkede signaler fra øret er uden betydning for hjernen. Forbindelsen kan være mere kompleks og afhænge af blandt andet erfaring, lydmiljø og hjernens evne til at tilpasse sig. Men en kraftigere reaktion i hjernebarken kan ikke alene bruges som tegn på skjult skade i det indre øre.

“Vi fandt den samme begrænsede sammenhæng mellem aldersforandringer i øret og hjernen med forskellige lyde og målinger. Det styrker mistanken om, at hjernens aldring i sig selv spiller en væsentlig rolle,” siger Jens Hjortkjær.

En normal høreprøve kan være rigtig – og stadig utilstrækkelig

Studiet viser endnu ikke, om forandringerne forklarer, hvorfor nogle ældre har svært ved at forstå tale i baggrundsstøj. Deltagerne lyttede passivt til simple klik og toner og blev ikke testet i komplekse lydmiljøer.

“Vi kender endnu ikke konsekvenserne godt nok. Men tale i støj kræver, at øret og hjernen kan håndtere mange samtidige signaler og sortere det relevante fra. Derfor vil vi undersøge, om forandringerne kan forklare problemer, som et almindeligt audiogram ikke fanger,” siger Jens Hjortkjær.

Forskerne undersøger nu mennesker, som oplever høreproblemer, selv om deres hørelse er normal i en klinisk test. Deltagerne afprøver høreapparater, mens forskerne måler de neurofysiologiske markører.

“Ved at sammenholde målingerne med deltagernes udbytte af høreapparaterne håber vi at forstå, hvem der har gavn af teknologien, og hvorfor,” siger Jens Hjortkjær.

Forskerne vil også sammenligne hjernens reaktion på lyd med dens respons på lysglimt.

“Hvis vi ser den samme kraftigere reaktion på visuelle stimuli, peger det mod en generel aldringseffekt i hjernen. Hvis den kun optræder ved lyd, kan den være knyttet tættere til høresystemet,” siger Jens Hjortkjær.

Studiet leverer ikke en ny klinisk test. Men det viser, hvorfor et normalt audiogram ikke nødvendigvis fortæller hele historien: Aldring kan både svække signalet fra øret og ændre den måde, hjernen sorterer og tilpasser sig lyd på – uden at de to processer nødvendigvis følges ad.