Flybrændstof skal rumme ekstremt meget energi uden at fryse i højderne. Nu kan bakterier bringes til at bygge molekyler efter netop de krav – og både længden og antallet af energirige ringe kan styres. Beregninger peger på, at nogle af molekylerne kan rumme omkring 30 pct. mere energi per liter end dagens flybrændstof.
Batterier rækker ikke langt i luften.
De fungerer godt på vejene, men fly har en anden udfordring: De skal bære både sig selv, passagererne og al den energi, de skal bruge på rejsen. Derfor er energitæthed afgørende. Et litium-ion-batteri rummer omkring én megajoule energi per kilo. Flybrændstof leverer over 40 gange så meget.
Derfor er batterier dårligt egnede til langdistanceflyvning – og derfor fortsætter jagten på nye flydende brændstoffer, man kan hælde direkte i en almindelig flytank uden at bygge hele flyet om.
Et nyt studie viser nu, hvordan bakterier kan bringes til at bygge sådanne molekyler efter en bestemt specifikation. Det vender den sædvanlige tilgang om: I stedet for at få et biobrændstof til at ligne det flybrændstof, vi allerede har, kan man begynde med de egenskaber, man ønsker – og designe molekylet derefter.
“Målet er brændstoffer, der er bygget efter en specifikation. Ikke det, som råolie tilfældigvis destillerer til, og heller ikke et biobrændstof, der stræber efter at ligne eksisterende flybrændstoffer. Vi vil i stedet konstruere et molekyle, som er designet til en bestemt energitæthed og et bestemt frysepunkt og derefter bygget til netop det,” fortæller professor Jay Keasling fra University of California, Berkeley, en af forskerne bag studiet.
Jay Keasling er også tilknyttet Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability på Danmarks Tekniske Universitet.
Studiet er offentliggjort i Nature Communications.
Energien sidder i en trekant af kulstof
De interessante molekyler hedder polycyclopropanerede fedtsyrer. De er ikke i sig selv det færdige flybrændstof, men kan fungere som biologisk fremstillede byggesten til de kulbrinter, der i sidste ende skal bruges som brændstof. Det afgørende ved dem er nogle små ringe inde i kulstofkæden.
Hver ring består af tre kulstofatomer, der er tvunget sammen i en trekant. Bindingerne står i 60 grader, selv om kulstofatomerne helst vil sidde i vinkler på omkring 109 grader. Det er lidt som at spænde en fjeder: Den forvridning lagrer energi, som kan frigives igen, når molekylet brænder.
Man kan faktisk få ekstra energi ind i molekylet med dobbeltbindinger, men de gør samtidig brændstoffet mere sårbart over for ilt og varme. Cyclopropanringene giver derfor en mere interessant kombination: høj energitæthed uden den samme kemiske ustabilitet.
“En ring giver energien uden ustabiliteten,” forklarer Jay Keasling.
Og her kommer pointen: Bakterier bygger allerede cyclopropanringe i naturen, blandt andet i deres cellemembraner, når de skal klare varme, syre og andre former for stress.
Det er netop den evne, Jay Keaslings gruppe vil udnytte. Selve ringkemien er ikke ny. Raketbrændstoffet syntin, der sendte de russiske Soyuz-rumraketter afsted, indeholder de samme energirige ringe, men blev fremstillet kemisk og var giftigt, dyrt og lavet af olie. Det nye er muligheden for at få biologien til at bygge beslægtede molekyler med en struktur, der kan målrettes flybrændstof.
Det lille molekyle slår det store
For at finde ud af, hvilken struktur der var mest lovende, regnede Jay Keaslings forskergruppe sig først frem til, hvor meget energi forskellige molekyler kunne rumme per kilo og per liter, og brugte samtidig en computermodel til at forudsige deres frysepunkt. Det var altså ikke ét enkelt mål, der skulle optimeres, men en balance mellem flere egenskaber, som et flybrændstof skal kunne opfylde samtidig.
Modellen var trænet på næsten 20.000 kendte frysepunkter og derefter justeret med 37 ekstra målinger på blandt andet cyclopropanholdige molekyler. Den ramte stadig referencebrændstoffer som syntin og cyclopropaneret myrcen 20–30 grader for højt, så gruppen lagde en tilsvarende sikkerhedsmargin ind, da de mest lovende kandidater blev udpeget.
Og her opstod problemet: De to regnestykker trak i hver sin retning.
Jo flere ringe, der var i molekylet, jo mere energi ville hvert molekyle indeholde, men jo højere ville frysepunktet også blive. Det er et problem, fordi flybrændstof skal holde sig flydende ned til minus 47 grader.
Behold ringene – forkort kæden
Der var altså et designproblem: Hvordan beholdt man så meget energi som muligt uden samtidig at få et brændstof, der frøs for let?
Det oplagte ville ifølge Jay Keasling være at fjerne en ring hist og her. Men computermodellen sagde faktisk det modsatte. Løsningen var at beholde så mange af de energirige ringe som muligt og i stedet gøre selve kulstofkæden kortere.
Det giver en dobbelt gevinst: den kortere kæde sænker det beregnede frysepunkt, samtidig med at en større andel af molekylet består af de energirige ringe.
Sådan ser regnestykket ud: Et molekyle med fem ringe på en kæde af 12 kulstofatomer blev beregnet til 45,14 megajoule per liter, mens et større molekyle med syv ringe på 22 kulstofatomer kun nåede 40,6. Almindeligt flybrændstof ligger omkring 35.
Mere energi i hver liter
Hvis de beregnede egenskaber holder i rigtigt brændstof, er forskellen vigtig netop i luften, hvor både plads og vægt koster: mere energi i hver liter kan give længere rækkevidde, mindre brændstofvolumen eller mere plads til passagerer og last.
“En brændstoftank på et fly har et fast rumfang, så 30 pct. mere energi per liter betyder enten væsentligt længere rækkevidde på den samme mængde brændstof eller den samme tur på en mindre og lettere tank, hvilket frigør nyttelast. Begge dele er en fordel,” siger Jay Keasling.
Han understreger dog, at de afgørende brændstofegenskaber i studiet – blandt andet energitæthed og frysepunkt – indtil videre er beregnet og ikke målt på det færdige brændstof.
Næste spørgsmål var derfor, om bakterierne faktisk kunne bringes til at bygge molekyler med den ønskede struktur. Det krævede, at de fandt ud af, hvordan bakteriens molekylære samlebånd bestemmer både kædens længde og antallet af ringe undervejs.
Ringmageren styrer også kædens længde
I begyndelsen var Jay Keaslings gruppe overbevist om, at kædens længde blev bestemt af det enzym, der til sidst klipper molekylet fri af det molekylære samlebånd.
De skruede derfor op for netop det enzym i håb om, at det ville klippe tidligere og dermed lave kortere molekyler. Men kæderne blev ikke kortere.
I stedet pegede forsøgene på cyclopropanasen, altså netop det enzym, der sætter ringene ind. Dermed var også det sted i bakteriens produktionsapparat fundet, hvor man kan begynde at styre, hvilket brændstofmolekyle der kommer ud i den anden ende.
Forskerne foreslår, at forklaringen ligger i en konkurrence, der gentager sig, hver gang molekylet vokser. Ved hvert trin kæmper tre enzymer om det samme halvfærdige molekyle: ét kan forlænge kæden, cyclopropanasen kan sætte en ring ind, og et tredje kan klippe molekylet fri. Hvem der når først, kan dermed være med til at afgøre, hvordan det færdige molekyle ser ud.
Byt ringmageren – så ændres både ringe og længde
Da gruppen byttede cyclopropanaser mellem beslægtede produktionsveje, ændrede både kædelængden og antallet af ringe sig. De kunne dermed ikke bare se en sammenhæng mellem enzym og produkt, men direkte ændre produktet ved at skifte enzymet ud.
Til sammenligning ændrede udskiftning af ketoreduktasen næsten ikke kædelængden, og en anden thioesterase ændrede heller ikke produktprofilen nævneværdigt. Samtidig fulgte ændringerne cyclopropanasernes evolutionære slægtskab, mens massespektrometri bekræftede, at de konstruerede bakterier faktisk havde bygget de fuldt cyclopropanerede molekyler.
“Cyclopropanasens hastighed afgør derfor både, om en given position bliver til en ring, og om kæden bliver ved med at vokse, alt efter om enzymet taber eller vinder mod kædeforlængeren,” forklarer Jay Keasling.
Dermed har gruppen fået et greb om begge sider af problemet: hvilket molekyle den gerne vil have, og hvordan bakterien kan overtales til at bygge det. Men dér slutter den elegante del af historien. Nu skal bakterierne også lære at lave nok af det.
Der er en faktor tusind tilbage
Jay Keasling lægger ikke skjul på, at forskningen er på et meget tidligt stadie.
For selv om det nu er muligt at styre, hvilke polycyclopropanerede molekyler bakterierne bygger, er mængderne stadig mikroskopiske. Den bedste bakteriestamme nåede godt seks milligram per liter i kolbekulturer og mindre i bioreaktorer. Før der kan fremstilles nok materiale til egentlig brændstoftest og siden industriel produktion, skal udbyttet mindst omkring tusind gange op.
Det er et voldsomt spring, men ikke uden fortilfælde. Andre biologiske produktionssystemer er tidligere blevet løftet omkring tusind gange, og Streptomyces-bakterier er blevet bragt op på gram per liter for andre produkter. Det betyder ikke, at det kan lade sig gøre her, men størrelsesordenen er ikke i sig selv uhørt.
“Jeg vil gerne modsige den udlægning, at vi er ét gennembrud fra målet. Vi er ét vedholdende ingeniørarbejde fra målet, og det er noget andet,” siger han.
Byg brændstoffet efter behov
Det er altså her historien står: Man ved, hvilke molekylære egenskaber man vil gå efter, og man har fundet et biologisk håndtag, der kan ændre, hvad bakterierne bygger. Nu mangler de at få bakterierne til at lave nok af det.
Lykkes det, vender historien tilbage til den idé, den begyndte med: ikke bare at kopiere det flybrændstof, vi allerede har, men at bygge molekylet efter de egenskaber, flybrændstoffet skal have. Biologien kan både bygge de energirige ringe og styre molekylets arkitektur ud fra billige kulstofkilder.
Det er netop her biologien kan få sin fordel over kemien. Kemisk fremstilling kræver beskyttelsesgrupper, adskillelse af isomerer og nøje valgte reaktioner, der ikke ødelægger de ringe, man allerede har bygget. Enzymet gør arbejdet i ét stræk – med vand og sukker som råvare.
“Det, jeg finder mest motiverende, er, at vi ikke beder nogen om at acceptere et dårligere brændstof af hensyn til miljøet. De her molekyler er forudsagt til at være bedre end de fossile brændstoffer, de skal erstatte, med mere energi per liter end flybrændstof og i samme klasse som taktiske raketbrændstoffer. Bæredygtighed, der kommer med en forbedring i stedet for et afsavn, er meget nemmere at få ud at leve,” siger Jay Keasling.
