Ældre med alvorlig tarmbakterie får færre indlæggelser og overlever oftere selve infektionen, hvis et akutteam giver dem en fæcestransplantation i eget hjem. Det forbedrer patienternes livskvalitet og nedbringer markant udgifterne per patient.
73-årige Kirsten ligger udmattet i sin seng med livsfarlig diarré forårsaget af tarmbakterien Clostridioides difficile. Hun er så afkræftet, at hun ikke kan indlægges. Et akutteam rykker ud og giver hende 25 kapsler med nedfrosset afføring fra en rask donor – og allerede næste dag er diarréen væk, og appetitten vendt tilbage.
Fæcestransplantation er en del af standardbehandlingen, men gives normalt kun på hospitalet og først, når antibiotika har fejlet. Clostridioides difficile er en genstridig tarmbakterie, som især rammer ældre og svækkede patienter efter antibiotikabehandling. Den kan give livstruende diarré og er skyld i tusindvis af dødsfald hvert år i Europa.
Et nyt sundhedsøkonomisk studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet viser, at hjemmebehandling med akutteam både virker bedre og er billigere. Kombinationen af de to tiltag fjerner oftere infektionen, skærer seks dage af indlæggelsen, reducerer antallet af akutte genindlæggelser med to tredjedele og sparer samfundet 19.000 kr. per patient.
Det er svært at være utilfreds med, siger Christian Lodberg Hvas, der er overlæge og professor i tarmsygdomme ved Aarhus Universitetshospital.
“Det udkørende team giver patienterne fri adgang til det, man allerede ved er den mest effektive behandling, nemlig fæcestransplantation – og det gør det lettere for patienten af modtage den. Behandlingen gør, at patienterne straks får det bedre, bliver mindre syge, har færre genindlæggelser og får færre tilbagefald,” siger han.
Så gode resultater er “usædvanligt” i et sundhedsvæsen, hvor nye behandlinger ofte er effektive, men også meget dyrere end standardbehandlingen. Hans store håb er derfor, at de nye resultater vækker genklang i sundhedsvæsenet og kan føre til indførelse af nye måder at behandle på.
Ambitionen er at få de ansvarlige til at handle på resultaterne ved at gøre de udgående akutteams med ekspertise i bl.a. fæcesbehandling til førstevalg. Første skridt er en snak med hospitalsledelsen. Næste skridt er politikerne, der kan trykke på de rigtige knapper i forhold til at få udrullet behandlingen regionalt og måske nationalt, siger han.
Allierede sig med en sundhedsøkonom
Selvom Christian Lodberg Hvas ved meget, så har han, som han selv siger, ikke for meget forstand på sundhedsøkonomi. Så for at få svar på, om det at overlade fæcesbehandlingen til udgående teams var en rentabel løsning, allierede han sig med den private virksomhed Nordic Institute for Health Economics. Det er stiftet af den tidligere professor i sundhedsøkonomi Lars Ehlers og sælger sundhedsøkonomiske analyser til forskningsmiljøerne på bl.a. universiteterne.
Som grundlag for den sundhedsøkonomiske analyse brugte forskerne data fra et klinisk studie, som Christian Lodberg Hvas og kolleger offentliggjorde i The Lancet Healthy Longevity i december 2024. Studiet omfattede 217 patienter over 70 år med bekræftet Clostridioides difficile-infektion.
Patienterne blev tilfældigt fordelt i to lige store grupper.
Den ene gruppe blev overdraget til et udkørende, geriatrisk akutteam, som kunne vurdere og behandle patienterne i hjemmet – også med fæcestransplantation, hvis det var relevant. Den anden gruppe blev behandlet af det eksisterende sundhedspersonale, typisk på hospitalet, men nogle kunne også behandles i eget hjem. I den gruppe var det dog ikke muligt at få fæcestransplantation i hjemmet. Her måtte patienterne møde op ambulant på hospitalet, hvis de skulle have behandlingen.
Resultaterne viste, at blandt dem, der døde i løbet af opfølgningsperioden, var færre dødsfald direkte forårsaget af infektionen i gruppen med hjemmebehandling (44 %), sammenlignet med standardgruppen (82 %). Den samlede dødelighed – uanset årsag – var omtrent ens i begge grupper, hvilket afspejler, at deltagerne generelt var meget syge og skrøbelige. Samtidig kan forskellen i adgang til fæcestransplantation have bidraget til, at flere i hjemmegruppen hurtigt fik den mest effektive behandling.
“Virkelig vildt”
At fæcestransplantationer i sig selv flytter noget på dødeligheden er dog allerede blevet slået fast i en lang række andre forsøg. Det drejer sig bla om et hollandsk studie, hvor 90 procent af de ældre, der fik transplanteret sund fæces, blev raske. Selv om der kun indgik 16 patienter i det studie, var resultaterne så overbevisende, at studiet nåede det højst rangerende medicinske tidsskrift i verden, New England Journal of Medicine.
For at understrege resultaternes gennemslagskraft tyr Christian Lodberg Hvas til begrebet ‘number needed to treat’: Det angiver, hvor mange patienter man skal behandle med sund fæces fra en rask donor for at redde én. Ved FMT mod Clostridioides difficile er dette tal halvanden, hvilket er vist i en metaanalyse offentliggjort i 2020. For hver tre patienter, man behandler, redder man altså to, siger han. Og det er “helt vildt”.
I 2018 døde 28 procent af ældre over 70 år inden for tre måneder efter første smitte med Clostridioides difficile. Med indførelsen af fæcestransplantationer er dødeligheden nu halveret til omkring 15 procent. Samtidig får kun 10 procent af de hjemmebehandlede patienter tilbagefald – mod op til to tredjedele blandt dem, der afslutter antibiotikabehandling.
“Selv om bakterieudbruddet svinder ind, så er der nok tilbage til at de vokser frem igen efter, at man letter presset på dem. Når man fjerner antibiotika-behandlingen, så går der en uges tid, så bliver man syg igen, og tænker: holder dette da aldrig op?” siger han.
Sikkerheden i højsædet
Behandlingen består i al sin enkelthed af kapsler med nedfrosset og minimalt forarbejdet afføring fra raske donorer. Det er en rigtig transplantation – én donor, én patient. Forskerne fjerner væske, slagger og ufordøjelige rester og ender med 50 gram afføring, som så fordeles på de omtrent 25 kapsler, der er dobbeltforseglede og specialfremstillet til at kunne rumme biologisk materiale og bringe det sikkert frem til sin destination i modtagerens tarm uden at tabe sit indhold undervejs.
Men netop fordi der er tale om biologisk vævsoverførsel – det, man i EU-regi kalder substances of human origin – stilles der ekstremt høje krav til sikkerheden.
“Overførsel af smitsomme mikroorganismer er en reel risiko, og vi har set eksempler i USA, hvor multiresistente bakterier er blevet overført med dødelig udgang. Det var, fordi man havde afveget fra retningslinjerne. Den fejl begår man ikke igen,” siger Christian Lodberg Hvas.
I Danmark rekrutteres donorer blandt raske bloddonorer, og de gennemgår omfattende screening – med blodprøver, afføringsprøver og spørgeskemaer både før og efter donation. Hele processen håndteres i en blodbank med dokumentationssystem, registrering og mulighed for sporbarhed, hvis en donor senere bliver syg. For at sikre, at der ikke bliver overført sygdomme fra donorerne, er der tæt opfølgning på både donorerne og patienterne i op til to år efter behandlingen.
Behovet for at udbrede kendskabet til behandlingen er i høj grad en international opgave. Her er vi godt med i Danmark, hvilket vi har været med til at dokumentere i et europæisk survey.
Danmark kan i høj grad “takke samarbejderne mellem hospitalerne og blodbanken” for at have opnået så flot en position, siger Christian Lodberg Hvas - til gavn for patienter som Kirsten.
Christian Lodberg Hvas tog initiativ til studiet efter at have set et stort antal patienter dø på afdelingen på trods af, at personalet har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at redde dem. Det åbnede hans øjne for de gode erfaringer, man har høstet med lignende tiltag i andre lande.
Det fik i 2018 ham og hans til at iværksætte udkørende behandling for døende personer på genoptræningscentret Vikærgården i Aarhus. Tiltaget reddede et stort antal patienter - en bedrift, der i sig selv udløste publikationer i Age & Ageing, Transfusion og The Lancet Regional Health.
